Ekaterina Krarup Andersen: ”Jeg kan ikke være en del af en sexistisk kirke”

Provo-feministen Ekaterina Krarup Andersen har altid haft religion tæt inde på livet. Hun har bl.a. læst teologi og været ærbødig kristen husmor i Moskva – indtil den dag hun fik nok af patriarkatet og brød med sin kirke

"Hvis ikke min egen kirke var så sexistisk, homofobisk og antisemitisk, ville jeg helt klart stadig være dér," fortæller Ekaterina Krarup Andersen om den russisk-ortodokse kirke, hvor hun finder en anden gnist end i den lutherske.
"Hvis ikke min egen kirke var så sexistisk, homofobisk og antisemitisk, ville jeg helt klart stadig være dér," fortæller Ekaterina Krarup Andersen om den russisk-ortodokse kirke, hvor hun finder en anden gnist end i den lutherske. . Foto: Tom Ingvardsen/BAM/Ritzau Scanpix.

32-årige Ekaterina Krarup Andersen blev i 2016 kendt som en del af venindegruppen ”Girl Squad”, der bragte ”fjerdebølgefeminismen” til Danmark. Gruppen, der i dag er gået hver til sit, blev blandt andet kendt for at hylde kvinders seksualitet ved at vise æstetisk smukke undertøjsbilleder af dem selv på de sociale medier.

I kontrast til livet som feministisk aktivist har Ekaterina Krarup Andersen tidligere læst russisk ortodoks teologi og levet som from husmor i et voldeligt ægteskab i Moskva. I dag bor hun i Sydsverige sammen med sin danske mand og døtrene Zoya og Shoshana, hvor hun studerer religionsvidenskab på universitetet i Lund.

Religion som fritænkningens arena

Religion har på både godt og ondt spillet en gennemgående rolle i Ekaterina Andersens begivenhedsrige liv. Først og fremmest som en positiv ting i barndommens Moskva. Forældrene var ikke religiøse, men døbte alligevel deres datter i protest over den sovjetiske stats diktatoriske religionsforbud. I følge Ekaterina Krarup Andersen var det at praktisere religion i den kommunistiske stat et udtryk for, at man var intelligent og fritænkende:

”I Danmark betragtes religion ofte som noget tilbagestående. Fra barndommens rødder har jeg dog fået et helt andet positivt indtryk af religion som et intellektuelt oprør,” siger hun.

En russer i Danmark

Som teenager flyttede hun med familien til Danmark, nærmere betegnet Rømø. Ekaterina Krarup Andersen, der aldrig før havde tænkt over, at hun var ”russer”, blev nu konstant konfronteret med, at hun var anderledes end majoriteten af beboerne i det lille øsamfund. Hun fik derfor lyst til at finde ud af mere om sin kulturelle identitet og kastede sig derfor over russisk litteraturhistorie for at blive klogere på sig selv. Hun læste forfattere som Tolstoj, Destojevskij og Tjekhov, og en dybere interesse for russisk ortodoksi blev vakt til live hos den vordende kvinde.

Ortodoks husmor

Som 18-årig flyttede hun fra det vestjyske tilbage til Moskva, hvor hun startede på en bacheloruddannelse i russisk ortodoks teologi. Hun giftede sig samtidig med en jævnaldrende religiøs mand. Den gudstro kvinde havde indtil da været jomfru, overbevist om at sex hørte ægteskabet til.

Hun var i det hele taget overbevist om, at livet som hustru, der efterlevede de religiøse påbud, var den rette livsvej. Som det blev forventet af en god ortodoks kone, var hjemmet hendes primære domæne. Med største ihærdighed sørgede hun for at alt – fra gardiner til marmelade – var lavet fra bunden. Hun gik sømmeligt klædt i lange nederdele og et tørklæde kom på hovedet, når hun flere gange om ugen tog i kirke for at bede. Som det sig hør og bør blev hun også snart gravid og den lille familie blev forøget med datteren Zoya.

Et destruktivt ægteskab

Langsomt begyndte forestillingen om det gode religiøse ægteskabsliv at krakelere. Ægtemanden viste sig ude af stand til at tjene penge og Ekaterina Krarup Andersen måtte tage sagen i egen hånd. Inspireret af danske dåbstraditioner startede hun et dåbskjole-firma, der hurtigt blev en succes.

Et hektisk liv som både teologistuderende, husmor og nu også iværksætter blev særligt udfordret af den vold, hendes mand udsatte hende for. Han slog og havde blandt andet forsøgt at kvæle hende med en telefonledning. Hun søgte hjælp i den kirke, som hun åndede og levede for, men fik her at vide, at det var hendes skæbne at udholde volden.

Brud med kirken

For Ekaterina Andersen flød bægeret over den dag, ægtemanden kastede et syltetøjsglas efter hende:

”Glasset var med marmelade, som jeg selv havde kogt. Af bær som jeg selv havde plukket. Jeg havde endda også selv hæklet et låg til”.

Hun stod med parrets datter i sine arme, da glasset ramte væggen hende helt tæt på den lille piges hoved. I det øjeblik besluttede Ekaterina Andersen sig for at forlade både ham og kirken:

”Jeg tænkte bare, at nu var det nok. Der er ikke noget logisk univers, der kan berettige, at det her er mit kors at bære”.

Efter det forliste ægteskab tog Ekaterina Andersen tilbage til Danmark for at starte på en frisk. Præget af ortodokse dogmer om synd var hun bange for at date og eventuelt have sex med en mand udenfor ægteskabet. Kirken havde lært hende, at det var den direkte vej til helvede. Samtidig ville hun gerne finde en ny mand og hun trodsede derfor endeligt kirken ved at overvinde sin frygt for dating. Det resulterede forholdsvist hurtigt i et nyt ægteskab med hendes nuværende danske mand.

Et troende menneske

Trods bruddet med den ortodokse kirke tror Ekaterina Andersen stadig på en højere skaberkraft:

”Jeg tror på, at der er en form for intelligent design i universet. Der må være en mening med det hele. Et formål med vores eksistens”.

Med troen kommer også savnet af den kirke, hun voksede op med. Hun længes efter at bede i timevis, som det er kutyme indenfor russisk ortodoksi:

”Man opnår en trancelignende tilstand, der tager dig et helt nyt sted hen. Det er en intens oplevelse, som jeg ikke finder i en luthersk kirke. Der er bare en anden gnist. En følelse af, at her er mit hjem og min Gud. Hvis ikke min egen kirke var så sexistisk, homofobisk og antisemitisk, ville jeg helt klart stadig være dér”.

Ind imellem finder Ekaterina Andersen også åndelig inspiration i jødedommen – en religion som hun på studiet i Lund har specialiseret sig i:

”Jeg kan godt lide jødedom, da man er åben for fortolkninger. Og så kan jeg relatere til det jødiske folks historie. Følelsen af at have et hjemland og så alligevel ikke. Når jeg er i Rusland, føler jeg mig som dansker og omvendt. Altid lidt ved siden af”.

Feministisk teologi

Trods dedikationen til sin kirke satte Ekaterina Andersen allerede under studietiden i Moskva spørgsmålstegn ved den forskelsbehandling, hun som kvindelig teologistuderende blev udsat for:

”Det pissede mig af, at nogle af de der dovne drenge fik lov til at være præster imens jeg, med al min hengivenhed, aldrig ville kunne få tildelt den position. Hvis jeg er en dygtig teolog, hvorfor skal jeg så ikke have ret til at tale om teologi?”

I dag tager Ekaterina Andersen afstand til den måde mandlige teologer i århundrede har udlagt Bibelen til deres egen fordel. Hun betegner sig selv som tilhænger af en feministisk teologi, der kritisk udfordrer det traditionelle, hierarkiske syn på tro og menneskers relation til Gud:

”Det handler om at skabe et nyt syn på den kristne og jødiske teologi med kvinden, LGBTQ, og etniske minoriteter i fokus. At gøre Bibelen anvendelig i livet samtidig med, at man siger fra overfor patriarkatet,” fortæller hun.

Bibelen belyser nutiden

Ekaterina Andersen deler ud af sin viden om teologi, når hun løbende agerer samfundsdebattør. Hun er blandt andet fast klummeskribent for Ekstra Bladet og instagrammer, hvor hun ofte benytter citater fra Bibelen til at fremme kvinder og minoriteters rettigheder. Som et eksempel på, hvordan hun laver den kobling, fremhæver hun det moderne begreb ”victimblaiming”, hvor kvinden selv bliver beskyldt for den vold, der udøves imod hende:

”Det er en tradition, der er dybt forankret i vores kulturelle arv. Bibelen fortæller om Amnon, som voldtog sin halvsøster Tamar og bagefter nægtede at gifte sig med hende. I det jødiske hellige skrift ”Talmud” forsvares voldtægtsmanden. Der står, at han nægtede at tage Tamar som sin kone, fordi hun viklede et af sine kønshår rundt om hans lem og derved kastrerede ham, så han fysisk ikke er i stand til at gifte sig med nogen. Skurken I historien bliver altså den misbrugte kvinde".

Denne artikel blev oprindeligt udgivet på Kristeligt Dagblads underside, Religion.dk