Fællesskaber er afgørende for, om vi oplever vore liv som gode
24 frivillige fællesskaber har fundet plads i Jane Sandbergs bog "Come Together - fællesskaber i Danmark". Der er fællesskaber med politiske formål, fællesskaber mod ensomhed og så er der fællesskaber, hvor frivillige tager kernevelfærdens opgaver på sig
I Danmark er vi europamestre i at forene os og skabe fællesskaber i civilsamfundet. Vi finder hinanden i lysten til at løfte en sag, skabe sociale mødesteder eller gøre noget godt for andre.
Vi er også imponerende gode til at give vores tid til frivilligt arbejde. 39 % af alle danskere har arbejdet frivilligt inden for det seneste år, og ser man på den indsats fra et samfundsøkonomisk perspektiv, så repræsenterer alle de frivillige timer, som lægges i sportsforeninger, kulturinstitutioner eller i lokalsamfund 327 millioner arbejdstimer årligt. Imponerende og muligvis også temmelig afgørende for, at det danske samfund trods alt må siges at være relativt velfungerende.
Men hvorfor er vi særligt gode til fællesskaber i Danmark? Det spørgsmål satte jeg mig for at forsøge at besvare ved at se på en lang række af civilsamfundets fællesskaber som i den grad blomstrer i hele landet i disse år. Resultatet kan i sin fulde længde læses i bogen ”Come Together – Fællesskaber i Danmark”, men lad mig her fremdrage et par centrale pointer.
En antagelse kunne være, at vi i Danmark har en særligt kulturelt indlejret forståelse og værdsættelse af fællesskaber. Landet, som siden nederlaget i 1864 har erkendt, at skal vi nå noget, når vi længst, hvis vi gør det sammen. Allerede to år efter, at vi afstod en tredjedel af det danske rige, grundlagde driftige mennesker den første andelsbrugsforening i Thisted. Hurtigt fulgte andels-mejerier og -slagterier, og det at forene sig i andelsforeninger, hvor en mand havde en stemme, blev hurtigt en form, som passede som fod i hose med den forslåede, danske folkesjæl. Selv i dag – mere end 150 år efter – er Coop landets største forening med omkring 1,8 mill. medlemmer.
En anden antagelse kunne være, at det er et almenmenneskeligt behov at gøre noget sammen med andre. Hvis man forfølger det spor, kan svaret muligvis findes i lykkeforskningen. Direktør for Center for Lykkeforskning Meik Wiking bekræfter, at relationer er afgørende for vores oplevelse af lykke, når han siger:
”Et af de klareste mønstre i lykkeforskningen er vigtigheden af vores sociale relationer. Hvad enten vi ser på de globale, nationale, eller lokale datasæt, så er styrken af vores fællesskab en afgørende faktor for det gode liv.”
Her er det vigtigt at understrege, at der ikke er tale om antallet af venner på Facebook, men rigtige, langvarige relationer med mennesker, som man har løbende kontakt til.
Nogle har undervejs spurgt mig, om de digitale fællesskaber udgør en trussel for de fysiske fællesskaber. Svaret er heldigvis enkelt at give: NEJ. Ikke ét af de flere end 200 fællesskaber jeg har set på undervejs i bogens tilblivelsesproces, har givet udtryk for, at de oplevede, at deres fællesskab var blevet dårligere af, at de digitale platforme har vundet stadig større indpas i vores liv. For de betragtes slet ikke som fællesskaber, men i langt højere grad som digitale kommunikationskanaler.
Flere af de mennesker jeg har talt med, har uafhængigt af hinanden givet udtryk for, at fx Facebook var en god måde at organisere de fysiske fællesskabers møder på, fordi man her aftaler og planlægger den næste fysiske begivenhed. Flere har også fremhævet, at de digitale kommunikationskanaler faktisk har betydet, at de fysiske møder er blevet bedre, fordi noget af al den snak, som tidligere fyldte på møder, i stedet klares på de sociale medier.
24 fællesskaber fra hele landet har fundet plads til bogens sider. Alle fordi de repræsenterer forskellige tendenser i vores måde at skabe fællesskaber på.
Nogle er politisk-aktivistiske i deres tilgang, som når fx Repair Cafeer dukker op i hele landet. Det er steder, hvor du kan få hjælp til at reparere ting, som er gået i stykker, og som du muligvis ville have smidt væk, fordi du ikke aner, hvordan du skal få ”dimsen” til at fungere igen. Repair Cafeerne har som erklæret, politisk mål at få nedsat momsen på småreparationer for på den vis at motivere os alle til at tænke i genbrug i stedet for brug-og-smid-væk.
Andre fællesskaber danner værn mod ensomhed, når de inviterer til fællesspisning i nærmiljøet, eller når fx Mænds Mødesteder (som i dag findes 27 steder i landet) inviterer og motiverer mænd, der er blevet enlige, til at gøre ting sammen med andre mænd. Forskningen viser nemlig, at mænd der mister deres ægtefælle, har større tilbøjelighed til at leve mindre sundt end kvinder, men når mændene samles og fx tager på fisketur, skabes der sociale relationer, som nedbryder følelsen af ensomhed, og dermed er grobunden til en forbedret livskvalitet på flere parametre grundlagt.
Endelig er der de fællesskabsinitiativer, som bevæger sig ind i det felt, hvor vi som borgere må forholde os til, hvorvidt disse frivillige initiativer rent faktisk løfter opgaver, som nogle ville mene, hører til samfundets kernevelfærdsydelser. Er det fx en samfundsopgave, at ældre medborgere kommer ud fra plejehjemmet og ”får vind i håret”? I dag løftes den opgave fx af Cykling uden Alder.
Rundt omkring i hele landet er frivillige cykelpiloter garanter for, at de ældre kommer på tur på ladet af en rickshaw-cykel og får nye indtryk. Diskussionen om kernevelfærd bliver mere og mere nødvendig at tage. For hvilke opgaver er for vigtige til, at de udelukkende kan hvile på frivillige hænder? Og hvordan vil vi prioritere vores fælles økonomi – samfundets – i en tid, hvor demografien vil ændre sig væsentligt. Vi bliver mange flere ældre, og vi kommer til at leve længere. Skal vi indrette os til et samfund, hvor det at få mad og et bad er samfundets ansvar, eller skal vi sidde på plejehjemmet og håbe på, at velvillige frivillige kommer forbi, tænder bruseren og dækker middagsbordet?
Selv er jeg ikke i tvivl om, hvor jeg mener, at skellet skal gå, men i arbejdet med bogen er jeg blevet blæst bagover af den virketrang og lyst til det fælles, som jeg har oplevet i hele landet. De mange kræfter og ressourcer vi besidder som borgere i vores samfund, skal vi selvfølgelig blive endnu bedre til at forløse. Det vil kræve systemer i kommuner og i staten, som i højere grad giver plads til borgerne og som understøtter der, hvor de frivillige initiativer kan have huller. Den gode nyhed er, at systemerne ikke er gudgivne. De er skabt af mennesker – og derfor kan mennesker lave dem om!
Uddrag fra bogen: Fællesskabet i Ringkøbing
I Vester Strandgade i Ringkøbing står et fælles-skab, hvor folk kan aflevere mad, husholdningsartikler og lignende, som de ikke får brugt. Til gengæld kan mennesker som er presset på økonomien helt anonymt hente ting i skabet. Så enkelt kan det gøres. Og det virker!
Initiativet til Fælles-skabet er taget af Janni Mikkelsen som sammen med sin datter My oplevede, at de selv havde svært ved at få enderne til at mødes. Kun fordi den lille familie havde et stærkt netværk omkring sig, lykkedes det for dem. Men ikke alle er så heldige. Derfor besluttede Janni Mikkelsen sig for at kontakte det frivilligt drevede værested for unge G-House, for sammen med husets leder Lene Laugesen at skabe et tilbud, hvor mennesker anonymt kunne komme og hente mad.
Skabet fungerer på den måde, at alle er velkomne til at sætte varer på hylderne, men sådan set også til at tage varer med hjem. Er der nogle, som mangler mad, kan folk blot komme forbi og se, hvad der står på hylderne og tage det med, de har brug for. Der er ingen liste, hvor man skal skrive på, hvad man har taget og intet register over, hvem som er brugere af skabet. Og netop det, at Fælles-skabet er et tilbud om helt anonymt at hente mad, er en vigtig pointe, for mange oplever, at det er et tabu at være fattig, og derfor kan det være forbundet med skam at hente andres mad.
”Jeg synes, det er en god idé at lade hentere og bringere være anonyme, så skabet ikke genererer taknemmelighedsgæld, men blot er et projekt til gavn for alle - Dem der mangler et sted til det, de har for meget - Og dem der mangler det mad andre har i overskud”, fortæller Janni Mikkelsen.
Det har ikke været svært, at få luft under projektets vinger, fortæller Janni Mikkelsen:
”Med opfordringer i butikken og på de sociale medier fik vi ret hurtigt skabt lokal omtale og fik en artikel i det lokale Dagblad. Det affødte henvendelser og bl.a. en udvidelse med køleskab og fryser. Der har været en jævn trafik omkring skabet og der kommer hele tiden nye brugere og givere til. Der er desværre stadig flere som må gå forgæves og vi kunne sagtens uddele dobbelt så meget mad, så vi laver hele tiden nye planer for, hvordan vi kan skabe nye aftaler med butikker, restauranter, køkkener osv. G-Faktor laver et stort frivilligt arbejde med forskellige grupper af udsatte og har foruden det anonyme Fællesskabet flere former for madhjælp”, siger hun.
Projektet har indgået aftale med en integreret børneinstitution om, at den mad, der ellers skulle have været smidt ud, kommer på skabets hylder.
”Jeg synes bare, man skal kaste sig ud i det og lave et skab, hvis man fornemmer et behov. Man kan altid lukke det igen, hvis ingen bruger det. Dem der står for driften, bestemmer reglerne sammen - så er arbejdet sjovere i det lange løb”, fortæller Janni Mikkelsen, der også opfordrer til, at man placerer en skraldespand tæt på skabet med en venlig opfordring til, at alle brugere hjælper med at holde skabet pænt og rent".