Eid er en pause fra det travle hverdagsliv

Efter en måneds ramadan var det et velfortjent måltid, der samlede Sarwat Qasirs familie i anledning af eid al-fitr. Foto: Emil Kastrup Andersen

Ramadanen har fået mange maver til at knurre i de seneste 30 dage. Men torsdag aften viste nymånen sig igen på himlen og indledte eid al-fitr: Den festlige højtid efter fasten. Muslimske Sarwat Qasir fortæller her om, hvordan eid fejres i hendes familie

I 30 dage har ramadanen fået maver til at rumle larmende over hele verden, og mangt en tør gane har kildet ved tanken om et glas perlende koldt vand. Mange steder i verden har muslimer vendt deres døgn og været vågne så meget, de kunne, i nattens mørke timer, hvor det endnu var tilladt at drikke og spise.

Lige indtil i dag. For nu er alle ramadanens strabadser er slut og eid-fejringen begyndt. Men hvad laver man egentlig til eid? Og hvad handler det hele om?

Sammenhold og hyggetid - og en helt særlig dessert
Sarwat Qasir er lærerstuderende og bor i Taastrup sammen med sin mand, deres to børn og sin svigermor. Sarwat Qasir faster ikke selv længere, da hun har diabetes, men hun har alligevel oplevet fastetiden på tæt hold gennem familie og venner. Nu glæder både hun og hendes nære sig over festlighederne, der venter de kommende dage:

“Sammenholdet og hyggen er det, jeg glæder mig allermest til, for der er ikke noget, der kan måle sig med det fællesskab, der er ved eid,” fortæller Sarwat Qasir og uddyber:

“Min familie kommer fra Pakistan, hvor samfundet og kulturen er indrettet efter de muslimske højtider. Men her i Danmark er det anderledes. Vi lever alle sammen travle hverdagsliv med studier og arbejde, også under ramadanen, og det gør, at vi ikke altid kommer til at være så meget sammen med vores familier under ramadanen, som mange er det i muslimske lande. Derfor er eid noget helt specielt, fordi alle tager sig tid til at være tilstede. Under eid er der en fælles forståelse for, at man prioriterer at være sammen og hygge sig.”

Særligt den gode mad og samværet med familie og venner er i fokus, når ramadanens afslutning fejres. Sarwat Qasir fortæller, at der i hendes familie er en helt særlig dessert forbundet med eid:

“Om morgenen på den første dag i eid plejer vi at lave en bestemt dessert med mælk og sukker, der hedder sawaiyan, som vi har lavet i årevis hos både min egen familie og min svigerfamilie. Man laver den om morgenen, hvorefter man reciterer et par vers fra koranen og måske beder en lille bøn for de mennesker, der ikke kunne være med os og for dem, som er fattige eller syge. Bagefter spiser vi den sammen.”

Her til aften mødes parret og deres børn med Sarwat Qasirs svigerfamilie på en restaurant på Amager, hvor de spiser pakistanske retter og ønsker hinanden glædelig eid. Forud for aftenen har børnene fået nyt tøj, og pigernes hænder er blevet malet med henna i yndefulde mønstre.

I morgen venter flere festligheder, hvor op mod 40 af Sarwat Qasirs familiemedlemmer mødes til en stor fællesmiddag:

“I morgen skal vi være fire generationer samlet til eid-fejring. Min mor og mine tanter står for maden, og vi skal bare nyde at være sammen med hele familien. Der er altid hyggesnak i krogene, og vi spiser lækker mad til langt ud på natten.”

Traditionerne videreføres
For Sarwat Qasir er det vigtigt at videregive familiens eid-traditioner til sine børn, så de også føler, at det er en særlig tid. Hendes ældste datter, Samaya på otte år, synes også, at eid er meget spændende:

“Jeg glæder mig til, at vi skal besøge min mormor i morgen, for der kommer mange af mine fætre og kusiner, og vi skal spille pakkeleg,” fortæller hun storsmilende.

Efter eid-fejringen melder hverdagens trummerum sig igen i det lille hjem i Taastrup. Men Sarwat Qasir føler alligevel, at man kan tage noget med sig fra ramadanen til sit almindelige liv:

“Både ramadanen og eid handler om, at man skal være gode ved hinanden. Her er stort fokus på, at man skal tilgive, hjælpe andre, og at man skal respektere andre uanset hvilken religion eller kultur, de kommer fra. Og det er også de ting, jeg forsøger at efterleve hver dag.”

LÆS OGSÅ:Eid al-fitr - den muslimske fastebrydningsfest

Det er en udbredt eid-skik at dekorere sig ved at få malet mønstre på hænderne med henna-farve. Foto: Emil Kastrup Andersen
Så er der serveret: Risret med kylling. Foto: Emil Kastrup Andersen
Familien var fint klædt på, da de fredag aften samledes på Amager for sammen at fejre eid. Foto: Emil Kastrup Andersen
Sarwat Qasir med hendes svoger og nevø inden eid-måltiddet. Foto: Emil Kastrup Andersen
Samaya på otte år nyder en kold sodavand og har i dagens festlige anledning fået malet henna på sine hænder. Foto: Emil Kastrup Andersen