Søren Kierkegaard (1813-1855)

Subjektiviteten er sandheden, sagde Søren Kierkegaard, Danmarks måske nok mest kendte filosof og kristne tænker. Foto: Wikipediacommons

Søren Kierkegaard hører til blandt de mest indflydelsesrige danske tænkere. Hans bøger spænder bredt lige fra det skønlitterære til teologiske, filosofiske og psykologiske tanker. Få det hurtige overblik her

Søren Aabye Kierkegaard blev født i 1813 og voksede op i guldalderens København. Allerede tidligt blev han præget af den meget tungsindige forståelse af kristendommen, som han modtog fra sin far, Michael Pedersen Kierkegaard.

Kierkegaard og broderen, teologen P.C. Kierkegaard, var de eneste ud af en søskendeflok på syv, der overlevede deres far. Søren Kierkegaard og hans far var begge overbeviste om, at de mange dødsfald i familien var Guds straf. Michael Pedersen Kierkegaard havde i sin ungdom begået en synd og troede, at straffen ville blive, at alle hans børn skulle dø før ham selv.

I hele sit voksne liv var Søren Kierkegaard præget af en ulykkelig kærlighed til den livsglade Regine Olsen, som han dog selv brød forlovelsen med. Forholdet til hende nævnte han aldrig direkte i sine bøger, men det var bestemmende for en række temaer i de mere skønlitterære fremstillinger.

Som læser af Kierkegaards bøger står man ofte over for i hvert fald to vanskeligheder. Det er nemlig i mange tilfælde svært at finde den klare grænse mellem filosofiske og religiøse tanker i hans tekster. Dertil kommer, at mange af værkerne ikke blev udgivet i Kierkegaards eget navn, hvilket gør det svært at vurdere, om det er hans personlige mening, der kommer til udtryk i dem.

Den enkelte

Søren Kierkegaard, der delte sin fars store interesse for kristendommen, begyndte tidligt at studere teologi på Københavns Universitet. I ungdomsårene var han præget af både tro, tvivl og delvis foragt for faderens religion, mens han i sine sidste år var stærkt troende. Allerede som ung skrev han:

"Det kommer an på at forstå min bestemmelse, at se, hvad guddommen egentlig vil, at jeg skal gøre; det gælder om at finde en sandhed, som er sandhed for mig, at finde den ide, for hvilken jeg vil leve og dø."

Citatet er et godt eksempel på, hvordan Kierkegaard i forhold til tidligere tænkere lagde særlig vægt på den enkelte persons beslutning. Han fandt det mere afgørende, at mennesket var præget af lidenskab, engagement og oprigtighed, end om dets forestillinger var i overensstemmelse med virkeligheden. Netop derfor sagde han også, at subjektiviteten er sandheden.

Tro og tanke

I de mere religiøse værker argumenterede Kierkegaard for, at det ikke er muligt at vide, om Gud eksisterer eller om kristendommen er sand. Kun igennem troen kan man opbygge et forhold til Gud, sagde han.

Kierkegaard gjorde meget ud af at beskrive det træk ved mennesket, at det kan forholde sig kritisk til sine egne tanker. Faktisk mente han, at det var et helt grundlæggende træk ved det at være menneske, at man ikke bare tænker, men også vurderer sine egne tanker.

En sådan form for selvrefleksion vil ifølge Kierkegaard sætte mennesket i gang med en udvikling. I første omgang vil mennesket erkende sit ansvar over for andre mennesker og dermed blive, hvad Kierkegaard kalder en etiker. Dernæst vil mennesket blive klar over, at det ikke kan leve op til sit ansvar og samtidig stille spørgsmålet om, hvordan det selv er blevet til. Dermed vil det bevæge sig imod et religiøst stadium.

Kierkegaard i kamp mod kirken

"Enhver der deltager, deltager i at lege kristendom og i at holde Gud for nar." Sådan sagde Kierkegaard om de personer, der mødte op til gudstjeneste i folkekirken. Han mente, at kirken havde forfalsket kristendommen og fejlagtigt talte om, at alle danskere var kristne, hvorimod der i Det Nye Testamente står, at det er få, der finder vejen til Gud.

Kierkegaard mente, at præsterne var nogle hyklere, som kun ville tale om de ting i kristendommen, der var acceptable for alle og enhver. Præsterne så det, de gjorde, som et job og ikke som et kald fra Gud, sagde Kierkegaard. De turde ikke sætte fokus på de vanskelige ting i kristendommen som fortabelse, selvopofrelse og så videre.

Død og eftermæle

Søren Kierkegaard døde midt i kampen mod kirken i 1855. På grund af hans voldsomme kritik af præsterne var de pårørende i tvivl om, hvorvidt de kunne tillade sig at lade ham begrave i statskirken. Det endte dog med, at broderen P.C. Kierkegaard, som Søren Kierkegaard selv på mange punkter var uenig med, talte ved bisættelsen i Vor Frue Kirke. Kierkegaards grav kan stadig ses på Assistenskirkegården i København.

Det særlige fokus på det enkelte menneske prægede hele Kierkegaards tænkning, uanset om den var teologisk, filosofisk eller psykologisk. Kierkegaard stod dermed bag det skiftende fokus i den filosofiske tænkning, der inspirerede mange eksistentialister, deriblandt franske Jean-Paul Sartre På teologiens område har Søren Kierkegaard helt op til vor tid ydet stor indflydelse ved sin hævdelse af, at mennesket i bogstaveligste forstand må tro kristendommens lære. Samtidig har han været med til at sætte særligt fokus på det enkelte individs forhold til Gud.

Kierkegaard bliver i vid udstrækning læst i hele verden. Hans bøger er blandt andet blevet oversat til engelsk, spansk, hebraisk, russisk, japansk og kinesisk.