Donald Trump iscenesætter sig selv som en civilreligiøs guddom

USA's præsident skal ifølge den civilreligiøse tradition fungere som mellemled mellem folket og Gud. Donald Trump har imidlertid tendens til at benytte sig af en retorik, der guddommeliggør ham selv. Foto: Yuri Gripas/Reuters/Ritzau Scanpix

Den politiske kultur i USA er præget af en gammel, civilreligiøs tradition, hvori præsidenten spiller en vigtig rolle. Med Donald Trump synes intet imidlertid at være, som det plejer. Læs her, hvordan han iscenesætter sig selv i utraditionelle, guddommeliggørende vendinger

Den amerikanske civilreligion har rødder helt tilbage til tilblivelsen af USA’s forfatning. I denne tradition agerer præsidenten folkets civilreligiøse leder, og i løbet af historien har præsidenter varetaget denne rolle på forskellig vis. Nogle har skilt sig mere ud end andre, og Donald Trump er, måske ikke så overraskende, en af dem, der træder et par skridt ud af traditionen.

I USA’s tilblivelsesperiode bestod befolkningen af mennesker med mange forskellige nationaliteter og forskellige kulturelle og religiøse baggrunde. I løbet af historien er diversiteten kun blevet forøget. Helt fra sin begyndelse har det derfor været civilreligionens funktion at sørge for, at nationen har nogle symboler, ritualer og trosforestillinger at samles om for at sikre sammenhængskraften.

Gud er et af de vigtigste elementer i de civilreligiøse trosforestillinger. Der refereres ofte til Gud i offentlige sammenhænge, fordi traditionen siger, at nationens ve og vel i sidste ende afhænger af Ham.

I forlængelse af dette har præsidenten en central rolle i civilreligionen. Præsidenten forstås som Guds menneskelige repræsentant på jorden og fungerer på den måde som mediator mellem folket og Gud.

Donald Trump iscenesætter sig selv gennem absolutte løfter
De fleste kan nok blive enige om, at Donald Trump i mange henseender varetager præsidentembedet på sin egen måde, således også den civilreligiøse tradition. Han iscenesætter nemlig af og til sig selv på måder, der kan få ham til at fremstå som guddommelig.

”Believe me folks, I will do it,” forsikrede han ofte sine mulige vælgere om under valgkampen i 2016 med henvisning til, at han ville ”make America great again.” Men han var aldrig særlig konkret, når han skulle fortælle hvordan. Man måtte bare tro ham og tro på, at han besad den magtfuldhed, han påstod, han gjorde.

På den måde italesatte han sine kvaliteter i nærmest absolutte vendinger, der minder om guddommelighed. Det samme gjorde sig gældende, da han lovede, at der ville blive bygget en mur mellem USA og Mexico, og at det var Mexico, der ville komme til at betale for den.

Et andet eksempel er Donald Trumps kamp mod ”the fake news media”. Også her er retorikken bygget op om et mere eller mindre absolut budskab, og der bliver ikke sat meget tid af til at underbygge med argumenter - Trump taler sandt, og dem, der er imod ham, lyver.

Også på Twitter er der masser af eksempler på Donald Trumps guddommeliggørende selviscenesættelse. I forbindelse med udbruddet af coronavirus har han den 2. marts for eksempel tweetet følgende:

”I was criticized by the Democrats when I closed the Country down to China many weeks ahead of what almost everyone recommended. Saved many lives (…).” Donald Trumps pointe synes her at være, at han besidder en art forsyn, som har reddet en masse liv.

I Donalds Trumps indsættelsestale havde hans retorik et messiansk præg:

”I will fight for you with every breath in my body, and I will never, ever let you down,” sagde han.

Han iscenesætter her sig selv som ofrings-parat og vurderer sin egen betydning for nationens velstand som ganske betydelig. Traditionelt indtager præsidenten en mere ydmyg position og lader Gud om at bære det endelige ansvar for folkets ve og vel, men sådan har det ikke været i Donald Trumps tilfælde.

Negativ effekt på landets sammenhængskraft
Når Donald Trump er en præsident, som for mange kan virke provokerende, kan det blandt andet være fordi, hans selviscenesættelse som mere eller mindre guddommelig er traditionsstridig. Mens han provokerer nogle, er der til gengæld andre, der elsker ham, og elsker, at han ikke går i tidligere præsidenters fodspor.

Disse stærke følelser vedrørende hans person og hans måde at være præsident på stikker altså i begge retninger, og det kan skabe splittelse i befolkningen. Er man imod ham, er man nok også imod hans tilhængere, og omvendt.

Derfor har Donald Trumps utraditionelle tilgang til den civilreligiøse tradition potentiale til at have en konkret, negativ effekt på sammenhængskraften i USA.