Dyrene minder os om kroppen som en livsgave fra Gud

I krydsfeltet mellem klima og tro spiller dyrene også en stor rolle. Religion.dk har i denne serie talt med tre af de mest fremtrædende debattører på området om deres forhold til dyr, klima og tro

I seriens første artikel fortæller Martin Ishøy, der er sognepræst ved Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde og ph.d. i miljøetik og medinitiativtager til Grøn Kirke, om sine tanker om dyrenes rolle i krydsfeltet mellem klima og tro.

Hvilken rolle spiller dyrene i din trosopfattelse?
I bund og grund tror jeg jo på den treenige Gud. Men dyr spiller da roller. Dyr minder om, at jeg og vi ikke er alene i verden. Dyr er Guds skabninger lige så vel som vi er. De er anderledes end os, og som sådan kalder de på vores opmærksomhed med en påmindelse om, at skabelsen er meget andet end os, og at den påkalder sig vores respekt som skabt og elsket af Gud.

Dyrenes eksistens minder os om, at vi er skabninger blandt andre fysiske skabninger, og dermed kommer vi til at tænke på, at vores krop er noget vigtigt i kraft af at være skabt. Dyrene fortæller os, at kroppen og kropsligheden er tilværelsens sanselige dimension, og at den er en del af livsgaven fra Gud og som sådan god i sig selv. Det glemmer vi og jeg meget ofte i det hypermoderne samfund.

På den måde minder dyrene os om kropsligheden som et uerstatteligt sted for religiøse erfaringer, erfaringer af Gud.

Og der er en klar parallel mellem det religiøse og det etiske, som dyrene betyder for os. Med deres fysiske skabthed rejser eksempelvis familiehunden, ridehesten eller hamsteren en etisk fordring til os om vores opmærksomhed og omsorg.

Og når vi tænker os om, kan vi godt forstå, at den samme etiske fordring er rettet til os i forhold til de dyr, vi spiser, og alle dem vi ikke kender eller har noget nært forhold til. Dyrets sanselige nærvær er blot en påmindelse om den etiske fordring der bliver rejst af, at også deres eksistens er skabt af vores skaber. Fællesskabet i skabtheden forbyder os at ignorere den fordring.

Er der nogle dyr, som du anser som hellige? Og hvis ja, hvilke – og hvorfor? Eller anser du måske generelt dyr som hellige? Hvorfor?
Her er spørgsmålet selvfølgelig, hvad vi mener med hellig. Kan den opfattelse af hellighed, som nogle indere omgiver de lokale køer med, genfindes i Danmark? Ikke hos mig.

Er mennesker hellige? Jeg har aldrig mødt et menneske, som jeg ville kalde en helgen, men omvendt mener jeg, at alle mennesker bærer på en ukrænkelighed, som er i familie med hellighed.

Som allerede nævnt mener jeg, at skabthed er en betydningsfuld egenskab ved os alle, også dyrene. Den repræsenterer Guds som oftest oversete nærvær, og i den forstand er både dyr og mennesker hellige. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke kan smide hunden ned fra sofaen, hvis den igen har lagt sig dér. Eller at køerne skal have lov til at standse trafikken i vores byer.

Hvilken rolle spiller dyrene i din opfattelse af forholdet mellem natur og tro? For mange taler om kloden og klimaet, når de kommer ind på forholdet til natur og tro. Men hvor er dyrene placeret dér - i din optik?
Som økoteolog taler jeg ret meget om klima for tiden. Den vigtigste replik til spørgsmålet er, at hvis klimahensyn ikke er hensyn til dyr, er der meget stor sandsynlighed for, at klimahensynet til mennesker ignorerer kristendommens erkendelse af det fællesskab med dyrene, som er en umistelig del af vores identitet som Guds skabninger.

Kun ved at bestride kristendommens centrale trosantagelser kan man spille hensynet til klima ud mod hensynet til dyr.

Men det er sandt, at snakken om klima ofte er frygtelig snæver. Klima er et miljøproblem. Men det er biodiversitet også, og min tro giver ingen grund til at ringeagte biodiversiteten, herunder dyrene, til fordel for klimaet.

Jeg vil gerne tilføje, at der traditionelt har været en spænding mellem naturetik og dyreetik. Det beror på, at dyreetik for nogle har handlet om dyrs velfærd og lidelser, mens naturetik har handlet om stærke og velfungerende økosystemer. Men sagen er som bekendt, at dyr lider ude i naturen. De sulter, fryser og holder hinanden borte fra føde og parringsmuligheder. Nogle af dem spiser hinanden.

Problemet går igen i spørgsmålet, om det bedste er økologisk husdyrbrug, hvor visse naturlige lidelser er en del af pakken, eller om konventionel drift er bedre, fordi den ideelt set har så meget kontrol over dyrene, at den kan styre - og undgå - deres lidelser. Til gengæld reducerer konventionel brug dyrene til produktionsenheder, altså gør dem mindre dyriske.

I min troende optik er lidelser en del af det naturlige liv for både dyr og mennesker. Når vi bekæmper klimaforandringer, er det blandt andet for at undgå unødig megen lidelse for både dyr og mennesker. Skovbrandene i Australien er et godt eksempel.

Endeligt kan den rigtige løsning efter min trosopfattelse ikke være noget, der nedbryder livets mangfoldighed, herunder de muligheder kloden byder på for dyrisk liv.

Får dyrene nok opmærksomhed i debatten om natur og tro? Eller fokuserer vi for meget på mennesker, klima, hav, planter og jordbund? Eller får dyrene – eller i hvert fald nogle arter – for meget opmærksomhed?
Efter min mening får hverken dyrene eller resten af naturen nok opmærksomhed. Selve debatten om og opmærksomheden på natur og tro burde derfor fylde meget mere – også fordi alt det levende tilsidesættes til fordel for en overdreven interesse for penge og økonomi.

Dér underordnes både dyr, mennesker og naturen i øvrigt økonomien, som er vores tids helt store religion. Hele vejen rundt nedbrydes det naturlige liv af økonomiens amokløb.

Der findes også dyr, der får for meget opmærksomhed som de der pandaer, den daværende statsminister brugte som et middel til at fremme de såkaldt gode økonomiske forbindelser mellem Kina og Danmark. Men her er det så ikke pandaerne, der skulle skamme sig.