Analyse

Analyse: Danskernes religiøse tolerance er blevet mindre

Tolerance kan beskrives som det at levne plads til andres holdninger. Vi kan være uenige, men vi griber ikke til magtanvendelse eller lovgivning, der går modparten imod. Denne form for tolerance er i øjeblikket på retur, vurderer ph.d. og lektor Sune Lægaard. Foto: Fred Ernest/AP/Ritzau Scanpix

Danskernes frihedsrettigheder indskrænkes, og de mest påfaldende af dem handler om religion. Vi går fra en høj grad af tolerance mod mindre tolerance. Det er værd at bide mærke i, da tolerance tidligere har været central for dansk selvforståelse, mener ph.d. og lektor Sune Lægaard

Sidste år var Folketinget i gang med at behandle regeringens lovforslag om et såkaldt maskeringsforbud, som reelt er et forbud mod niqab og burkaer.

Samtidig var et borgerforslag om at forbyde omskæring af børn under 18 år ved at opnå tilstrækkelig støtte til, at Folketinget skal behandle det. Det er ikke tilfældigt, at disse to ting sker samtidig.

Tolerance under pres

Sidste år beskrev Institut for Menneskerettigheder i sin årlige status på menneskerettighedssituationen i Danmark en generel tendens til, at danskernes frihedsrettigheder indskrænkes. Disse indskrænkninger handler generelt om forhold, der på én eller anden måde har med udlændinge at gøre, og de mest påfaldende af dem handler om religion.

Denne tendens kan overordnet beskrives som gående fra en høj grad af tolerance mod mindre tolerance. Dette er værd at bide mærke i af flere grunde. Tolerance er en af grundpillerne i den moderne vestlige forståelse af politik og har tidligere været central for dansk selvforståelse.

Tolerancens væsen

Men hvad er tolerance? Tolerance i sin moderne form opstod som reaktion på religionskrigene i 1500- og 1600-tallet. Før Reformationen var politik og religion det samme. Alle europæere tog kristendommen for givet som grundlag for både samfundsliv og civilisation.

Reformationen forkastede denne antagelse til fordel for en idé om, at alle indenfor staten skulle følge fyrstens religion. Det førte til krige både mellem protestantiske og katolske fyrster og indenfor de enkelte fyrsters riger. Tolerance var en løsning på disse konflikter – mellem stater ved den Westfalske fred og indenfor staterne ved den gradvise anerkendelse af religionsfrihed.

Forudsætningen for tolerance er altså, at der er en forskel eller uenighed, eksempelvis om den sande religiøse overbevisning. Man kan kun tolerere det, man er uenig i eller på anden måde tager afstand fra.

Desuden opstår mulighederne for tolerance også kun, når parterne i uenigheden har mulighed for at handle på deres afstandtagen ved at bruge magt til eksempelvis at udrydde, uddrive, undertrykke eller tvangsomvende andre. Når disse forudsætninger er opfyldt, er der mulighed for tolerance. Men tolerancen opstår først, når parterne - til trods for deres afstandtagen og magt til at gribe ind - afstår fra at gøre dette.

Tolerancen består altså i, at man skelner mellem, hvad man er enig og uenig i på den ene side, og hvad man vil bruge magt til for at håndhæve eller forbyde på den anden side.

Tolerance vil sige, at man undlader at bruge sin magt til at gribe ind over for det, man finder forkasteligt eller forkert. Således ligger tolerancen et mærkeligt sted mellem på den ene side de situationer, hvor alle er enige om, hvad der er godt, hvorfor der ikke er noget behov for magtanvendelse, og på den anden side de situationer, hvor nogle bruger deres magt til at gennemtvinge deres syn på det rigtige.

Det er dette rum mellem enighed og magtanvendelse over for det, man er uenig i, der udfordres i den beskrevne tendens i indledningen. Tendensen går med andre ord ud på, at politikerne og befolkningen hurtigere går fra blot at tage afstand fra noget, til også at ville håndhæve deres afstandtagen ved at bruge magt til at forbyde det, de ikke bryder sig om.

Det er et interessant spørgsmål, hvorfor dette rum for tolerance er under pres nu. Tidligere var tolerancen nemlig noget, mange danskere identificerede sig med og var stolte af. Den Grundtvigske højskolebevægelse ønskede ”frihed for Loke såvel som for Thor”, og siden 1960’erne var tolerance over for alt fra pornografi og homoseksualitet til provokerende ytringer mere generelt nærmest en del af den danske identitet.

Er vi blevet for forskellige til at leve sammen?

En mulig forklaring er, at der tidligere ikke var de store forskelle at være tolerante over for. Trods mindre forskelle var befolkningen alligevel ret homogen. Selv vilde udskejelser kunne ses som udskejelser gjort af nogle, der på andre punkter lignede flertallet, hvorfor det var relativt let at være tolerant.

Det er først med den øgede mangfoldighed i samfundet - herunder den tydeligere tilstedeværelse af religiøse mindretal der opfattes som udefrakommende - at tolerancen virkelig skal stå sin prøve. Her viser det sig så åbenbart, at danskerne ikke er så tolerante, som vi troede.

Er verden blevet sort/hvid?

En anden forklaring ser tendensen som udtryk for et mere generelt tab af nuancer i politik. Dette kan illustreres med Muhammedtegningerne. De gav anledning til en debat om ytringsfriheden, hvor deltagerne delte sig i to ret radikale grupper.

På den ene side var ”de anstændige”, der så tegningerne som krænkende og åbnede for, at krænkende ytringer kunne begrænses som eksempelvis hadtale. På den anden side var ”ytringsfrihedsfundamentalisterne”, ifølge hvem ytringsfriheden var absolut og aldrig måtte kvalificeres med et ”men”.

I denne debat forsvandt det mellemliggende synspunkt, der netop adskiller spørgsmålet om holdningen til en ytring fra spørgsmålet om begrænsning af ytringsfriheden.

Demokrati - respekt for mindretallet

Hvad end forklaringen på tendensen til bevægelsen væk fra tolerance er, rejser den spørgsmålet, om vi i et liberalt demokrati behandler medlemmer af de mindretal, hvis praksisser ikke længere tolereres, som lige medborgere. Er betingelsen for deres frihed, at de bruger den på måder, som flertallet er enig i? Og er der tale om reel frihed, hvis friheden er betinget af andres accept af, hvordan man vælger at udleve den?

Sune Lægaard er ph.d. i filosofi fra Københavns Universitet og er nu viceinstitutleder på Institut for kommunikation og humanistisk videnskab på Roskilde Universitet. Siden januar 2017 har han været medlem af bestyrelsen for Dansk Institut for Menneskerettigheder. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.

Tolerance vil sige, at man undlader at bruge sin magt til at gribe ind over for det, man finder forkasteligt eller forkert.