Skal reglerne for organdonation ændres i Danmark?

Teolog, historiker og forfatter Jørgen Hornemann mener, at reglerne omkring organdonation bør ændres. Sygeplejerske og tidligere medlem af Det Etiske Råd Ulla Fasting argumenterer for at bibeholde de eksisterende regler

JA, siger teolog, historiker og forfatter Jørgen Hornemann. Da han i begyndelsen af 1990'erne boede i Frankrig, blev han nyresyg, og efter at han i en tid havde været i dialyse, fik han en ny nyre fra en afdød. Transplantationen foregik på universitetshospitalet i Grenoble, og i dag lever han glimrende med den 13 år gamle nyre. I Frankrig formoder man, at alle hjernedøde er positivt indstillet over for donation, medmindre de i levende live har tilkendegivet andet, og den model bør også indføres i Danmark, mener Jørgen Hornemann.

Men hvorfor egentlig?

I Frankrig har man en god og fornuftig lovgivning. Man sikrer sig, så vidt man kan, at den døde ikke var imod donation og spørger også de pårørende, om de har hørt den afdøde sige nej. Har de ikke det, går man i gang med at tage organerne ud. I Danmark tvinger man derimod folk til at komme med et fuldtonet ja ved at melde sig til Donorregisteret og desuden spørge de pårørende. Det er næsten som at kravle op ad en trappestige at nå helt derop, og der synes jeg, at man er mere realistisk i Frankrig. Hvis vi indfører den franske model, vil der blive flere organer til transplantation, og dermed vil færre dø på en venteliste.

Er det ikke uetisk at gå uden om de pårørende?

Vedkommende er død, det er et simpelt ræsonnement, og folk må til at blive voksne følelsesmæssigt. Hvad de pårørende måtte mene er af mindre betydning, for deres familiemedlem er på det tidspunkt hjernedødt og har ikke mulighed for at vende tilbage til livet. Det er uheldigt, at vi i Danmark blander de pårørende ind i det, og det kan i øvrigt give anledning til familiestridigheder, hvis ikke de er enige. Det har jeg direkte hørt fra én, der selv har oplevet det.

Men de pårørende er måske i chok på grund af et pludseligt dødsfald og sørger også. Bør man ikke vise hensyn?

Følelserne har deres ret, og det skal man tage hensyn til. Men man bør helst undgå, at det kammer over i føleri, og det fornemmer jeg, at den danske ordning kan gøre. Efter at man har fjernet organerne, får de pårørende jo deres familiemedlem tilbage, og den døde er gjort pænt i stand.

Kan det ikke føre til en tingsliggørelse, hvor man ser den døde som et middel til at redde andre?

Sådan har jeg bestemt ikke oplevet det i Frankrig, hvor lægerne er meget etisk bevidste. Modellen med formodet samtykke peger fremad. Ved at tage organerne forbedrer man livet for adskillige mennesker, for der er jo mange organer i den menneskelige krop, der kan genbruges. Det er en langt mere human vej at gå.

NEJ, siger sygeplejerske Ulla Fasting. Hun var medlem af Det Etiske Råd, da man debatterede hjernedødskriteriet og underviser i dag sygeplejersker i etiske dilemmaer. Hun er også medlem af regionsrådet for Region Midtjylland for Det Radikale Venstre. Hun mener, at vi bør fastholde den danske praksis med Donorregistret og tæt inddragelse af de pårørende.

Men hvorfor ikke gøre som mange andre lande og bruge et formodet samtykke?

Før i tiden obducerede vi døde uden samtykke fra de pårørende, og den praksis var jeg med til at stoppe. Jeg var på det tidspunkt sygeplejerske på en hjerteafdeling for børn, og forældrene blev rædselsslagne, når de opdagede, at deres døde barn var blevet lukket op uden deres viden. Nu kommer spørgsmålet så krybende igen med organdonation. Normalt er vi åbne og informerer om alt i det danske sundhedsvæsen. Selv den mindste bivirkning får folk informationer om. Hvorfor skulle vi så pludselig i så afgørende en stund ikke være åbne? Det er forkert.

Men meningsmålingerne viser jo, at danskerne er meget positive over for organdonation. Så er det vel reelt nok at formode, at man må bruge organerne, når vi dør?

Nej, det synes jeg ikke. En ting er, hvad man siger, når man er 18 år og uden bånd. Noget andet er, hvad man mener, når man har stiftet familie og selv fået børn. Så bliver det også vigtigt, hvordan de pårørende har det med beslutningen. I den her situation må man lytte til familien. Ofte kender man hinanden så godt, at de pårørende godt ved, hvad den dødes grundholdning var. Og hvis den hjernedøde i levende live har givet udtryk for, at han eller hun er positivt stemt over for organdonation, er det ekstremt sjældent, at de pårørende siger nej. Vi er så fokuserede på autonomi i dag, men i virkeligheden indgår vi jo alle i sociale sammenhænge.

Forhindrer de pårørendes indblanding ikke, at organer bliver transplanteret til alvorligt syge?

Det er vigtigt at hjælpe andre og eventuelt redde deres liv. Men vi skal fastholde dialogen og give god tid til samtalen med de pårørende, så de har det godt med det, der skal ske. Vi skal respektere sorgprocessen og de pårørendes behov for at tage afsked med den døde.

Hvordan mener du, at der kan skaffes flere organer til transplantation?

Det er tit ude på de små sygehuse, at man ikke får spurgt de pårørende. Måske står der en udenlandsk læge, som knap kan sproget, en vikar eller en utryg sygeplejerske. De kan ikke tage disse samtaler på en professionel måde. Men vi kan lige så godt se i øjnene, at flere små sygehuse lukker i de kommende år, og at de hjernedøde fremover kommer på meget store hospitaler, hvor der vil stå et professionelt team, der på en omsorgsfuld og kvalificeret måde kan varetage samtalerne med de pårørende. Og så kommer der flere organer.