Fotokonkurrence

Konkurrence: Hvem tager årets flotteste feriefoto?

Sidste års vinder var Inger Mellerup, der indsendte dette billede fra Gergeti treenighedskirken i Georgien, der ligger i 2170 meters højde. Foto: Inger Mellerup

Vær med i Kristeligt Dagblads store fotokonkurrence “Med troen på ferie” og vind et gavekort til stormagasinet Magasin. Læs mere og deltag her

De 10 finalister er nu fundet. Se de udvalgte billeder og stem på din favorit her!

Ferie, ferie, ferie! Om turen går til de norske stavkirker, på yogaretreat i Spanien eller på sommerlejr ved den jyske vestkyst, tager sommerferien os ofte steder hen, hvor hverdagens trummerum ikke længere når os.

Lige meget hvad man skal, er sommerferien en tid fyldt med afslapning og oplevelser, der kalder på at blive foreviget.

Hvordan ser troen ud, når du møder den på din ferie? Er det en idyllisk landsbykirke i morgendisen, asatroende der blóter ved sommersolhverv eller fælles lovsang under åben himmel?

Kun fantasien sætter grænser, når der igen i år er mulighed for at deltage i Kristeligt Dagblads store fotokonkurrence “Med troen på ferie”. Her kan du indsende dit bedste feriebillede, der viser, hvordan det ser ud, når du møder religion og tro på din vej gennem sommerlandet.

De bedste billeder kommer i avisen og førstepræmien for det bedste feriefoto er en spændende pakke, der indeholder et gavekort til stormagasinet Magasin på 1000 kroner, et gavekort til Matas på 500 kroner og et gavekort til Imerco på 500 kroner samt fem håndplukkede bøger fra Kristeligt Dagblads Forlag.

Sådan gør du
Send os det bedste foto af et religiøst motiv fra sommeren 2020, som du selv har taget. Send fotoet til feriefoto@k.dk - og husk at oplyse dit navn, adresse og telefonnummer. Ved indsendelse accepterer man, at billedet må bruges i Kristeligt Dagblad. Hver deltager må højest indsende to billeder. Husk også at skrive, hvad der ses på billedet, hvor det er taget, og hvem eventuelle personer på fotoet er.

Et udvalg af de indsendte bidrag vil løbende blive publiceret i denne artikel - følg med og bliv inspireret!

Billedet viser en mand med hovedet bøjet i bøn i Mustafa Pasha Moskeen i Skopje i Nordmakedonien. Foto: Gert Kjeldal
Kirkerummet i Hellige Antonius-kirken i Loenen i Holland var aflåst, så fotografen sad i det lille kapel, hvorfra man kunne se ind i kirken. Vinduet bagved var en mosaik med Jomfru Maria, som blev genspejlet i ruden ind til kirken. Foto: Eve Bengta Lorenzen
"Når jeg er i sommerhus i Skagen, går jeg nødig glip af morgensang i kirken, og nu kan det fortsætte uanset coronavirus - hver anden bænkerække er spærret af," skriver fotografen. Foto: Marianne Adamsen
En af sognets yngre beboere var så klar til at komme med familien i kirke, da den åbnede igen efter coronanedlukningen, så hun fik i dagens anledning lov at parkere lige ved siden af kirkedøren. Billedet er taget ved Vigsnæs Kirke på Lolland. Foto: Marianne Gaarden
Billedet er taget i Sir Kirke, der ligger mellem Struer og Holstebro. Her er en altertavle af glasmosaik, der forestiller Jesus som hyrde. Foto: Kurt Olesen
Det færøske Gøtu kirkju ungdomskor kom forbi Skt. Povl Kirke i Korsør og gav en smuk koncert. Foto: Annette Stærke
Fra Botanisk Have i Aarhus er der god udsigt til Skt. Markus Kirke. Foto: Marie Bräuner Kristensen
Der er lysshow på Vor Frue Kirke i den franske by Beaune. Foto: Janne Rude
Billedet er taget på den færøske ø Fugloy, hvor der ligger en lille trækirke ud til vandet. Foto: Susanne Keiding
Der bliver afholdt gudstjeneste for en gruppe FDF'ere, som besøger Julsø tæt ved Himmelbjerget. Foto: Jørgen Tjelle Holm
På billedet ses den gamle middelalderkirke i Bogense, som er bygget i 1400-tallet. Foto: Lars Vraabøl
Der er et flot udsyn gennem de gamle vinduer i Alrø Kirke. Foto: Lars Vraabøl
Tre gange i ugen bliver der holdt strandgudstjeneste ved denne hytte i Eckernförde i Nordtyskland. Gudstjenesterne er populære blandt de lokale unge, og fotografens døtre deltog også en enkelt gang i løbet af familiens tur til byen. Foto: Jan Elvstrøm
I Vestfjörður på Island ligger kirken Saurbæjarkirkja á Rauðasandi. Den er smukt omgivet af bjerge på den ene side og en strand med rødt sand på den anden. Foto: Hildur Sigurdardottir
Billedet er taget på en pilgrimsvandring ved Sletterhage på Helgenæs. Vandringen i det smukke landskab er anledt af pilgrimspræst Elisabeth Lidell. Foto: Keld Schmidt-Møller
"Det onde er tit meget håndgribeligt vist på gotiske kirker. En djævel med vinger tager her en skoledreng på Sankt Lorenz Kirke i Nürnberg, Bayern. Udsmykningen har haft pædagogisk sigte. Drengen havde ifølge legenden snydt i et spil glaskugler og løjet om det med ordene: 'Djævelen tage mig, hvis ikke jeg taler sandt.' Og det gjorde Djævelen så," skriver fotografen. Foto: Anders Ellebæk Madsen
"For mig emmer det her billede af guddommelighed. Aftensolen, som giver den summende mark en varm magisk farve, som kontrast til den kølige blå himmel og midt i ligger kirken, hvor de to mødes," skriver fotografen. Foto: Koushi Radhakrishnan
I slutningen af juni var fotografen til gudstjeneste på Tårs Strand på Lolland, og færgen ”Lolland” netop er afsejlet med kurs mod Spodsbjerg på Langeland - fyldt med ferierejsende. Foto: Lars Havn Eriksen
Dette lille, lyserøde plastikkors var drevet ind til kysten under stærk blæst ved Fjaltring på den jyske vestkyst, da fotografen kom forbi. Foto: Erni Poulsen
I juli var Bjarne Blaabjerg på pilgrimsvandring med sin søn på Camino Primitivo i Spanien. "Turen var vores studentergave og et minde for livet. Det var en fantastisk tur! På 11 dage tilbagelagde vi cirka 320 kilometer," skriver fotografen. Foto: Bjarne Blaabjerg
Sidste år flyttede Marie T. Andersens mor ind på Støvringgård Kloster, der i dag fungerer som private lejligheder. I øverste højre hjørne ses klosterkirken, hvor der en gang om måneden bliver holdt gudstjenester for både beboere og andre interesserede. Foto: Marie T. Andersen
Fotografen besøgte i sin sommerferie "vejen til Kristus" ved Scheuerberg - et udsigtspunkt ved Neckarsulm. Foto: Sten Nygaard
Den afrikanske menighed Arise & Shine holder gudstjeneste via telefon og internet i Vejleå Kirke, Ishøj. Selvom man igen må holde gudstjenester, fortsætter menigheden med populære livetransmissioner, der bliver fulgt både i Danmark og i Afrika. Foto: Michael Rønne Rasmussen
St. Rémi døbte i 496 kong Clovis og sikrede dermed, at Frankrig blev et kristent land. Billedet viser besøgende ved St. Rémis mausoleum i basilikaen i Reims, der bærer hans navn. Foto: Janne Rude
En tidlig morgenstund gik fotografen tur ved Den Permanente i Århus. Hun så solen stige op gennem skyerne, og stoferne fra salmen "Se, nu stiger solen" kom til hende. "Det var et smukt øjeblik, der åndende af Gud og evighed," skriver hun. Foto: Birgitte Svenstrup
"Min 86-årige mor ville til Endelave og se øens kirke. Hun insisterede på at kravle op af de ikke specielt ældrevenlige trapper til tårnet. Da vi kom ned igen, var kirkedøren lukket, og i stedet for bare at gå ind, stillede hun sig og lyttede ved døren." Foto: Helle Juel Johansen
I kirken på Hjerl Hede har kunststuderende fået lov at male kirkerummet. Foto: Ingrid Kjærgaard
Frederiks Kirke i København står smukt i dagens sidste lys - på trods af stilladset. Foto: Susanne Kragh
"I Nakskov Kirke er spritfonten er lige ved at stjæle billedet fra døbefonten," skriver fotografen. Foto: Jørgen Christensen
"Jeg har aldring glemt den fortættede stemning med den unge nonne med sin rosenkrans i hånden og korset om halsen sat op imod det frie, unge, moderne kvindeliv," skriver fotografen, der overværede dette øjeblik i Prag. Foto: Bodil Tvedegaard
Festlig strandgudstjeneste i historiske og naturskønne rammer ved Stenbjerg Landingsplads i Nationalpark Thy. Foto: Per H. Sparre
Dette billede er fra Højerup Gamle Kirke ved Stevns Klint. Det viser, hvordan kirken i sin tid stod i forfald, da dele af den faldt i havet. Ikke desto mindre har de bevaret det, de kunne, selvom det ikke er i brug - det ses på støvet. Foto: Ann-Sophie Møller
I dette shelter på Hærvejen var det tid til bøn for pilgrimspræst Elisabeth Lidell, der har taget billedet. Foto: Elisabeth Lidell
I dagens første solstråler spejder nonnerne mod Peterskirken, som dette år kan betragtes uden bæltetasker, kameraer og solhatte i forgrunden. Foto: Karen Damgaard Andersen
På Nyborg Strand lavede fotografen dette kors. Om aftenen var alle de mørke sten sorte på grund af regnvejret, men solens stråler gav stenene deres naturlige farve tilbage, så det endelige resultat blev mere varieret. Foto: Stinne Smedegaard Nielsen
Vor Frue kirke i Kalundborg med borganlægget i forgrunden. "Man mærker historiens Vingesus når man står her," skriver fotografen. Foto: Dorte Foged
På den græske ø Thassos var fotografen inviteret med til dåb af børnene Eleftherios og Odysseas. Foto: Vivian Rose
Pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith har taget dette billede af pilgrimme ved Grønsalen ved Fanefjord - en 102 meter lang Langdysse fra bondestenalderen, der er 5500 år gammel. Foto: Elizabeth Knox-Seith
På en legeplads i Hvide Sande står denne båd, der henviser til Johannesevangeliet 3,16. Der står: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Foto: Bodil Hansen
Fotografen kalder dette billede "Waiting for the bride?". Det viser hunden Tristan ved alteret i Horne Kirke. Foto: John Kelly
"Jesus lader sig ikke 'købe', selvom han er til salg i genbrugen på Langeland," skriver fotografen om dette billede. Foto: Lissen Margård Bendix Jensen
Ved Eldsbergs Kyrka i Hallands Län i Sverige er Frelserkransen, som glasperlen her er en del af. Den er oprindelig skabt som en rosenkrans til hjælp ved bøn og meditation, og de store glasperler er opstillet langs en 400 meter lang sti. Foto: Fine Holten
Alterbilledet af Jesus som den gode hyrde set fra figuren af biskop Brynolf i Skara (1278-1317) på orgelgalleriet i Tranemo Kyrka i Våstra Götalads Län i Sverige. Foto: Fine Holten
3-årige Emanuel hopper i vandpytter ved TeenArbejdets teltlejr ved Rusken Sø. Selvom vejret har været koldt og vådt denne sommer, er der altid noget at takke for: Vandpytter at plaske i og en smuk aftenhimmel. Foto: Pauline Gredal