Er yoga en religiøs praksis?

For de fleste handler yoga om motion og mental ro, men når armbøjninger kombineres med røgelsespinde, hvor går så grænsen mellem det sekulære og det religiøse? Ph.d. i Religionsvidenskab Marianne Qvortrup Fibiger og yogalærer Birgitte Gorm Hansen belyser sagen fra to sider.  

I den populære bevægelsesform yoga væves nutidens sundhedsidealer sammen med stemningsfulde referencer til yogaens hinduistiske rødder. Det ses blandt andet i yogastudier, hvor det er udbredt at benytte religiøse artefakter som et ekstra krydderi til den fysiske praksis. Yogarummet kan eksempelvis være pyntet med et alter, statuetter af indiske guder og billeder af en bestemt guru. Trods brugen af religiøse komponenter er det samtidig almindeligt, at yogaudøvere tager afstand fra betegnelsen ”religion”, som beskrivende for deres praksis.

Spiritualitet fremfor religion
Ph.d. i Religionsvidenskab Marianne Qvortrup Fibiger fortæller, at de religiøse elementer i en yogaklasse giver autenticitet og er med til at skabe en spirituel stemning for den enkelte:

”Det er ikke tilfældigt, at så mange i dag foretrækker yoga som motionsform. Der er en eksotisk ramme omkring træningen, som skiller det ud fra hverdagens trummerum. Kombineret med den ro, der ofte lægges op til i undervisningen, oplever folk, at yoga kan have en spirituel værdi for dem. Det behøver ikke at være særlig konkret. Folk kan godt lide, at det, der sker, er åbent for fortolkning. At de kan lave deres eget spirituelle patchwork,” forklarer hun.

Blandt nutidens vestlige yogaudøvere er der altså i højere tradition for, at man knytter yoga til noget ”spirituelt” frem for religiøst. Ifølge Marianne Qvortrup Fibiger hænger det sammen med måden, hvorpå man i den vestlige verden forstår religionsbegrebet: ”Herhjemme er skabelonen for en religion ”monoteisme” , hvor man tilbeder én Gud. I Indien har man dog traditionelt haft en langt bredere forståelse af religion, hvor spiritualitet, forstået som en individuel oplevelse af noget overjordisk, også kan flettes sammen med et religiøst system”.

Ifølge Birgitte Gorm Hansen, der har været yogalærer i mere end 18 år, er der gode historiske grunde til, at yoga i Vesten i dag ikke bliver præsenteret som en religiøs praksis: ”Yoga udspringer af en kompleks kulturel tradition, og har historisk været koblet op på et væld af filosofier gennem tiderne. Derfor har yoga-praksissen rødder i mange forskellige spirituelle traditioner såsom jainisme, buddhisme, sankhya, tantra og hinduisme,” fortæller hun.

Hvis hun selv blev spurgt om, hvorvidt yoga er en religiøs praksis, ville svaret også være nej: “Det svar er der ikke noget nyt i, da det religiøse kan virke ekskluderede. Det er ikke første gang i yogahistorien, at en yogalærer har nedtonet eller afkoblet sig fra sekteriske forbindelser for at få deres budskab ud til et bredere publikum”.

Birgitte Gorm Hansen påpeger desuden, at praksisformens popularitet i Vesten historisk har været tæt koblet til ideen om, at yoga fremmer sundhed og mental hygiejne: ”Jeg mener ikke, at man behøver at købe sig ind på hele den kultur, som yoga er født ind i for at praktisere. For mig som yogalærer ville det heller ikke give mening, hvis jeg på religiøs vis afkrævede af mine elever, at de skulle tro på noget bestemt”.

Fra religiøs praksis til sekulært sundhedssystem
Det er i de ældgamle hellige indiske tekster vedaerne fra 1500-800 f.v.t., at begrebet yoga beskrives for første gang. Her bruges betegnelsen yoga i forbindelse med ritualer, hvor man påkalder guder. En anden hellig litteratur indenfor indisk religion er upanishaderne fra 4-600 f.v.t. Her kan man læse om yoga som en specifik praksis, der fører til den oplyste tilstand ”samadhi”. Tilstanden er kendetegnet ved, at man er blevet ét med verdensaltet ”brahman” og dermed frigjort fra genfødslernes lidelsesfulde kredsløb.

I en vestlig kontekst er yogaens åbenlyse religiøse og spirituelle fundament gradvist blevet skubbet godt ud i periferien af nutidens dominerende fokus på helse og sundhed. I forlængelse heraf fortæller Birgitte Gorm Hansen, at udviklingen har afkoblet yogaen fra sin indiske kulturarv:

”Yogaens globale boom er sket af to omgange. Først i 1960´erne med hippiebevægelsen og så igen i slutningen af 1990´erne, hvor fitness og kropskulturen blev udbredt”.

Ifølge hende er yoga-praksissen i løbet af denne proces blevet tilpasset en vestlig forståelsesramme: ”Det er lidt ligesom med ”mindfulness” begrebet, der i sin oprindelse er en buddhistisk tradition, men nu er et evidensbaseret og sekulariseret fænomen”.

Også Marianne Qvortrup Fibiger, der er ekspert i Indiens religioner, mener at nutidens yoga er blevet løftet ud af sin oprindelse i et hinduistisk religiøst system og parret med en sekulær kropsforståelse: ”Langt de fleste laver yoga i dag, fordi det er en god udstrækningsform. Det føles godt for kroppen og mindsker stress,” forklarer hun.

Ifølge Marianne Qvortrup Fibiger er det kun ganske få af de yogapraktiserende i Vesten, der fletter yoga ind i en religiøs kontekst: ”Der er nogle enkelte, såsom Hare Krishna-bevægelsen, ISCKON, der benytter sig af yoga indenfor rammerne af et klart religiøst defineret system, hvor det handler om at komme tættere på Gud. Det er det samme i danske folkekirker, hvor det i de senere år er blevet populært at lave yoga og altså indlejre det i religionen. På den måde kan yoga implementeres i forskellige systemer, der har henholdsvis sundhed, religion eller spiritualitet som fortegn,” fortæller hun.

Skyggesiden af sekulariseret yoga
Birgitte Gorm Hansen udtrykker, at der også er en bagside ved vestens sekularisering af yoga. Det globale yogamiljø kritiseres nemlig nemlig for at udøve ”cultural appropiation”, hvilket vil sige, at man har ”lånt” yogaen uden at vise den fornødne respekt for den indiske kultur, den udspringer af. I følge yogalæreren er det derfor mere vigtigt end nogensinde før, at man i yoga-miljøet taler om og anerkender yogaens religiøse rødder. Har hun god tid til det, vil hun derfor med glæde oplyse sine elever nærmere om yogaens komplekse, kulturelle baggrund:

”Der er jo lidt koloniale tømmermænd inde over det med yogaens popularitet i Vesten. Derfor skal vi også være varsomme, vise respekt og ikke glemme, hvor det kommer fra, det vi har lånt. For det er sandt, at yoga ofte serveres for os vesterlændinge som en eksotisk ret, hvor man så bare har fjernet de fleste krydderier. Så kan ”turisten” bedre sluge det og stadigvæk have en fornemmelse af, at have været på rejse, ” siger hun.

Hun påpeger afslutningsvis, at der kan være aspekter ved den oprindelig indiske yoga, som vesterlændinge ikke får med, når yogaen praktiseres i en rendyrket, sekulariseret udgave: ”Vi er meget fokuserede på selvoptimering her i Vesten. At vi gerne vil have flotte muskler, sove godt om natten eller være et bedre menneske. Der er ikke noget galt i at ville de ting med sin yoga, men vi må ikke glemme, at yoga i sin kerne også handler om selvindsigt. At være i vores krop, sind og omgivelser; og nysgerrigt undersøge det, der er, i stedet for hele tiden at ville ændre det”.