Kronik

Får vi vores hverdag igen?

"Når krisen kradser, plejer vi at sige, at mennesker rykker sammen. Det kan vi så ikke gøre nu. Men vi kan gøre det i tanken, og vi kan lade det blive til handling, når vi atter mødes og skal videre," skriver museumsdirektør og forfatter Jane Sandberg i denne kronik. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Vi er ramt af en pandemi, som truer med at tage livet af ikke bare mennesker, men også af de liv, vi troede var vores. Lad os bruge den pause fra livet som vi kender det til at reflektere og træffe valg om, hvilke liv vi vil have, når vi igen åbner døren til verden, skriver museumsdirektør og forfatter Jane Sandberg i denne kronik

Vi har set det før i vores historie. Epidemier som spreder frygt, død og rædsel. I 1300-tallet hærgede pesten. Sygdommen trak sit dødsvod op igennem Europa og tog livet af mange millioner mennesker. Ligesom corona kom også pesten østfra og med de udvidede handelsveje i Europa var vejen lagt til en hurtig spredning. I løbet af ganske få år, havde den sorte død et helt kontinent i sit jerngreb og klemte livet og håbet ud af mennesker fra Rom til København. Efter Første Verdenskrig var det den spanske syge, der hærgede og trak 50 millioner mennesker med sig i døden. Nu står vi overfor endnu en pandemi; corona. Heldigvis tyder tallene på, at dødeligheden er langt lavere end både pest og spansk syge, men også coronaen kommer til at ændre vores samfund og den måde, vi lever med hinanden på. Og med pandemien følger også tankerne om hvorfor.

De seneste dage har ikke mindst tanker af mere konspiratorisk karakter fundet vej til de sociale medier. Jeg har set alverdens konspirationsteorier blive sat i frit spin, som eksempelvis den om, at coronavirussen er naturens hævn mod os mennesker, som ikke har passet godt nok på jorden. I den forskruede opfattelse går corona i øvrigt hånd i hånd med de milliarder af græshopper, som lige nu hærger i Østafrika. Og selvom de fleste af os afskriver den slags som vrøvl, så er de udtryk for et stærkt behov for at forstå.

Selv hører jeg til dem, som ikke tror på, at der er en højere mening med, at verden med mellemrum rammes af for eksempel pandemier. Men som historiker synes jeg, det er interessant, at vi forsøger at begribe og forstå, hvorfor lige præcis vi og vores tid rammes. Ligegyldigt om vi er borgere i det 21. århundrede eller levede under pesten i 1300-tallet. For meningsløsheden er svær at komme overens med, og finder vi en plausibel forklaring, så opstår håbet om, at vi kan komme udfordringen til livs.

Lige nu oplever vi et samfund, der lukker ned. Som med lysene i en juletræskæde, der slukker et efter et, sker det også med arrangementer i det offentlige rum. Folk trækker sig fra hinanden, og pludselig er der plads i metroen eller bussen. Vi kan ikke længere gå på biblioteket, i biografen og svømmehallen. I mit eget supermarked var der her til morgen hverken æg eller friske grøntsager at købe.

Men hvad værre er: Med myndighedernes opfordring til, at vi holder afstand til hinanden, bliver vi frataget de korte tilfældige møder med andre mennesker, vi får foræret, når livet er helt normalt. Livet som vi kender det er forandret. Og vi bliver bange for, om vi får det igen. Den hverdag som for et øjeblik siden for nogle var et hamsterhjul, for andre kilde til stress og jag, savner vi pludselig, så det gør helt ondt i maven.

Selvom vi har lov at håbe, at den pandemi, som vi oplever i disse uger, er langt fra lige så dødelig som pesten var det, så sætter den gang i nogle mekanismer, som får os til at overveje vores tilværelser og måske især vores værdier. For når myndighederne indtrængende beder om, at de af os som kan, skal arbejde hjemme, og vi alle skal undlade at deltage i arrangementer, hvor mennesker forsamles, så står det pludselig langt mere klart, at det jo netop er i samværet med andre, at vi finder glæden. Det er jo ofte sådan, at det først er, når man fratages noget, at man for alvor værdsætter det. Og vores sociale gener vil komme på en alvorlig prøve de kommende uger. For pludselig bliver det jo meget tydeligt, at møderne ved kaffemaskinen på jobbet, smilet fra buschaufføren eller smalltalken med naboen på trappen har værdi. Som det kram, man giver den ven, som man møder tilfældigt. Eller middagsaftalen med madklubben. Bare vent; om få dage begynder du også at savne den kollega, som til dagligt tænder irritationen i dig. Måske endda din chef.

Og derfor bør vi, mens vi internerer os frivilligt bag hjemmenes fire vægge, også bruge anledningen til at tænke lidt dybere over, hvad der egentlig har værdi for os som mennesker. Hvad er det, vi vil værne særligt om, når vi atter træder tilbage i en hverdag, som mere eller mindre ligner den, vi sagde farvel til den 11. marts 2020?

Den australske hospicesygeplejerske Bronnie Ware skrev for nogle år siden bogen ”De fem ting døende fortryder mest”. Gennem sine mange år som sygeplejerske for folk, der ligger på deres yderste, har hun spurgt til, hvad man fortryder, når man står på dødens tærskel. Ikke overraskende indtages fjerdepladsen af udsagnet ”jeg ville ønske, jeg havde været bedre til at holde kontakt til mine venner”. Det er en viden, som er god at huske, også når man er sprællevende, og måske bliver den særligt væsentlig lige nu, hvor vi fratages muligheden for det givende venskabelige samvær. Ikke overraskende er der ikke nogle af dem, Bronnie Ware har talt med, som sagde, at de ville ønske, at de havde arbejdet mere eller valgt flere sociale arrangementer fra.

Så når vi de kommende uger mærker savnet efter hverdagen sætte sig dybt i kroppen, kunne det være en passende anledning til at overveje hvilke værdier, vi vil forfølge og værne om, når vi atter træder ud i verden. Selv vil jeg glæde mig til mere samvær med mennesker, jeg holder af. Men jeg vil også være mere opmærksom på, at jeg har en hverdag, hvor det, jeg bruger min tid på, giver mig glæde.

Når krisen kradser, plejer vi at sige, at mennesker rykker sammen. Det kan vi så ikke gøre nu. Men vi kan gøre det i tanken, og vi kan lade det blive til handling, når vi atter mødes og skal videre. Sammen. Jeg finder håb, når jeg ser, hvor mange der de seneste dage har udvist samfundsstorsind og har stillet sig til rådighed via de sociale medier som børnepassere eller som nogle der køber ind og laver mad til de svagest stillede. I mit Instagram-feed har jeg blot i dag fået tilbud om at hente bøtter med surdej hos en, der havde lavet rigeligt, en anden har for meget håndsprit, en tredje tilbyder at tage andres hunde med på gåtur. Lad os huske den omsorg og generøsitet, også når hverdagen igen er hverdag, og hamsterhjulet sætter i gang. Lad os bruge pausen fra hverdagen til at tænke over at få skabt den hverdag og det samfund, som hviler på de værdier, som betyder mest for os.