Polyteisme

Mens monoteisme er idéen om kun én almægtig gud, er polyteisme (fra græsk polus; mange og theos; gud) idéen om, at der er mange guder. Guderne kan optræde i gudefamiler, som vi kender det fra græsk og nordisk religion, og de kan have et antal, der nærmer sig det uendelige, som vi kender det fra f. eks. hinduismen og shintoismen.

Polyteisme er ganske udbredt, og gudernes funktion er ofte specifikt knyttet til den kultur, religionen er en del af. Religionshistorikeren Georges Dumézil udviklede dog også en teori om, hvordan strukturen i gudefamilier og myter går igen i forskellige kulturer, sådan at visse guders funktion i én religion har en påfaldende lighed med andre guder i andre kulturer. Denne teori, der har vundet stor udbredelse, vidner om, at der kan være religionshistorisk slægtskab mellem tilsyneladende forskellige religioner, og at visse guder har udviklet sig fra samme type ? ganske ligesom der er slægtskab mellem den jødiske, den kristne og den muslimske gud.

En anden idé, som ikke er særligt udbredt i religionsforskningen i dag, er, at religionshistorien repræsenterer en evolutionær udvikling fra lavere til højere stadier. Denne idé har hævdet, at polyteismen var udtryk for ?primitiv religion? men med tiden har udviklet sig til ?højere? religioner: de monoteistiske. Denne forestilling bygger på et kristent ideal, der ser monoteismen som finere end polyteismen. Tanken om, at monoteismen er bedre end polyteismen, har også givet anledning til en idé om at en angivelig ?urmonoteisme? med tiden har udviklet sig - eller er degenereret - til polyteisme.