Den protestantiske etik og kapitalismens ånd ifølge Max Weber

I 1904-1905 udgav den tyske sociolog Max Weber sin mest kendte undersøgelse, "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd". Det ikke specielt omfangsrige skrift satte straks gang i en hidsig debat, der ikke stoppede med Webers "Antikritiske slutord" i 1910, men er fortsat med vekslende styrke lige siden. Hvorfor?

Som det fremgår af titlen, handler Webers værk om etik og moral, og det handler om ånd. Det er i sig selv fængslende. I en dansk sammenhæng er "valgslægtskabet", som Weber kaldte det, mellem en protestantisk etik og kapitalismens ånd på det nærmeste blevet folkeeje gennem tv-serien Matador. Og i Matador blev det også gjort lyslevende for os, at Mads Skjerns rationelle forretningsdrift fik den traditionelle livsførelse i Korsbæk til at krakelere.

Weber undersøgte dette forholds historiske rødder og fandt dem i det 17. og 18. århundredes reformerte kristendom. Gennemslagskraften tilskrev Weber den særlige organisering i små, eksklusive religiøse samfund - sekter - hvor alle kendte alle og derfor kunne overvåge, at hver og en levede op til kravene om en etisk livsførelse. Men nok så vigtigt var, at denne etiske livsførelse i sjælden grad var arbejdsom.

Det særlige "drive" i den puritanske arbejdsmoral, som stemmer så godt overens med den ånd, der besjæler den renlivede kapitalist, måtte ifølge Weber forstås som udslag af puritanernes næsten ubærlige frelses-usikkerhed. Calvins gud var almægtig og urørlig i sin ophøjethed. Alt lå i hans hånd og dermed også den enkeltes frelse eller fortabelse. En sådan prædestinationslære er det svært at leve med, når spørgsmålet om sjælens frelse er af vital betydning.

Puritanerne imødegik usikkerheden ved at arbejde; ved at arbejde stadigt, nøjsomt og metodisk som redskaber for Gud i den verden, han havde skabt, kunne arbejdets frugter i hvert fald være en slags tegn på at høre til de udvalgte. Det rastløse, vedholdende, systematiske verdslige arbejde blev et kald og dermed, som Weber skriver, "den stærkest tænkelige løftestang for den livsopfattelse, som vi har betegnet som kapitalismens "ånd"".

Var Weber stoppet her, ville hans skrift næppe have fået en så stor gennemslagskraft, som tilfældet er. Men på de sidste sider peger han på de paradoksale, og for Vesten skæbnesvangre, konsekvenser af, at puritaneren omsatte sin frelses-usikkerhed i et asketisk kaldsarbejde.

Utilsigtet skabte han en verden, der umuliggjorde netop de værdier, han arbejdede for. For puritaneren var arbejdet midlet til at tjene Gud, men i den gennemrationaliserede verden, der blev resultatet af hans nøjsomme arbejdsomhed og metodiske livsførelse, var der ikke plads til den gud og de værdier, der var puritanernes. Arbejdet blev et mål i sig selv. "Puritaneren ville være kaldsmenneske - vi er nødt til at være det," skrev Weber.

Rigdom og bekymring for denne verdens goder skulle, sagde man fra kirkens side, hvile på den enkelte "som en let kappe, som man til enhver tid kunne kaste af". Men, skriver den asketiske Weber, "skæbnen omskabte kappen til et jernbur. Idet askesen gik i gang med at ombygge verden og udfolde sig i denne, fik denne verdens ydre goder en stigende og til slut en uafvendelig magt over menneskene, som aldrig tidligere i historien. I dag er ånden - måske for stedse, hvem ved? - undveget fra dette bur".

Metaforikken er dragende - og næsten mere dragende i den dansk-engelske oversættelse end i Webers oprindelige tyske tekst, hvor "skæbnen" omskabte den lette og bløde kappe til "ein stahlhartes Gehäuse", en stålhård kapsel.

Koldt, hårdt og indespærrende er det under alle omstændigheder, og den fornemmelse har også været afsættet for mange senere kommentatorer, men bemærkelsesværdigt nok ikke for den seneste, en tankevækkende kommentar af Francis Fukuyama, professor i international politik (New York Times 13.3.05, oversat i Politiken 20.3.05). Han peger på, at kapitalismens ånd har haft succes i verden, men uden at få følgeskab af den sekularisering, som i Webers fremstilling var en konsekvens af, at kapitalismens ånd blev dominerende.

"Rationel, videnskabsbaseret kapitalisme har spredt sig over hele kloden; den har bragt materiel velstand til store dele af verden og svejset den sammen til det jernbur, som vi nu kalder globalisering", skriver Fukuyama, og det er sket uden en ledsagende sekularisering - "religion og religiøse lidenskaber er ikke døde" - og karismatisk autoritet har i de seneste 100 år ligget til grund for adskillige autoritære og voldelige regimer og vil fortsat gøre det.

Måske er Webers billede af den moderne verden som et åndsforladt bur betinget af en nostalgisk længsel efter åndelig autenticitet, mener Fukuyama, og måske er tiden kommet, skriver han, til at spørge, om det egentlig, når alt kommer til alt, "er så forfærdeligt at bo i den moderne rationalismes jernbur?"

Weber ville med garanti med liv og sjæl have deltaget i en kritik af voldelige regimer, hvad enten de var karismatiske eller ej. Og hans kritik af den moderne verden ligger for så vidt ikke i, at den er rationel, men i at rationaliteten slår over i sin modsætning, en irrationalitet med tab af autonomi og mening til følge. Som Weber beskriver processen, rationaliseres de enkelte livssfærer, hver ud fra egne værdier; de kommer i uoverstigelig modsætning til hinanden og ikke mindst til en religiøs broderskabsetik.

I moderniteten er der mange guder, ikke én, og der er ingen ubetinget gyldige etiske påbud. "Det er skæbnen for en kulturepoke, der har spist af kundskabens træ, at måtte leve med denne viden: at uanset hvor fuldstændigt, vi er i stand til at udforske verdens gang, kan vi ikke ud fra resultaterne heraf aflæse dens mening, som vi derfor selv må evne at skabe; at "verdensanskuelser" aldrig kan være et produkt af fremadskridende empirisk viden; og at de højeste idealer - de, der bevæger os stærkest - derfor til enhver tid kun får gennemslag i kamp med andre idealer, der er lige så hellige for andre, som vore idealer er for os." Sådan skrev Weber i en lidt anden sammenhæng, men i samme periode som "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd", og dermed har Weber også meget præcist markeret det moderne menneskes dilemma: at leve livet som et kald, men uden én gud, der kalder.

For Weber var den protestantiske etik kun begyndelsen til en undersøgelse af vestlig rationalitet og forholdet mellem religion og livsførelse. I bogen "Max Weber. Udvalgte Tekster I-II (2003)" kan man finde andre af Webers centrale skrifter i glimrende oversættelse og udvalg. For Weber var spørgsmålet om religionens rolle i en moderne verden centralt. Han skrev om det med den blanding af nøgternhed og lidenskab, som er så karakteristisk for hans spændingsfyldte forfatterskab, og som er endnu en grund til, at hans skrifter fortsat kan skabe debat.

Tove Tybjerg er religionssociolog og lektor ved Københavns Universitet

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Andre læser lige nu