6 skarpe om tro

Erik Clausen: En tro har ikke brug for institutioner, kirkeklokker og funktionærer

Filminstruktør Erik Clausen er kendt af de fleste for sine film og deltagelse i den offentlige debat. Han er ikke ateist, men hans tro antager ikke en bestemt religiøs retning. Kærlighed og glæden ved livet udgør derimod hans pejlemærker. Foto: Leif Tuxen

Uden tro er der kun mismod og mørke, fortæller filminstruktør Erik Clausen, for hvem tro først og fremmest er næret af livets mangfoldighed og god energi mere end en bestemt trosretning

Hvad tror du på?
Jeg tror på at tro. En tro, der svæver frit mellem himmel og jord. En tro, der ikke har brug for institutioner, kirkeklokker og funktionærer. Jeg tror.

Hvad betyder tro for dig?
Alt! Uden tro er der kun mismod og mørke.

Hvis du skulle konvertere til en anden tro, hvad skulle det så være?
Det er ikke aktuelt, da min tro ikke har nogen konkret retning, men er næret af livets mangfoldighed, af god energi, som jeg selv transformerer til tro. En tro på at nyde livet – du må godt.

Er der noget ved din trosretning, du tager afstand fra?
Når der bliver blandet magt og penge i religion, går det ofte helt galt, og religion bliver et alibi for ondskab.

Har du et yndlingscitat fra et religiøst skrift?
Jeg har flere gange brugt citatet om kærlighed fra Paulus’ Første Brev til Korintherne kapitel 13, vers 4-7 i mine film:

”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”

Hvis din tro skulle beskrives med et andet ord, hvad ville du så kalde den?
Generøsitet.

Erik Clausen er selvlært filminstruktør, skuespiller, billedkunstner og gøgler.