En rejse i krydsfeltet mellem overmodig eventyrlyst og den hvide mands privilegier

Når dokumentarist Ole Bendtzen og lensgreve Christoffer Knuth går i inkaernes fodspor i TV2’s nye programserie “Jagten på den skjulte by”, er det både med etiske, moralske og praktiske udfordringer

Mennesker er altid blevet drevet af jagten på guld og lykke. Det har ledt til mangt en farefuld rejse på tværs af oceaner og kontinenter, over bjergkæder og store vidder, på trods af visheden om, at man kunne risikere at møde døden, før man nåede målet. Dette er også tilfældet for de mange lykkeriddere, der gennem tiden forgæves har ledt efter Paititi - inkafolkets skjulte by, der ifølge legenderne er fyldt med gyldne skatte.

Men selvom mange enten har mistet livet eller er gået forgæves i deres søgen efter inkafolkets rigdomme, har det ikke stået i vejen for det danske makkerpar Ole Bendtzen og Christoffer Knuth.

Ole Bendtzen er dokumentarist fra Indre København og Christoffer Knuth er lensgreve og bor på et slot. Men selvom de på overfladen kan lyde som et umage par, har de eventyrlysten til fælles. Og det er essentielt, når man sammen begiver sig ud i det uvisse med en mission om at afdække nogle af verdens store mysterier - som eksempelvis at finde den sagnomspundne inkaby Paititi.

Inkafolkets sidste bastion
Da spanierne i 1500-tallet begyndte deres indtog i Inkariget i Peru, fordrev de med vold og magt inkafolket fra deres byer. Ifølge legenderne tog inkaerne deres guld og rigdomme med sig og flygtede til sidst ud i junglen til den sidste bastion, byen Paititi, som spanierne aldrig nåede frem til. Derfor lyder historien, at den skjulte by den dag i dag stadig gemmer inkaernes rigdomme, blandt andet en stor guldskive, der blev brugt til at tilbede solguden.

“Paititi er bygget ind i den her myte om store mængder af guld, inkaerne skulle have fragtet med sig på deres flugt fra spanierne. Det er derfor, det gennem tiden har været så eftertragtet at lede efter byen og derfor, den er omgærdet af så meget mere mystik end andre gemte byer fra inkaernes tid,” fortæller Ole Bendtzen.

Men hvordan skulle en dokumentarist og en lensgreve have bedre muligheder for at finde den peruvianske jungles mest velbevarede hemmelighed, når så mange andre før dem har søgt forgæves?

“Vi fandt ud af, at der i Vatikanet var nogle skrifter af en præst, der beskriver, hvordan Paititi skulle være placeret i nærheden af et firkantet bjerg og en sø formet som et ottetal. Så Knuth og jeg begyndte at lede den peruvianske jungle tynd på Google Maps, og pludselig fandt vi både et bjerg og en sø, der passede på beskrivelsen,” forklarer Ole Bendtzen og fortsætter:

“Det gav rigtig god mening, for det firkantede bjerg skabte et naturligt plateau, som ville være svært at indtage, og det var tæt på ferskvandssøer. Så der var noget, der tydede på, at det her var det rigtige sted.”

Dette kombineret med både Ole Bendtzen og Christoffer Knuths fascination af byens mytiske aspekter gjorde, at det var umuligt for dem ikke at kaste sig ud i eventyret, selvom sandsynligheden for at finde noget var lille.

“Man bliver tændt af det umulige, og hele aspektet med, at det ikke er sikkert, at byen overhovedet eksisterer, er enormt dragende. Vi kunne simpelthen ikke lade være med at gøre forsøget,” siger Ole Bendtzen.

Enestående fund
Desværre viste det sig at være mere udfordrende end som så at komme i nærheden af det firkantede bjerg, allerede før afrejsen til Peru. Junglen omkring bjerget er et hermetisk lukket område af Amazonas, som det er nærmest muligt at få tilladelse til at rejse ind i, fordi der i modsætning til mange andre steder i den peruvianske regnskov stadig lever oprindelige folk.

“Disse folk er klar over, at der er en verden udenfor, men de lever fuldstændig udelukket fra den. Dermed opstod der også en masse etiske og moralske bekymringer fra vores side, blandt andet fordi de er ikke modstandsdygtige over for vores sygdomme og omvendt. Så vi skulle hele tiden opveje, hvor meget vi ville lede efter Paititi, samtidig med at vi skulle opretholde respekten overfor de oprindelige folk. Vi var også velvidende om det usmagelige i, at vi kom der som hvide, privilegerede mennesker og skulle vise de lokale, hvor deres forfædres sidste by var,” siger Ole Bendtzen.

Oveni de etiske og moralske udfordringer, var det samtidig svært at få filmfolk med på en så risikofyldt rejse, som også kom til at indebære en række politiske problematikker, der ikke var tiltænkt fra eventyrernes side. Men afsted kom de - og noget fandt de. Ole Bendtzen vil ikke afsløre, om de nåede frem til inkafolkets skjulte by, men han løfter alligevel sløret for nogle få, kryptiske detaljer:

“Jeg kan sige så meget, at da vi kom hjem fra Peru, var vi på Nationalmuseet med dokumentation af de fund, vi havde lavet. De blev både kaldt unikke, enestående og hidtil uopdagede. Samtidig har ekspeditionen affødt et samarbejde mellem det peruvianske kulturministerium og Københavns Universitet.”