Etikkens hovedpersoner

Alt om den græske filosof Platon (428-347 f.Kr.)

Her ses Raphaels berømte og perspektivrige maleri af Platon og Aristoteles i samtale. "Skolen i Athen" er malet i årene 1509-1510. Foto: Copyright The Granger Collection, New York / The Granger Collection

Platon er mest kendt for sine dialoger med filosoffen Sokrates som hovedperson. Måske fordi han spurgte og spurgte og ikke forsøgte sig med svar, står han stadig som en af den vestlige civilisations største tænkere

Platon er en af den europæiske filosofis helt store stjerner. Han var en græsk filosof bosat i Athen, og traditionelt anser man ham for elev af en anden meget kendt filosof, Sokrates. Men forholdet mellem de to er formentlig mere komplekst end som så.

Platon (428-347 f.Kr.) er en anderledes filosof, fordi hans tekster ikke fortæller os, hvad han egentlig selv mente om noget. Samtlige af hans værker er skrevet som dialoger mellem samtalepartnere, der diskuterer et filosofisk problem.

Platons dialoger er tvetydige og uden svar

Platons dialogform bevirker, at vi aldrig rigtig ved, hvem Platon selv mener har ret. Derfor giver hans dialoger ingen opskrifter eller svar. Den flertydighed har måske været med til at bevare betydningen af hans skrifter gennem 2500 år, hvor opfattelsen af verden har ændret sig.

Forklaringen på Platons brug af dialog kan findes i ét af hans værker, ”Faidros”. Her fremgår det, at han anser samtale som den eneste vej til virkelig viden. Men da Platon aldrig selv optræder i sine dialoger, kan vi ikke være sikre på, at han selv er af den holdning. Det er oftest hans læremester, Sokrates, der som hovedperson synes at sige det, der i teksterne fremstår som rigtige eller sande. Men i næste afsnit kan Sokrates modsige sig selv. Derfor kan man aldrig placere hans tanker i en bestemt holdning.

Oven i det lader Sokrates ofte sine samtalepartnere selv komme frem til et svar eller en mening.

Platons dialoger har som regel etik, politik, metafysik og erkendelsens kunst som overordnet tema og er fyldt med spørgsmål og overvejelser om kærlighed, samfundets indretning og sprogets betydning.

Hulelignelsen er Platons berømte beskrivelse af menneskelivets vilkår

Platon er dog særligt optaget af menneskets indsigt i sit eget væsen: Det, han kalder erkendelsens dyd. For at kunne gøre det rigtige og det gode, skal du ifølge Platon vide, hvad dyd er. Det er et indholdstræk, der går igen i hele hans filosofiske forfatterskab. Platon lader til at mene, at dét at vide noget, er at vide, hvad det, man ved virkelig er, og ikke, hvad det ligner eller kunne tænkes at være.

Forskellen mellem hvad vi tror vi ser, og hvad der reelt eksisterer, giver Platon et billede på i sin berømte ”hulelignelse”. Den stammer fra en af Platons mest berømte dialoger "Staten".

Platon lader Sokrates fortælle hulelignelsen. Den handler om en gruppe fanger, der sidder lænket og er tvunget til at kigge på en hules bagvæg. Her foregår der et skyggespil fra et bål bag ved de lænkede. Bagvæggen kaster også stemmer tilbage mod fangerne, sådan at de tror, skyggerne taler. En af fangerne slæbes ud i sollyset og blændes og kan først kun se skyggerne, derefter lysere ting og til sidst solen. Fangen går herefter tilbage til de andre i hulen og fortæller om den lyse verden udenfor, men de forkaster ham og ønsker at slå ham ihjel.

Fangerne er mennesker, fanget i deres egen uvidenhed og lænket af den umiddelbare verden. De har kun oplevet skyggerne og føler ingen grund til at betvivle skyggernes ægthed. De navngiver formerne på bagvæggen, som naturligvis ikke er den sande form, men blot en skygge af virkelighedens former uden for hulen.

Fangerne og menneskene lever kort sagt i en verden af forestillinger.

Budskabet i hulelignelsen er, at du ikke nødvendigvis ser og taler om tingene, som de virkelig er. Du ser og taler om det, du kan se fra din egen synsvinkel. Derfor skal du ikke blive i det, han kalder "formernes verden" altså i hulen med skyggespillet. Du er nødt til at vende dig mod den virkelige verden, der består af virkelige fænomener.

En fast ramme om verdens foranderlighed

Forskellen mellem "former" og "fænomener" er vigtig for Platon. Han var optaget af ”former”, som på græsk hedder idéer. Han mente, at formen eller ideen fylder mening i det, som findes og sker i vores omskiftelige verden.

Det er ifølge Platon ikke muligt at vide nogen sandhed om ting, som er foranderlige og hele tiden er noget andet, end hvad de var for nogle sekunder siden. Du kan ikke opbygge en viden om noget, som hele tiden er noget nyt og aldrig har et element af en konstant i sig. Og verden omkring os er hele tiden i forandring, så hvordan kan vi vide noget reelt om den?

Hvis alting omvendt er, som det enkelte menneske synes, vil der ikke være en objektiv tilgang til verden. Man vil derfor ikke kunne vide, hvad man reelt set ved - og det vil aldrig blive muligt at tale med andre om en ting eller en sag i sig selv. Det er for Platon vigtigt, at man deler sin viden med andre for at nærme sig en forståelse af, hvordan verden virkelig hænger sammen.

Ud fra denne tankegang skriver Platon, at der må være en konstant i verden, sådan at der er en fast ramme omkring verdens foranderlighed. Denne ramme er formerne eller ideerne. Vi kan finde sandheden om verden i deres bagvedliggende orden, som på en eller anden måde skaber rammer omkring de foranderlige ting, vi mennesker oplever.

Dette er Platons idélære, som er både dualistisk og idealistisk: at der eksisterer en bagvedliggende form til at holde styr på kaos, og at denne form er den sande virkelighed.