Renhed


Inden man går ind i en moske, bør man vaske hænder, ansigt og fødder og stille sko og sandaler. Ved japanske shintohelligdomme vasker man sig også og fra en særlig træøse drikker man lidt vand eller skyller munden - og sjælen. Men da man ikke går ind i et egentligt helligt rum, beholder man skoene på. I både islam og shinto og de fleste andre religioner gælder det, at menstruerende kvinder bør gøre sig ekstra grundigt rene ? eller helt holde sig væk.

Renselse som symbolsk handling

Selv om det naturligvis har en vis værdi, at man gør sig anstrengelser for at holde kroppen fysisk ren inden indtræden i et helligt rum, er renselse først og fremmest en symbolsk handling. Man renser sig for den besudling eller naturlige urenhed, som ifølge mange religioner karakteriserer det menneskelige i modsætning til det guddommelige. Ved at rense sig viser man over for sig selv, sine trosfæller og det religiøse samfund at man er medspiller i det kulturelle og religiøse regelsæt som byder sine medlemmer en klar skelnen mellem de to verdener, den hellige og den profane. Det kan være ved indgangen til et helligt rum, eller det kan være ved længere rituelle processer ved livets overgangsfaser, hvor fødsel, ægteskab og død ofte har forskellige symboler og rituelle sfærer, der markerer overgange mellem rene og urene faser eller rum. Det ses også ved pilgrimsfærd, hvor pilgrimmene går klædt som ?rene? personer, og undervejs foretager flere renselsesritualer.

Rent og urent

Blod er et element, der som regel er belagt med rituelle renhedsforskrifter. Blod kan symbolisere både død og liv ? og først og fremmest grænsetilstande mellem dem. Moderen og barnet er i kontakt med blod ved fødslen, og moderens menstruation signalerer både død og liv. Både hun og barnet skal renses, ligesom man skal renses efter at have været i kontakt med et andet ?grænsetilfælde? som døden. Renhed findes kun i forhold til dens modsætning, urenhed ? og vise versa. Det vil sige, at der ikke er noget, der i sig selv er hverken det ene eller det andet. Begreberne findes kun, fordi de tænkes i modsætningspar, som er gode at tænke sig selv, livet og kulturen med. Dette gøres bedst ved noget konkret, som fx mad og drikke, kvinder i forhold til mænd, dyr i forhold til mennesker, mennesker i forhold til guder - og en stamme eller et religiøst verdensbillede i forhold til et andet. Når muslimer ikke spiser svin, adskiller de sig fra de kristne, der igen adskiller sig fra muslimerne ved ikke at have rituel omskæring. Rent og urent består altså dels som kategorier, der gør, at man kan forstå og fremhæve sig selv i modsætning til andre (mennesker, religioner, guder). Det urene kan også være selve det andet og de andre, eller det urene kan ligge i overskridelsen af kategorierne: jord er ikke i sig selv urent, det bliver det først, når det kommer ind i stuen, hvor det ikke hører til.

Ikke fastlåste kategorier

Hvad, der er rent og urent i en given religion, er ikke altid universelt fastlagt, og lokale rituelle renhedskoder er sjældent indlysende for folk udenfor det symbolske system. I hvor høj grad der er strenge sanktioner for overtrædelse eller blot lemfældige fortolkninger af grænserne kommer an på de enkelte religioner, og hvem der har magten til at styre de religiøse koder og formaninger. En generel tendens er, at mere moderne samfund ofte slækker på kravene til rituel stringens og til skarpe skel mellem rent og urent. Især i det moderne Vesten har etiske og politiske forskrifter ofte overtaget flere af de gamle rituelle og symbolske kategoriseringer, mens man fx stadig indenfor islam ser mange strikse udgaver af, hvad der er rent og urent ? og dermed også rigtigt og forkert.

Overskridelse af renhedsforskifter

Som regel er grænsen mellem rent og urent skarpt adskilt, og underlagt forskellige tabu. Der er dog også flere religiøse aktører (som shamaner, mystikere, asketer, hellige fjolser) eller bestemte omstændigheder (overgangsritualer som nytår), hvor grænserne helt legitimt overskrides. Der er også traditioner, der ligefrem leger med sådanne overskridelser. Et eksempel findes i den kinesiske og japanske chan/zenbuddhisme. Her har man udfordret reglerne og grænserne i paradoksale og ofte groteske historier om personer, der gør grin med læren og traditionen ved total overskridelse af, hvad der er rent og urent, rigtigt og forkert. Tantrisk buddhisme har nærmest systematiseret tabubrud for at understrege pointer omkring vejen til den endelige frelse. I sådanne sammenhænge kan man sige, at nye traditioner opstår ved at overskride de gamle normer. Men overskridelse kan i sig selv være med til at understrege og stadfæste grænserne. En møgbeskidt, askebesmurt, ubarberet og i manges øjne såvel rituelt som fysisk uren indisk sadhu-asket er både med til at overskride og at understrege andre institutionelle hinduismeformer og disses renhedsforskrifter.