"Skam" lærer os, at vi ikke skal klare alting selv

TV-serien følger Noora, der kæmper med følelsen af skam, efter hun muligvis er blevet voldtaget. Foto: NRK

Som moderne mennesker har vi vendt fællesskabet ryggen, mener den canadiske filosof Charles Taylor. Den populære norske teenageserie "Skam" viser os, at det er vigtigt at finde det igen

”Hvad er der galt? Ved du, at du ikke skal klare alt i verden alene?” siger Eskild til Noora, som han bor i kollektiv med. Ordvekslingen stammer fra anden sæson af den populære teenageserie "Skam".

Den unge pige Noora står i en meget ubehagelig situation. En aften, hvor hun var meget fuld, blev hun muligvis voldtaget, men i stedet for at tale med veninder eller familie om det, isolerer hun sig. Fordi hun skammer sig.

”Skam” er lavet af NRK, den norske pendant til DR. Serien følger en gruppe af fem norske piger på et gymnasium i Oslo og er blevet voldsomt populær blandt især den unge målgruppe. Selvom målgruppen er 16-årige piger, og voksne kun spiller biroller i serien, har også de ældre taget serien til sig.

Noora er så flov over, hvad der muligvis er sket den aften, at hun ikke vil tale med nogen om det. Hendes løsning på problemet er at ”klare det selv”. Og lige præcis ”at klare tingene selv” er et af den moderne verdens store problemer. Det mener i hvert fald den canadiske filosof Charles Taylor.

Her kan du blive klogere på, hvad både serien "Skam" og Charles Taylors filosofi kan lære os om, hvorfor vi ikke skal klare alting selv.

Noora er bange for, at hun den aften, hvor hun blev så fuld, muligvis også har taget stoffer ufrivilligt og er blevet voldtaget af sin kærestes bror – men hun husker intet selv.

Så da hendes sambo Eskild spørger, hvad der er galt, bliver man som seer dybt frustreret over, at hun ikke indvier ham i det frygtelige, som er hændt. Foran skærmen tænker vi, at han vil kunne hjælpe hende til at finde en løsning. Men samtidig forstår vi også Noora. 

For hvordan skal hun fortælle noget, hun ikke er sikker på er sandt? Hvad hvis han synes, at hun selv er ude om det? Hvad vil han ikke tænke om hende? Derfor vælger hun at holde tæt med sin hemmelighed. Indtil hun bryder sammen til en hyggelig venindemiddag. 

Netop ambitionen om at ville klare alting selv er et af de klare udtryk for den individualisme, der ifølge filosoffen Charles Taylor er en af det moderne samfunds grundpiller og samtidigt en kilde til ubehag.

I ”Modernitetens Ubehag” beskriver filosoffen, at individualismen, eller det han kalder moderne frihed, både er god og dårlig.

Den giver os nemlig retten til at vælge både til og fra i forhold til, hvad vi vil i livet. Men samtidigt er friheden også problematisk, fordi vi kan ende med at blive for navlepillende og selvcentrerede i vores fokus på vores eget.

For at forklare hvorfor bruger Charles Taylor begrebet ”betydningshorisonter”. Betydningshorisonter er de sammenhænge, hvor vi hver især indgår i en større sammenhæng, og er det, som giver vores liv indhold og mening. Det kan i princippet være alt fra badmintonklubber til familien til religiøse fællesskaber. 

Engang var der kun få betydningshorisonter for et menneske. Kristendommen var et vigtigt kompas og familielivet og pligten var i højsædet, og man behøvede derfor ikke at opfinde sin egen plads i verden. 

Den var nærmest givet på forhånd, og samtidig var man under samme "paraply" som naboer, familiemedlemmer og andre. Man bar problemerne i flok.

Men i en moderne tidsalder, hvor vi lever i en affortryllet verden, det vil sige en verden, hvor de store fortællinger om eksempelvis Gud er afløst af den enkeltes egen fortælling, skal vi også selv finde disse betydningshorisonter. Vi skal med andre ord selv skabe et betydningsfuldt fællesskab, der kan hjælpe os i livets kriser. 

Og det er ikke så let og bliver endnu vanskeligere, fordi mange mennesker samtidigt er optaget af, om andre fejler i deres søgen efter disse horisonter. Det betyder, at hvordan vi individuelt fremstår over for andre, potentielt er enten ærværdigt eller skamfuldt. Det er måske derfor, Noora har så svært ved at fortælle, hvad der er sket med hende, fordi hun frygter, at det vil ændre den position, samfundet tildeler hende. 

I "Skam" ender det med, at Nooras veninder bliver hendes ”horisont”, og med Noora i midten og venindernes arme omkring sig finder hun sammen med dem en løsning. Og med både Noora og Taylor kan vi lære, at vi hverken kan eller behøver at klare alting selv.