Oplysningstidens filosofi

Descartes trak sjælen ud af verden omkring os

René Descartes (1596-1650) var en fransk filosof. Maleriet af Frans Hals kan ses på Louvre i Paris Foto: ©2005 Roger-Viollet / Topfoto

Den franske filosof René Descartes kaldes ofte ’den moderne filosofis fader’. Lige siden han præsenterede sine radikale tanker i den tidlige oplysningstid, har han været en del af den filosofiske kanon. Få en kort introduktion til Descartes tænkning her

Han er nok mest kendt for sætningen "Jeg tænker, og jeg er til" eller "Jeg tænker, altså er jeg". Sætningen har været med til at fastslå Descartes position som grundlægger af rationalismen.

I hovedværket Meditationer over den første filosofi, præsenterer Descartes (1596-1650) en helt ny måde at tænke forholdet mellem sjælen og den fysiske verden, mellem mennesket og verden omkring os. I værket ønsker Descartes at finde et sikkert grundlag for erkendelsen og fremsætter derfor tvivl om alt, hvad han tidligere har lært. 

Descartes delte verden op mellem sjæl og fysik

Descartes formulerer en helt ny substanslære, det vil sige lære om verdens beskaffenhed. Han tvivler på sandheden ved det, hans sanser præsenterer ham for, fordi han mener, at sanserne ofte kan tage fejl. Derfor kan alt, hvad han har lært i fysik, astronomi, medicin og andre videnskaber, der baserer sig på eksperimenter og iagttagelse af sansbare ting, bringes i tvivl. 

Descartes går videre og drager matematiske sandheder – som at to plus tre er fem – i tvivl. Han fremfører som argument, at man kan tage fejl i de mest enkelte regnestykker.

Én ting kan dog aldrig betvivles: At hver eneste gang jeg tænker, så eksisterer jeg. Dette er Descartes berømte formulering: cogito ergo sum. Descartes har i denne formulering fundet en nødvendig og umiddelbar sandhed, som han mener kan tjene som grundlag for erkendelsen.

Descartes kalder sjæle for res cogitans, fordi sjæle ifølge ham essentielt er kendetegnet ved tænkning. Res cogitans adskiller sig fra legemlige substanser, som er alle de ting, der er udstrakte i tid og rum og kaldes res extensa. Med andre ord findes der både sjæl eller bevidstheder i verden, og ”udstrakte ting” eller genstande såsom borde, bygninger, dyr, planter, stjerner.

Descartes mente, at broen mellem den sikre og intime erkendelse af en selv som et cogito, og den adskilte, udstrakte verden, som han havde draget i tvivl, var Gud. Fordi vi på forskellige måder kan bevise Guds eksistens, og fordi han nødvendigvis må være våde almægtig, alvidende og algod, så vil Gud ikke tillade os at lave i en illusion hvor vores sanser bedrager os. Den absolutte garant for at vores sanseerfaring er pålidelig er altså i sidste ende Gud. 

Descartes erstattede det besjælede verdensbillede med et mekanisk

Descartes præsenterede et filosofisk grundlag for et helt nyt verdensbillede, der var ved at blomstre op på Descartes tid. Det blev kaldt det mekaniske verdensbillede. Som fortaler for det mekaniske verdensbillede kom Descartes med en ny forklaringsmodel til den fysiske verden. Når alt, der ikke var en del af den menneskelige bevidsthed, ifølge Descartes var sjælløse, betød det, at den fysiske verden omkring mennesker var kvantificerbar. Det vil sige, at den kunne måles og vejes gennem matematik.

Den nye forklaringsmodel betød også, at i stedet for at se et agern som en besjælet ting, der stræber efter at blive et egetræ, mente Descartes, at når agernet voksede sig til et egetræ, skulle det ses som virkningen af en række årsager; først og fremmest at det fik lys og vand. Descartes foreslog med andre ord, at vi så den fysiske verden som udtryk for kausale forhold, og ikke, som kirken og teologien indtil nu havde fremført, at ting havde visse formål, de stræbte efter at udfylde.

Descartes ville bevise Guds eksistens og kom på kant med kirken

Descartes skarpe skelnen mellem sjælelige og legemlige ting bragte ham på kant med den katolske kirke. Et af kirkens syv sakramenter er nadveren, som ifølge den katolske lære undergår en væsensforvandling. Det vil sige, at substansen i nadverbrødet og vinen fuldstændigt transformeres til Jesu legeme og Jesu blod. Selvom brødet og vinen har samme lugt, smag og udseende som før, er der tale om et helt andet, guddommeligt væsen.

Descartes substanslære tillod ikke, en ting pludseligt kunne forvandle sit væsen. Derfor gik hans ideer imod kirkens lære, selvom han også arbejdede med filosofisk at bevise Guds eksistens.

Klik her for at læse om forskellen mellem Descartes' og Kierkegaards gudsbillede