Hvad er islamisk ekstremisme?
Hvad er islamisk ekstremisme? Det er der flere meninger om, og i det følgende præsenteres og forklares baggrunden for islamisk ekstremisme som et samfundsmæssigt fænomen, skriver islamforsker Brian Arly Jacobsen
Dagen efter attentatet på Charlie Hebdo den 7. januar sendte Danmarks Radio en partilederrunde i tv om terrorattentatet. Der var en udbredt enighed om, at det gælder om at skelne mellem afvigende islamistiske terrorister, der drømmer om et kalifat, og så alle de almindelige muslimske medborgere, der ikke har valgt det humanistiske og demokratiske Danmark fra, men netop valgt det til.
Statsministeren og Dansk Folkepartis leder blev spurgt, om de havde et bud på en forklaring på attentatet. ”Det skal man ikke begive sig ud i at forklare”, sagde Helle Thorning-Schmidt. Thulesen-Dahl istemte: ”Hvis man begynder at søge en forklaring på, hvorfor der er mennesker, der går bersærk, så er der også et eller andet i det, der undskylder den gerning”.
De fleste partiledere erklærede sig i det store og hele enige i forklaringen.
Med fare for at lægge mig ud med det samlede politiske establishment, så er det dog en noget forsimplet verdensforståelse, når en forklaring på udåden er uønsket. Hvis vi ønsker at forhindre fremtidige attentater – i det omfang det nu er muligt – så er det pinedød nødvendigt, vi forsøger at forstå terroristernes bevæggrunde.
Læs også: Lad ikke ekstremisterne gøre os ekstreme
Forklaring og forståelse er ikke lig accept eller et forsøg på at finde en undskyldning for motiverne bag ekstreme bevægelsers handlinger, men det er en forudsætning at forstå motiverne for at kunne fjerne grundlaget for bevægelsernes rekruttering af aktivister.
Så hvad er islamisk ekstremisme? Det er der flere meninger om, og i det følgende præsenteres og forklares baggrunden for islamisk ekstremisme som et samfundsmæssigt fænomen.
Hvad er islamisk ekstremisme?
Islamisk ekstremisme er drevet af en afvigende fortolkning af islam, som mener, at en særlig forståelse af islamisk lov, eller sharia, er et altomfattende religiøst-politisk system.
Da systemet menes at være påbudt af Allah, skal sharia håndhæves i det offentlige rum af en global islamisk stat (et kalifat). Som sådan anser islamiske ekstremister sharia for at være den eneste virkelig legitime styreform og afvise værdier som demokrati og menneskerettigheder.
Islamisk ekstremisme kan deles op i en voldelig og ikke-voldelig udgave, som vi skal se eksempler på senere. I den vestlige verden er myndigheder først og fremmest interesseret i at forhindre islamisk ekstremisme, der fører til ulovlige handlinger som eksempelvis angrebene på Charlie Hebdo i januar og senest i Danmark i weekenden.
Således er det endelige mål for islamiske ekstremister en fusion af religion og stat i henhold til deres særlige forståelse af sharialovgivning. De, der går ind for en sådan fremgangsmåde, kaldes islamister. Deres ideologi kaldes islamisme eller politisk islam.
Relaterede begreber for islamisk ekstremisme omfatter radikal islam og islamisk overherredømme.
Islamiske ekstremister tror, de er forpligtet til at indføre denne form for styre i områder med muslimsk majoritet og i sidste ende hele verden. Islamiske ekstremister forestiller sig, at de fremmer retfærdighed og frihed ved at indføre deres rigide forståelse af sharia.
Islamiske ekstremister opstiller foreløbige politiske mål, som, de mener, vil bane vejen for den globale gennemførelse af sharia. Et af disse mål er fjernelse af ikke-muslimske militære styrker fra muslimske lande og omstyrtelsen af fjendtlige regimer. Det ser vi eksempler på i Afghanistan, Irak og Mali, hvor forskellige islamiske grupper har bekæmpet de vestlige styrker, som har interveneret af forskellige årsager.
Islamiske ekstremisters ønske om at fremme sharia-baseret styring viser sig i intolerance overfor ikke-muslimer og rivaliserende muslimske grupper, samt en overordnet fjendtlighed overfor vestlige samfunds værdier og især vestligt demokrati.
Vestlige samfunds værdier er et diffust begreb, som for disse muslimske grupper ofte karakteriserer demokratiske værdier såsom ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed, stemmeret og lighed. I nogle tilfælde fører denne form for intolerance til vold, som overgreb, uddrivelse og mord på anderledes troende, som det eksempelvis skete med Islamisk Stats påståede drab på 21 egyptiske koptere den 14-15. februar.
Islamisk ekstremisme i nyhederne
Islamisk ekstremisme er den primære bekymring i relation til sikkerhed og menneskerettigheder i den vestlige verden i dag, hvilket dagligt skaber nyhedshistorier.
Der er flere årsager til nyhedsinteressen. Krige og konflikter i Irak, Afghanistan og andre steder med muslimske majoritetsbefolkninger og vestligt ledede styrker har forstærket islamiske ekstremistiske grupper og intensiveret deres aktiviteter. Vestlige styrkers intervention i for eksempel Irak, Afghanistan, Somalia og Mali er en vigtig motivation for terrorhandlinger ikke alene i muslimske majoritetssamfund, men også i vestlige samfund.
En anden årsag til interessen er, at når islamiske ekstremister vinder magt og indfører deres fortolkning af sharia, ser vi desværre menneskerettighedskrænkelser såsom undertrykkelse af kvinder, børn, homoseksuelle og religiøse mindretal samt statsligt tyranni, sekterisk krigsførelse og intolerance.
Islamisk ekstremisme og terrorisme
Ikke alle islamiske ekstremister udfører voldelige handlinger. Islamiske ekstremister kan fremme deres mål ved hjælp af ikke-voldelige taktikker såsom aktivisme, udvikling af interreligiøse koalitioner med intetanende organisationer (både muslimske og ikke-muslimske), fundraising, opbygge politisk indflydelse og generel spredning af deres ideologi. Disse ekstremister følger en doktrin kaldet gradualisme, det vil sige et forsøg på en gradvis implementering af den islamiske ekstremismes ideologi.
Læs også: Muslim: Vi er alle en del af Danmark
På den anden side bruger islamiske terrorister vold og terror for at indgyde frygt og opnå politisk magt for at indfri deres mål. Samme strategi benytter andre ekstreme bevægelser også. Det ser vi eksempelvis i dag med den højreekstreme bevægelse Gyldent Daggry i Grækenland.
Islamisk ekstremisme og relationen til islam
Islamisk ekstremisme stammer fra en radikal fortolkning af islam. Selv blandt islamiske ekstremister, er der forskelle i fortolkningen af islam, som er et resultat af forskellige retninger og/eller doktriner mellem grupperne. Det er vigtigt at bemærke, at langt fra alle muslimer abonnerer på en radikal fortolkning af islam.
Venstres formand Lars Løkke Rasmussen udtalte rammende i partilederrunden den 7. januar på DR, at ”nogen har voldtaget islam”. Det er givet således, de fleste muslimer i verden oplever de islamiske ekstremisters fortolkning af islam, og de handlinger de udfører i islams navn.
Hvad har forårsaget stigningen af islamisk ekstremisme i verden?
Moderne islamisk ekstremisme voksede ud af den islamiske vækkelsesbevægelse, som begyndte i slutningen af det 19. århundrede. Islamisk vækkelse var en muslimsk reaktion på en opfattelse af en svag muslimsk verden i sammenligning med det britiske imperium, det vil sige en anti-kolonial bevægelse, samt en reaktion mod en stigende sekularisering, som følge af den øgede indflydelse vestlige værdier fik i muslimske lande i denne periode.
Nogle af de væsentlige skikkelser indenfor vækkelsesbevægelsen var afghanske Jamal ad-Din al-Afghani (1838/39-1897), egyptiske Sayyid Qutb (1906-1966) og indisk-fødte Abul Ala Maududi (1903-1979).
Tænkere forbundet med den islamiske vækkelse prædikede en ny fortolkning af islamiske tekster baseret på en kamp for at opnå en pan-islamisk enhed og etablering af islamiske stater baseret på sharia-lovgivning.
Eksempler på islamiske ekstremistiske grupper
Det er baseret på en vurdering af forskeren på baggrund af en definition af begrebet ekstremisme, hvornår en bevægelse kan kategoriseres som værende en del af de islamistiske ekstremistiske grupper.
Nogle forskere inkluderer Det Muslimske Broderskab og alle organisationer, der identificerer sig med hele eller dele af denne bevægelses ideologiske grundlag, andre gør ikke. Uanset om de inkluderes eller ej, har Det Muslimske Broderskabs ideologi spillet en vigtig rolle for islamistiske ekstremistgrupper.
Der er mange politiske partier (for eksempel Friheds- og Retfærdighedspartiet i Egypten, opløst af den egyptiske højesteret i august 2014) og terrorgrupper (for eksempel Hamas), der hører til Broderskabet. Militante bevægelser som al-Qaeda, Egyptisk Islamisk Jihad, Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad er inspireret af Det Muslimske Broderskab.
Læs også: Muslimer må forstå, at i Danmark er demokrati mere helligt end religion
Andre eksempler på islamiske ekstremistiske grupper omfatter: Hizbollah, shiaislamistisk militant gruppe og politisk parti fra Libanon, stiftet i 1985. Taliban, islamisk fundamentalistisk politisk bevægelse fra Afghanistan, stiftet i 1994. Jamaat-e-Islami, islamisk politisk organisation og social konservativ bevægelse fra Indien, stiftet i 1941. Lashkar-e-Taiba, en af de største og mest aktive terrororganisationer i Sydasien, der primært opererer fra Pakistan, stiftet i 1990. Boko Haram, betyder egl. ”vestlig uddannelse er forbudt”, officielt kaldet Jama'atu Ahlis Sunna Lidda'Awati Wal-Jihad, militant og islamistisk bevægelse fra det nordlige Nigeria, stiftet i 2002. Hizb ut-Tahrir, en international ikke-voldelig og i vestlige lande lovlig pan-islamisk politisk organisation, hvis mål er at samle alle muslimske lande til en islamisk stat eller et kalifat styret af sharia og med en kalif som statsoverhoved, der vælges af muslimer, stiftet i Jerusalem i 1953. Endelig findes der forskellige salafistiske grupper, såsom den danske lovlige gruppe Kaldet til Islam inspireret af britiske salafister.
Hvordan kan regeringer bekæmpe fænomenet islamisk ekstremisme?
Der findes forskellige strategier, som demokratiske samfund anvender til at bekæmpe islamisk ekstremisme, der er involveret i ulovlige aktiviteter.
En forklaringsmodel, som har gjort sig gældende, er, at islamisk ekstremisme er et resultat af politiske og samfundsmæssig utilfredshed. Denne skole mener, ekstremister bliver provokeret af uretfærdigheder begået af Vesten og deres regeringer og hære i muslimske lande.
Ifølge denne skole, bør islamisk ekstremisme modsiges ved at imødegå disse ”klager” af vrede muslimske befolkninger gennem udenrigspolitiske forandringer, politiske indrømmelser, hvor der er uenighed, forbedret offentlig styring af muslimske lande, bedre indkomstomfordeling og dialog.
En anden forklaringsmodel hævder, at denne utilfredshed, avlet af islamiske ekstremister, blot er undskyldninger for at retfærdiggøre antagonisme mod Vesten. Denne skole hævder, at den islamiske ekstremists verdenssyn fører til en antagelse af denne utilfredshed.
Fortalere for denne tankegang bemærker, at utilfredshed ikke kan redegøre for alle elementer i islamisk ekstremisme, som for eksempel misbrug af kvinder og andre menneskerettighedskrænkelser i sharia-baserede samfund.
Ifølge denne skole, kan islamisk ekstremisme kun imødegås ved at underminere ideologien selv. Understøttelse af reformvenlige muslimer, der støtter en fortolkning af islam, som er gunstigt stemt for modernitet og vestligt demokrati ses som afgørende for at bekæmpe islamiske ekstremister.
Uanset hvilken strategi regeringer vælger i bekæmpelsen af islamisk ekstremisme, er de begge baseret på en forståelse af fænomenet, som ikke undskylder, men er en nødvendig forudsætning for at kunne bekæmpe bevægelserne og deres mulige rekruttering af aktivister i fremtiden.
Brian Arly Jacobsen er adjunkt, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk