Indsigt

Er det problematisk at være radikal i sin tro?

Foto: Petra Theibel Jacobsen

I miljøer, hvor omverdenen udelukkende bliver set som farlig og problematisk, er der risiko for, at radikaliteten lukker sig om selv, og det kan føre til, at særligt stærke og dominante skikkelser kan skabe miljøer med relativ lille frihed til selvstændig fortolkning og tankevirksomhed, vurderer antropolog og lektor Andreas Bandak

Med termen ’radikal’ forstår man ofte i dag, at en person eller et miljø ikke bare er dedikerede, men på den ene eller anden måde også er yderliggående og måske endda farlig for sine omgivelser. Når talen falder på en radikaliseret person, så tegner der sig altså et ikke særligt flatterende billede af en person, der er ekstrem i sine synspunkter og måske tilsvarende er det i sin livsførelse.

Men før man kommer med en entydig dom over radikale miljøer, vil det være gavnligt med en afklaring af, hvad der egentlig ligger i det at være radikal. Er radikalitet altid et problem, og hvordan er koblingen mellem radikalitet og religiøse, herunder kristne, miljøer? Hvilke sociale dynamikker er på spil i miljøer, der opleves som ikke blot radikale, men direkte radikaliserende?

Radikal betyder at gå til roden

Selve termen radikal stammer fra det latinske radix, i betydningen roden på en plante, hvilket på dansk også kendes fra ordet radise. De afledte betydninger, som ordet radikal oftest henfører til, drejer sig om at gå til roden eller grundlaget af noget. At gå radikalt til værks vil derfor traditionelt blive forstået som, at der søges en grundlæggende ændring af den bestående orden eller måde at gøre tingene på.

Der er ikke nødvendigvis et problem med at gå radikalt til værks i denne betydning. At personer forsøger at leve dedikeret og helhjertet har skabt mange gode, kreative og nye frembringelser i verden. I en positiv udlægning, så kan det at være radikal altså være et spejl eller modbillede til det omkringliggende samfund.

Typisk er det ikke alle, der har en ambition eller et ønske om at skulle leve radikalt, men der kan ligge en fascinationskraft overfor radikalt levende og tænkende mennesker, som de fleste vil kunne genkende, når de hører om mennesker som Martin Luther King, Moder Theresa eller Dalai Lama. Religionspsykologen og filosoffen William James formulerede denne indsigt i sit hovedværk The Varieties of Religious Experience (1982[1902], s.339): “Vi er glade for, at de eksisterede for at vise os den vej, men vi er også glade for, at der er andre måder at se og føre livet på […] Vi er stolte af en så passioneret, ekstrem menneskelig natur, men ville ikke vejlede andre til at følge deres eksempel.”

Radikalitet er negativt, hvis omverdenen lukkes ude

Hvor man altså ikke kan sige, at det at være radikal eller at leve radikalt i sig selv er et problem, så kan man sige, at der i miljøer, der fremelsker en radikal livsstil og adfærd, også vil være en mulighed for, at deres passion og dedikation kan lede til uheldige sociale mønstre, social kontrol og indsnævring af kontaktfladen med den omkringliggende verden.

Et centralt forhold i vurderingen af personer og miljøers måde at udleve deres radikalitet kan derfor læses i det, der kan kaldes deres omverdensrelation. I miljøer, hvor omverdenen udelukkende bliver set som farlig og problematisk, som noget, der skal tages afstand fra, er der en risiko for, at radikaliteten lukker sig om selv og kan føre til, at særligt stærke og dominante skikkelser kan skabe miljøer med relativ lille frihed til selvstændig fortolkning og tankevirksomhed. I miljøer, hvor sådanne stærke, karismatiske ledere får lov til at stå uimodsagt, og hvor deres dedikation og passion bliver legitimeret gennem religiøse skrifter, er der en stor risiko for magtmisbrug, manipulation og krav om underkastelse.

I kristne såvel som i andre miljøer, de være sig religiøse eller politiske, vil der være mulighed for, at nogle af disse radikale træk kan blive dominante. For nogle kan det opleves besnærende at få en meget simpel verden præsenteret, hvor tydelighed og fasthed klart anvises, og fjender udpeges. Der er samtidig ikke en nødvendig kobling mellem radikalitet og kristne miljøer eller subkulturer. Her kan en nøgle til at vurdere former for radikalitet bestå i at se på, hvor eksklusiv eller inklusiv de er i deres omverdensrelation. At folk, herunder nogle kristne, eksempelvis lever anderledes end flertallet, gør dem jo ikke nødvendigvis i sig selv radikale eller radikaliserede.

Hvis anderledeshed i forhold til et flertal er nok til at rejse en anklage om, at et mindretal er radikale i deres synspunkter eller livsførelse, så er der en fare for, at anklagen og kategoriseringen ikke forholder sig til, hvorvidt mindretallet egentlig har en positiv omverdensrelation. Sådanne former for anderledeshed er med andre ord ikke farlige i sig selv, men derimod et menneskeligt grundvilkår, der nærmere burde invitere til refleksion og dialog. Hvor der derimod er miljøer, der skærmer sig fra omverdenen, og hvor radikaliteten er tvingende overfor andre, er der et andet sæt af negative konsekvenser, der med god ret påkalder sig kritik og skepsis.

Andreas Bandak er antropolog, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet og medlem af Det Unge Akademi. Han forsker i kristendom og har arbejdet indgående med kristnes forhold i Syrien og Libanon.