Fem afgørende forskelle mellem Det Gamle og Det Nye Testamente

Bibelens to dele bliver både brugt hver for sig og som et samlet hele. Her kan du blive klogere på forskellene mellem Det Gamle og Det Nye Testamente

Kirkens bibel består af to dele: Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Det Gamle Testamente er også jødedommens helligskrift, men alligevel læses der op fra Det Gamle Testamente ved kirkens gudstjenester. Bibelens to dele kan altså fungere som en helhed. Men hvordan adskiller testamenterne sig fra hinanden? Her er et bud på fem forskelle.

1. Det Gamle Testamente er forjættelserne eller løfterne, mens Det Nye Testamente er opfyldelsen.
De første kristne delte Det Gamle Testamente med jødedommen indtil omkring midten af det 2. århundrede. Men de kristne læste vel at mærke Det Gamle Testamente i lyset af deres tro på, at Jesus Kristus var den Messias, Frelseren og Guds søn, som ifølge profetierne i Det Gamle Testamente skulle komme til det jødiske folk. Jødedommen derimod anerkender ikke Jesus fra Nazareth som Guds Messias.

Det latinske ord testamentum betyder ”pagt”. Og betegnelserne for Bibelens to dele signalerer netop, at jøderne lever under den gamle pagt, mens de kristne lever under den nye, som er forudsagt af profeterne:” Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas’ hus” (Jeremias` bog kap 31, 31).

2. Det Gamle Testamente er loven. Det Nye Testamente er evangeliet.
Dette blev den klassiske skelnen mellem Bibelens to dele. I Luthers fortale til Det Gamle Testamente (1523) kommer denne forskel mellem Bibelens to dele til udtryk sådan:

”Dog, som Det Nye Testamentes egentlige hovedlære er at forkynde nåde og fred ved syndsforladelse i Kristus, således er Det Gamle Testamentes egentlige hovedsag at lære lov, vise hvad synd er, og kræve hvad godt er”.

3. Gud er i Det Gamle Testamente skabelsens og lovens Gud. I Det Nye Testamente er Gud tilgivelsens og frelsens Gud.
I Det Gamle Testamente er der ingen samlet lære eller et entydigt billede af Gud. Gud er skabelsens Gud, der ud af den skabte menneskehed har udvalgt folket Israel og givet dette folk en lov som vejledning i dyrkelse af ham. Gud er den grænseløse, om hvem der kun kan bruges billeder og symboler. Gud som den tilgivende og barmhjertige hører også med i Det Gamle Testamentes gudsopfattelse. Men det er Gud som skaberen, dommeren, vejviseren og hyrden for sit folk, der er de dominerende træk.

4. Gud som den ene - og Gud som treenighed.
Det Gamle Testamentes Gudsopfattelse føres videre i Det Nye Testamente: Gud som den eneste Gud, altså monoteismen sådan den kommer til udtryk i Israels historie. Men det afgørende nye er, at Gud nu opfattes som Faderen, nemlig som Jesu Kristi Far. Jesus forkyndes af de kristne menigheder som Guds søn, der viser hvem den sande Gud er, nemlig den himmelske far for alle mennesker – og som nu viser sit sande væsen gennem Jesus. Definitioner på Gud som ”ånd”, ”lys” eller ”kærlighed” finder vi også i Det Nye Testamente.

I øvrigt står forkyndelsen af Gud aldrig alene, men er altid i Det Nye Testamentes skrifter kædet sammen forkyndelsen af Kristus som søn og frelser. Kristus er ifølge Det Nye Testamente fortsat nærværende i sin menighed som Helligånd, der skaber tro, kærlighed, håb og fællesskab. Åndens kraft er Gud selv. Gud er altså skaberen ifølge Det Gamle Testamente - og Søn og Helligånd ifølge Det Nye Testamente.

5. Der en forskel i tilblivelseshistorien bag de to dele af Bibelen.
Den jødiske bibel, der er skrevet på hebraisk, er blevet til over en årtusindlang periode. Teksterne afspejler mange forskellige litterære genrer lige fra lovtekster, fortællinger, historiske beretninger og digte til visdomslitteratur og profetiske skrifter. Bag de ældste dele ligger mundtlige traditioner, der er samlet i skrifter. En endelig redaktion af teksterne er blevet udført i de sidste århundreder inden år 0. Men den endegyldige fastlæggelse af en rettesnor eller kanon for hvilke skrifter der skulle udgøre jødedommens helligskrift, fandt sted omkring år 100 e.Kr.

Samtidig var der indenfor de sidste par århundreder før år 0 opstået en græsk oversættelse af de hebraiske tekster. Disse oversættelser blev samlet i den såkaldte Septuaginta, som blev betegnelsen for den græsksprogede bibel. Denne blev dernæst den bibel, som de første generationer af kristne læste som forudsigelser af Kristi komme og hans død og opstandelse.

I jødedommen betegnes den første del af Bibelen ikke som Det gamle Testamente, men kaldes TANAK, hvor T står for Torah (loven), N for Neviim (profeterne), og K for Ketuvim (skrifterne).

Det Nye Testamentes skrifter, som er skrevet på græsk, blev til godt 20 år efter Jesu død og opstandelse. Det var Paulus, der var den første kristne forfatter, og som i form af breve til de af ham grundlagte menigheder belærte om kristendommens indhold og om, hvordan man i øvrigt skulle forholde sig i menighederne.

Fra omkring år 70 og de næste årtier blev evangelierne forfattet med Markusevangeliet som det ældste. Bagved lå utvivlsomt en mundtlig overlevering. Den nytestamentlige skriftsamling synes afsluttet i begyndelsen af 100-tallet og fik i løbet af 100-tallets første halvdel mere og mere rollen som autoritativ skrift for de kristne. Først i slutningen af 300-tallet var der tale om en egentlig nytestamentlig kanon.