Kierkegaard bliver aldrig uvæsentlig

Filosof: Selvom det er mere end 150 år siden, at den danske filosof Søren Kierkegaard døde, er hans tanker stadig særdeles relevante. Faktisk kan filosoffen lære det moderne menneske en dyrebar lektie om både liv og tro midt i en fortravlet verden

Selv om han i dag ville have været 193 år, er Søren Kierkgaards tanker og ideer stadig særdeles væsentlige. Her er han i samtale på gaden på Luplau Janssens maleri.
Selv om han i dag ville have været 193 år, er Søren Kierkgaards tanker og ideer stadig særdeles væsentlige. Her er han i samtale på gaden på Luplau Janssens maleri.

Der er flere måder at lære Søren Kierkegaard at kende på. Man kan læse hans bøger, gennemgå hans journaler, studere de talrige biografier – eller man kan opleve ham på sin egen krop.

Men kende ham, det skal man, mener Claus Damgaard.

Han er skuespiller, iscenesætter og manden bag ideen om, at Kierkegaard skal kunne opleves gennem andet end et par læsebriller. Derfor har han gennem de seneste fem år specialiseret sig i at optræde med Søren Kierkegaards tekster som teater samt undervise i Kierkegaard-træning, der giver deltagerne mulighed for gennem en række af filosoffens citater at nærme sig en bedre forståelse af, hvad han egentlig mente.

Når Claus Damgaard har valgt at nytænke Kierkegaard, skyldes det en overbevisning om, at filosoffen i 2006 stadig er mere end almindelig relevant i vores verden – også selvom det er mere end 150 år siden, at Søren Kierkegaard havde sin gang i Københavns gader.

– Kierkegaard var en af de første, som havde den slags store, personlige problemer, som mange af os har i dag. Derfor er de ting, han tumlede med og fandt svar på, yderst relevante i dag. Vi er nemlig så overciviliserede og reflekterede og har så svært ved at være autentiske i en verden, hvor vi ikke ved, hvad det vil sige at være os selv, forklarer Claus Damgaard.

Netop her kommer Kierkegaard det moderne menneske til hjælp, mener han. Filosoffen beskæftigede sig netop med at finde fokus i kaos, at stille skarpt på én ting ad gangen, uddyber Claus Damgaard.

– Vi er blevet indbildske og tror ikke længere, at vi har brug for at tænke over tingene, fordi vi er så velreflekterede. Men det er bare svært for os at gennemskue, om det er vores egne tanker, vi tænker, eller om vi i virkeligheden har dem fra "Alt for Damerne" eller nyhederne. Derfor har vi brug for Kierkegaard til at ruske op i os og sige hold op med at være som de andre. Det er vi jo dybest set godt klar over. Men Kierkegaard formår bare at formulere det langt mere skarpt og kvikt end nogen selvhjælpsbog, understreger skuespilleren, der efter eget udsagn "træner mennesker i at gøre det, Kierkegaard talte om".

– Kierkegaard havde fat i paradokserne og formåede at se, at det kræver total kontrol at give slip. Vil du kunne slippe tømmerne, kræver det også, at du har fuldstændig styr på hesten, forklarer han og peger på et citat fra Kierkegaards værk "Enten-Eller":

"Aandedrættet hedder paa Latin, som Du erindrer, Respiratio, et Ord, der betegner en Tilbagestrømmen af det, der først er strømmet ud. I Respirationen nyder Organismen sin Frihed."

Netop det citat bruger Claus Damgaard ofte i sin undervisning som en genvej til forståelsen af Kierkegaard, forklarer han.

Kierkegaards tanker kan altså fungere som en livline til det moderne menneskes til tider kaotiske liv. Men også i forhold til troen har Kierkegaard fastslået en række tanker, der stadig vinder genklang. I Apostelkirken på Vesterbro i København hedder præsten Niels Nymann Eriksen. Han blev allerede tidligt betaget af den danske filosof og brugte siden tre år på at skrive en ph.d. om ham.

Selvom præsten hverken citerer Kierkegaard i sine prædikener eller hverdagssamtaler, har filosoffen haft en omfattende indflydelse på Niels Nymann Eriksen, fortæller han.

– Jeg tror, at mange mennesker, der arbejder med Kierkegaard, oplever, at han går én i blodet. Jeg taler ikke om ham, men han har præget min måde at tænke og tale på, forklarer præsten, der peger på én bestemt tekst som den, der blev et paradigmeskift for ham i forhold til hans præstegerning.

– Kierkegaard skriver på et tidspunkt om forskellen på teater og religiøs forkyndelse. I teatret er skuespilleren den handlende overfor tilskueren, mens der i forkyndelsen sker en omrokering af rollerne, så tilhøreren bliver den handlende foran Gud som tilskuer, mens forkynderen bliver en sufflør, der tilhvisker den handlende det, han er i fare for at glemme. Det citat står meget centralt for mig i min selvforståelse, sander Niels Nymann Eriksen.

Også i arbejdet som indvandrerpræst finder han inspiration i Kierkegaards tekster.

– Kierkegaard skriver med stor nænsomhed over for sin læser, med en vilje til indlevelse i sin tilhørers position og eksistensvilkår. Det kan man godt bruge i en multikulturel sammenhæng, selvom det selvfølgelig er en virkelighed, som var Kierkegaard fremmed. Men man kan sige, at den, der lytter og lever sig ind i sin tilhørers livsvilkår, er mere åben – og det er et utrolig vigtigt princip, når man står over for et menneske fra en anden kultur, begrunder Niels Nymann Eriksen.

Når Kierkegaard er i stand til at skrive så meget og så rammende om religionen, skyldes det, at han selv havde den ganske tæt inde på livet. Det fortæller Peter Tudvad, Kierkegaard-forsker og forfatter til bøgerne "Kierkegaards København" og "Kierkegaards Jyllandsrejse", der udkommer til oktober.

Søren Kierkegaard blev ganske tidligt introduceret til religionen – med Peter Tudvads ord faktisk i samme øjeblik, han havde den fornødne bevidsthed. Han arvede nemlig religionen fra sin far, Michael Pedersen Kierkegaard, der som søn af en helt almindelig bonde tog turen fra gården i Vestjylland til hovedstaden, da han var 12 år. I København kom han i lære som hosekræmmer og viste sig senere at have så dygtigt et forretningstalent, at han som 40-årig kunne trække sig tilbage fra sin forretning, investere formuen og leve et velhavende liv. Familiens rigdom omfattede også den yngste søn, Søren Kierkegaard, der levede som rigmandssøn med tjener i komfortable lejligheder.

Kierkegaards far var en del af ledelsen i den pietistiske brødremenighed i Stormgade i København, og her havde også Søren Kierkegaard sin gang som barn. I Stormgade mødte han en temmelig radikal pietisme, der præsenterede drengen for ganske voldsomme billeder af frelseren på korset, forestillinger om Jesu sår og tanken om at "bade i Kristi blod". Det blev for meget for Kierkegaard, der tog afstand fra den voldsomme måde at dyrke kristendommen på.

Det var dog ikke nok til at slukke hans interesse for religionen, og som ung mand i 1830'erne studerede Kierkegaard teologi på Københavns Universitet. Noget tyder dog på, at den unge Kierkegaard havde sin tvivl omkring studierne og endda muligvis befandt sig i en religiøs krise, beretter Peter Tudvad.

– Sideløbende med de teologiske studier boltrede han sig i både filosofi og æstetik, og der var en periode, hvor han overhovedet ikke gik til alters, sandsynligvis fordi han var i tvivl om, hvad han skulle med teologien.

Men da Kierkegaards far døde i 1838, skete der en ændring i den unge filosofs forhold til kristendommen.

– Da faren døde, mistede Kierkegaard sin diskussionspartner i religionsspørgsmål, og det havde en stor betydning for hans religiøse udvikling, fortæller Peter Tudvad og uddyber, at Kierkegaard herefter ubetinget overtog den kristendomsforståelse, han så at sige havde fået i arv.

Udviklingen i Kierkegaards forhold til religionen nåede et højdepunkt kort før filosoffens egen død, da han med brændende determination kastede sig ind i et voldsomt og lidenskabeligt angreb på kirken, som han mente var hyklerisk, ligesom præsterne i øvrigt også var det. Kirkekampen blev Kierkegaards sidste kraftudladning, og han tog konfrontationen ene mand, fremhæver Peter Tudvad.

Kierkegaard selv var bange for, at man ville sige, at oprøret mod kirken bare var et udtryk for, at han var blevet gammel. Og ifølge Peter Tudvad ligger interessen for religionen og optakten til opgøret da faktisk også og ulmer gennem næsten hele Kierkegaards forfatterskab. Allerede i 1843, da han begyndte at skrive under pseudonym, lagde han ud med et par muntre hug rettet mod kristendommen, og gennem årene radikaliseredes holdningerne i hans tekster, som til sidst på den anden side af 1850'erne nærmest ikke indeholdt andet end kommentarer om kirken og dens forkyndelse, som Kierkegaard mente var for blødsøden og strøg menigheden med hårene ved kun at beskæftige sig med de ting, menigheden ville høre om, i stedet for også at give plads til at tale om selvopofrelse og fortabelse.

Og det er netop blandt disse bemærkninger til og angreb på kirken, vi i dag kan finde relevans og nærvær i Kierkegaard, mener Peter Tudvad.

– I dag bekender utroligt, mange mennesker sig til kristendommen, og vi kan bruge Kierkegaard til at nå en højere afklaring af, hvad det egentlig er. Man kan selvfølgelig også bruge Kierkegaard til en masse andre ting, han har jo skrevet de store, imponerende værker om psykologi og filosofi. Men jeg mener, at det væsentligste ved ham er den redelige fremstilling af, hvad religion og kristendom er. Og det er her, vi som moderne mennesker kan komme tættere på religionen.

freya@kristeligt-dagblad.dk

Pietisme

**Religiøs retning sideløbende med den fornuftsbetonede oplysning. Lægger vægt på et stærkt følelsesmæssigt, subjektivt og individuelt forhold til Gud og især Jesus. Religion kan ikke forklares rationelt.

Fra kirkekampen

**"Hver Time denne Tingenes Orden bestaaer, fortsættes Forbrydelsen; hver Søndag der holdes Gudstjeneste paa den Maade, leges der Christendom og holdes Gud for Nar; Enhver der deeltager, deeltager i at lege Christendom og i at holde Gud for Nar, er indviklet med i den christelige Criminal-Sag." (Øieblikket nr. 4, juli 1855).