Offer
Når vi normalt taler om at måtte ofre noget, handler det for det meste om at vi må give afkald på et eller andet. Som regel for at få noget igen. Det er nogenlunde de samme mekanismer der er på spil, når man taler om offer i ræligionsfænomenologisk sammenhæng. Mennesker giver noget for at få noget igen fra guderne. Det gensidige udvekslingsforhold mellem guder og mennesker udtrykkes ofte i formuleringen do, ut des, der betyder ?jeg giver, for at du skal give?, og der findes et utal af forskellige offertyper. Men for mennesker handler offeret som regel om at få (re)etableret en kosmostilstand, altså en tilstand, der er karakteriseret af harmoni, rigdom eller jagtheld. Et offer er et ritual, hvori der indgår et materiale (animalsk eller vegetabilsk), som skal udveksles mellem mennesker og en modtager, der kan være en gud, en afdød eller en ånd fra den transcendente, overnaturlige verden. Det, der ofres er altså ikke altid bare en gave, men netop noget der understreger, at der er en gensidig relation og et udvekslingsforhold mellem den menneskelige verden og den guddommelige verden.
Individuelle og kollektive ofringer: Ofringer kan både være individuelle og meget personlige. Eller der kan være tale om kollektive ritualer, der tjener til samfundets opretholdelse. Som kollektiv rite kan offeret have en ret kompleks ritualstruktur og kan forløbe over en længevarende periode. Bjørnefesten hos ainuerne på den japanske ø Hokkaido er et eksempel på et kollektivt, længerevarende offerritual. Bjørnen fanges som lille, opfostres og ofres til sidst og indgår i et stort fællesmåltid (konvivie). Denne ofring er dog særlig kompleks fordi offerdyret som udgangspunkt er guddommeligt og opfostret af mennesker. Menneskene ofrer bjørnen, men også til bjørnen. Og det af dens eget kød og blod. På den måde forgår der en ofring af bjørnen i den menneskelige verdenen, og en tilbedelse af bjørnen i den guddommelige verden. Der forekommer altså en parallelhandling i den menneskelige og i den guddommelige verden, og det gensidige forhold mellem mennesker og guddom manifesteres i begge verdener.Takoffer: Den mest simple og måske ældste form for offer, hvor der ganske enkelt gives noget tilbage til det guddommelige som tak for god høst, jagtlykke eller raske børn. Herunder hører førstegrøde (at ofre noget af det første korn, der høstes) eller førstefødselsoffer (at ofre et materiale eller genstand som tak for et sundt barn).
Konvivieoffer (lat. convivium: fællesmåltid): Det kollektive offer, der har en fællesskabsstiftende eller fællesskabsopretholdende funktion kaldes et konvivieoffer. Fællesskabet etableres dels mellem de ofrende, og guden, der ofres til. Desuden etableres et indbyrdes fællesskab mellem de, der ofrer. Selve måltidsfællesskabet kan opfattes konkret eller symbolsk. Enten ved at de deltagende rent faktisk spiser af, det der er blevet ofret. Eller symbolsk ved at guden identificeres med offeret, og at deltagerne gennem symbolsk indtagelse af guden får del i den guddommelige kraft.
Votivoffer (lat. votum: løfte): I et votivoffer forestiller man sig krigslykke eller jagtheld til gengæld for at love at ofre, hvis kosmostilstanden indfinder sig. Fx kunne romerske krigere love at ofre alt kvæg født i en bestemt periode til gengæld for at overvinde et militært nederlag. Det er karakteristisk for votivofferet, at man ikke ofrer på forhånd, men først efter at guderne har opfyldt deres del af aftalen.
Son- eller skyldoffer: Et skyld- eller sonoffer har til formål at genoprette en kaostilstand. I kristendommen ofrer Jesus sig for at alle mennesker kan få frelse. Man siger, at han soner deres skyld i lidelsen og døden.