Er vi alle niqabier?
Kvinder med niqab oplever, at de er gået fra at blive set skævt til og risikere bøder for deres valg af beklædning pludselig betragtes som alle andre, efter brugen af mundbind er vundet frem i det offentlige rum. De håber på, at argumenterne mod deres beklædning genovervejes
I forbindelse med coronapandemien er ansigtsmasker, også kaldet mundbind, verden over værdsat i offentligheden og i nogle tilfælde endda påbudt, sådan som det er sket i Danmark i den kollektive trafik.
For kvinder med niqab (religiøs tildækning af mund og næse) er det en stor omvæltning. Siden tildækningsforbuddet, der blev indført i Danmark i 2018, har de kunnet risikere bøder for deres valg af beklædning, men nu er en lignende tildækning pludselig et krav for at være en lovlydig borger.
Der er både ligheder og forskelle de to slags ansigtsmaskering. Der er i begge tilfælde tale om, at munden og næsen tildækkes i offentligheden, som en beskyttelse. I det ene tilfælde er begrundelsen sundhedsfaglig, idet man forsøger at beskytte mod spredningen af en alvorlig sygdom, og i det andet tilfælde er begrundelsen religiøs, da brugen af niqab kan ses som en beskyttelse mod ilden i helvede i efterlivet.
I muslimske miljøer anser man generelt ikke niqab for påkrævet, men kvinderne, der bærer det, opfatter det i Danmark og andre vestlige lande som et spirituelt tilvalg, der bringer dem nærmere Gud. Det fremgår af blandt andet af den danske undersøgelse af brugen af niqab og burka, som jeg er medforfatter til (Rapport om brugen af niqab og burka, Københavns Universitet 2009).
Brugen af niqab
Kvinder, der bærer niqab, pointerer ofte, at der er tale om et frit og individualiseret valg. Idealet er, at man bærer det permanent. Det vil sige, at det er et valg, man ønsker at holde fast i, når man befinder sig i offentligheden.
Kvinderne, der bærer niqab, er ofte konvertitter, eller kvinder som har valgt at bruge niqab i forbindelse med omvæltninger i deres liv som for eksempel migration. Ofte har kvinderne valgt niqab, før de mødte deres ægtefæller, og mange har i øvrigt mødt modstand mod deres tøjvalg blandt familien og i muslimske miljøer. Desuden rapporterer kvinderne om diskrimination, der er taget til efter tildækningsforbuddet fra 2018. Tendensen til oplevelser af diskrimination kan genfindes i Amerika og andre europæiske lande (Alimahomed-Wilson, Sabrina: “Invisible Violence: Gender, Islamophobia, and the Hidden Assault on U.S. Muslim Women” i Women, Gender, and Families of Color Vol. 5, No. 1 2017).
Den omvendte verden
I den nye situation med coronavirus er ansigtsmasker pludselig blevet værdsat. Det har medført, at tilværelsen som niqabi (altså som kvinde, der bærer niqab) er blevet meget lettere. Kvinderne føler ikke længere samme grad af modvilje fra omgivelserne, men kan derimod falde i med mængden og blive anerkendt for deres samfundssind.
I en artikel baseret på en ny undersøgelse om brug af niqab i USA og Storbritannien berettes endda om, at kvinder oplever, at folk benytter dem som en slags eksperter, som andre kan søge råd hos, for eksempel for at skabe mere behagelige masker (Piela, Anna: “Muslim women who cover their faces find greater acceptance among coronavirus masks – ‘Nobody is giving me dirty looks’” The Conversation 10. April, 2020).
På sociale medier som Facebook kan man følge med i, hvordan man i muslimske miljøer finder situationen paradoksal. Der bruges humor og ironi i for eksempel billedmaterialer, der udstiller hvordan den samme kvinde forvandles fra at blive betragtet som undertrykt og ekstrem til at være en lovlydig borger. Andre gange møder man den opfattelse, at coronapandemien er sendt af Gud, for at give majoriteten et nyt syn på udskældte praksisser som tildækning, social distance og håndtryk.
Et eksempel på hvordan situationen italesættes er dette opslag fra Instagram:
For nogle af kvinderne er der også et håb om, at eksisterende tildækningsforbud kan genovervejes.
Det ses i andre europæiske lande, for eksempel i Holland, hvor gruppen ”Don’t Touch my Niqab” argumenterer for, at de juridiske argumenter for et maskeringsforbud er blevet ugyldige som følge af de nye påbud om ansigtsmasker.
I Danmark gøres der lignende tanker på Facebook-siden ”Kvinder i Dialog”. Det er en side, der blev oprettet af kvinder med niqab for at formidle kvindernes egne argumenter i forbindelse med indførelsen af tildækningsforbuddet i Danmark.
Et oplagt emne at tage op i den forbindelse kunne være argumentet om, at ansigtsmasker hindrer kommunikation. Sandy Ong fra BBC har i en større debatartikel spurgt niqabi-kvinder om, hvordan man kan fremme kommunikationen, når man ikke kan se munden. De svarer blandt andet, at man kan bevare den gode kommunikation ved at fokusere på øjne og stemme.
Vi er på denne måde måske alle ved skulle lære at leve ligesom niqabier, hvilket åbner for en ny debat om maskering.
Kate Østergaard er cand.mag. og ph.d. i fagene religionshistorie, minoritetsstudier og historie. Hun skriver religionsanalysen ved religion.dk.