Debat

Kirkeordførere: Sådan står det til med religionsfriheden

I anledning af Grundlovsdag fortæller kirkeordførerne fra landets tre største partier om, hvordan de mener, det står til med religionsfriheden. Trives den i bedste velgående? Eller må den nogle gange gradbøjes? Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen / Claus Bech / Rune Evensen / Ritzau Scanpix

I anledning af grundlovsdag har religion.dk spurgt tre kirkeordførere om, hvordan det står til med vores grundlovsikrede ret, religionsfriheden

Karen Johanne Klint, Socialdemokratiet

Når jeg viser unge rundt på Christiansborg, bruger jeg tid på ordene: Retsind, lovsind, frisind og storsind. På ordet frisind, er det religionsfriheden, der nævnes oftest af de unge. De oplever trosfrihed i praksis.

Når vi politisk taler om trosfrihed, er det ofte med afsæt i Grundlovens § 67 – 70.

Den såkaldte ”imamlov” udløste diskussioner omkring trosfriheden. Mange mente, den blev begrænset. Det er jeg uenig i. Man må fortsat tro på det, man vil, men ikke handle, som man vil.

Dog savner jeg en debat om sammenhængen til Grundlovens § 71, der giver os en personlig frihed. Hvad betyder det i forhold til trosfrihed?

Carl Holst, Venstre

Religionsfriheden er en grundlovssikret frihedsrettighed. Folk skal have lov til at tro på, hvad de vil. Men det skal ske med respekt for andres ret til det samme. Omvendt skal man ikke kunne gemme sig bag Grundloven for at undergrave den selvsamme rettighed.

Det er det dilemma, vi politikere står overfor. Det er den balance, vi skal afveje, når vi eksempelvis vedtager et tildækningsforbud eller nægter hadprædikanter adgang til Danmark.

Derfor skal vi fortsætte den åbne, demokratiske debat om de dilemmaer, som opstår i lyset af en mere mangfoldig verden. Så vil frihedsrettighederne også stå stærkt fremover.

Christian Langballe, Dansk Folkeparti
Helt overordnet vil jeg mene, at religionsfriheden har det fint, for borgerne har jo ret til at forene sig og dyrke den gud, de vil.

Men hvis man ser konkret og praktisk på det, er der sket begrænsninger i religionsfriheden, eksempelvis ved det nyligt indførte burkaforbud. Når en religion som islam bliver et politisk problem for den almindelige samfundsorden og det frie samfund, vi kender, er det et problem, vi skal tage livtag med - og så bliver vi nødt til at begrænse religionsfriheden for at sikre friheden. Det er paradoksalt, men det er inden for rammerne for, hvad man nogle gange må gøre for at sikre den almindelige samfundsorden.

Den største udfordring for religionsfriheden i dag er sharialoven, og det kommer til at pågå de næste mange år. Hvis vi gav efter og sagde, det kan godt gå at lade burkaen være fri, at skelne mellem ren og uren mad og mellem rene og urene mennesker, vil Danmark være et helt andet om 50 år. Derfor bliver vi nødt til at gøre noget for at de værdier, som Danmark er bygget på, også bliver bevaret for eftertiden.

Karen Johanne Klint, Socialdemokratiet. Foto: Rune Evensen/Ritzau Scanpix
Carl Holst, Venstre. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix