Overblik

10 melodigrandprix-deltagere med religiøs eller åndelig baggrund

Den australske deltager Kate Miller-Heidke optræder til en prøvevisning op til semifinalen i Eurovision 2019 i Tel Aviv den 13. maj. Foto: Ronen Zvulun /Ritzau Scanpix

Der er en grund til at ”Halleluja” og ”Hard Rock Halleluja” er titler i bunken af vinderhits fra melodigrandprix - på moderne dansk; Eurovision. Religion har nemlig en særlig betydning for flere af de tidligere Eurovision-deltagere. På lørdag bliver det afgjort, hvem der løber med titlen som vinder af Eurovision 2019, og guderne må vide, om vinderen er religiøs. Religion.dk bringer her en liste med religiøse Eurovision-deltagere

Tirsdag og torsdag aften i denne uge går det løs med vindmaskiner, røgkanoner, glitter og glimmer til semifinalerne i Eurovision. Finalen afholdes på lørdag i Tel Aviv i Israel, hvor det endeligt bliver afgjort, hvem der i år løber med titlen som vinder af Eurovision - også kaldet MGP. Selvom sangene oftere handler om romantisk kærlighed end om religion, så er tro en vigtig sag del for flere af de optrædende.

1) Den kristne Sir Cliff Richard fra England blev i 1968 nummer to med ”Congratulations”. Men han burde faktisk have vundet, mener flere og peger på de stærke tegn for, at den spanske diktator Franco bestak og svindlede, så Spanien i stedet vandt. Cliff Richard, der er kristent opdraget, har efterfølgende udgivet kristen musik ved siden af en international karriere. Han har desuden sin egen fond: ”The Cliff Richard Charitable Trust”:

2) Gruppen Milk and Honey fra Israel vandt for 40 år siden i 1979 med sangen ”Hallelujah”, dengang konkurrencen blev afholdt i Jerusalem. Det var andet år i træk, at Israel vandt, men konkurrencen blev dog afholdt i Haag i Holland året efter, da Israel simpelthen ikke havde råd til at holde arrangementet igen:

3) Nicole fra Tyskland, som vandt med ”Ein Bisschen Frieden” i 1982, synger stadig, blandt andet gospel og gerne i kirker. Hendes musik handler om at bringe fred til verden:

4) De kaldes for Sveriges kendteste mormoner, og den ene af dem er endt som biskop i mormorkirkens afdeling i Södertalje syd for Stockholm. Mange andre kan også stadig huske dem, som de tre brødre med de gyldne sko, der i 1984 vandt Eurovision med ”Diggi-loo, diggi-ley”:

5) Og så til Danmark og Birthe Kjær, som i 1989 sang ”Vi maler byen rød” til en tredje plads. I et interview til ”Udfordringen” har hun fortalt om sit trosliv, at hun er skrøbelig i troen og sjældent kommer i kirken, men at hun dagligt beder aftenbøn:

6) Den kristne Carola fra Sverige har deltaget i MGP tre gange og vundet en enkelt gang i 1991 med ”Fångad av en stormvind”, selvom de fleste måske bedst husker hendes debut med ”Främling”. Hun beskriver sig selv som dyb kristen, og var i en årrække gift med en norsk præst, der ligesom hende er medlem af frikirken ”Livets ord”, hvor Carola har fundet den følelse af flow, som hun ikke kunne finde hos den evangelisk-lutherske Svenska Kyrkan:

7) Chanée fra duoen Chanée og N´evergren, som deltog for Danmark i 2010 med ”In a moment like this” er kraftigt inspireret af buddhismen. Hun ønsker dog ikke selv at kalde sig buddhist, selvom der er buddhaer og røgelse hjemme hos hende.

8) Og så kommer man ikke udenom den østrigske skæggede Conchita Wurst, der sang om at rejse sig som en anden Fugl Fønix. Denne Eurovision-vinder er ikke selv religiøs, men fik især den russiske ortodokse kirke på nakken - godt hjulpet på vej af Putins politik overfor homoseksuelle i Rusland - da hun/han iført langt mørkt hår, skæg og guldkjole gik på scenen i Danmark i 2014. Andre, for eksempel den hollandske teolog Marieke van der Berg, sammenlignede Conchita med Jesus og sagde, at det ikke kun var optisk, at der var en lighed, og at det ikke var et tilfælde, at hun/han dukkede op lige på det tidspunkt i historien. Conchita Wurst er dermed et klasse-eksempel på, hvordan religion, seksualitet og politik blandes sammen i en sangkonkurrence:

9) Og så til nutiden: Bilal Hassani er muslim og stiller op for Frankrig med sangen ”Roi” i den første semifinale tirsdag aften. Bilal Hassani er homoseksuel mand, men klæder sig ofte i traditionelt kvindetøj. Sangeren med de marokkanske rødder er udover Eurovision kendt fra Youtube og Instagram, hvor han har 1,2 millioner følgere.

10) Endelig modstykket: Finske Lordi, der i 2006 vandt med det heavy metal-inspirerede nummer ”Hard Rock Halleluja”. Gruppen lignede og agerede som monstre, og blev fra første færd beskyldt for at spille Djævlens musik af diverse kristne grupperinger over hele Europa:

Kilder: DR, Udfordringen, Aftonbladet, Folkbladet, The Guardian, Esctoday m.fl.