Det kunne Kierkegaard have sagt om designerbørn
Selvom Kierkegaard ikke fik mulighed for at reflektere over genmanipulation, kan hans eksistensfilosofi alligevel være et vigtigt pejlemærke i diskussionen om bioetiske problemstillinger
På Kierkegaards tid var der ikke megen snak om genmanipulation og bioetik. Kierkegaard døde, inden Darwin for alvor konsoliderede naturvidenskabernes sejrsgang i anden halvdel af det 19. århundrede, og beskæftiger sig således ikke med naturvidenskab, som vi kender den i dag.
Til gengæld er Kierkegaard ligeså interesseret i ”livsstil”, som naturvidenskaben er, men til forskel fra lægen, der fraråder rygning i forbindelse med en sund livsstil, griber Kierkegaard livsstilen eksistentielt an.
For Kierkegaard er mennesket ikke kun til i verden med sin fysiske krop, men også med sit sind og sjæl. Med Kierkegaards termer kunne man sige, at mennesket ikke blot er et ”Enten-Eller” men et ”Baade-og”. Derfor kan man med fordel læse Kierkegaard for at blive klogere på bioetiske problemstillinger, der også handler om menneskelig værdighed, selvbestemmelse og mulighed for at "forbedre" menneskelige evner.
Her får du nogle bud på hvad Kierkegaard ville have sagt i en bioetisk diskussion.
Hvad ville Kierkegaard mene om et fosters selvbestemmelse?
Hvis vi genmanipulerer gener i et foster, er det nødvendigt at diskutere, om det er etisk forsvarligt, når fosteret ikke selv kan sige til og fra. Sagt med andre ord er vi nødt til at diskutere et fosters selvbestemmelse i forhold til genmanipulation. I ”Kjerlighedens Gjerninger” skriver Kierkegaard om vigtigheden i at indse, at vi har pligt til at elske de mennesker, vi ser – altså, vi har pligt til at elske næsten.
Pligten består i, at det ikke er muligt for mennesket at elske et menneske, som man ikke kender, og derfor skal vi gøre det af pligt. Dette kan tale både for og imod genmanipulation. Hvis fosteret har syge gener, må de om muligt fjernes. Af kærlighed er vi nødt til at tage en beslutning på fosterets vegne. Men på den anden side har vi også pligt til at elske fosteret, som det er. For hvordan vil et fosters selvbillede blive, hvis det er ’designet’ på en bestemt måde?
Hvordan hænger genmanipulation og værdighed sammen?
I bioetiske diskussioner fremkommer begrebet ”værdighed” ganske ofte. Værdighed er noget, som vi kan give og tage fra hinanden. I værket ”Kjærlighedens Gjerninger” skriver Kierkegaard om det indiske kastesystem, der i al sin enkelthed skal opdele mennesker efter status i samfundet.
Han kalder kastesystemet umenneskeligt, da der i kastesystemet ligger en benægtelse af slægtsskabet med mennesker i kasterne under sig selv. Kastesystemet er, ifølge Kierkegaard, ganske umenneskeligt, da vi som menneske alle er af samme slægt og bærer på samme historie. Men hvad sker der, hvis vi genmanipulerer?
Jo, hvis vi følger Kierkegaards måde at tænke på ville der ske det, at et foster med genmanipulerede gener ville træde ud af denne slægt og blive en form for ny menneskeart, og ikke længere bære på samme historie som andre. Risikoen for, at nogle ville blive mere værd end andre ville hermed true, hvad vi forstår som almen menneskelig ”værdighed”.
Hvem vil ikke gerne have højere IQ og bedre hukommelse?
At blive klogere og få en bedre hukommelse er blot få af de muligheder, som man kan forestille sig at genmanipulation kan føre med sig. Umiddelbart er det svært at argumentere imod, at vi skulle blive klogere og være i stand til at huske bedre. Men hvilke eksistentielle problemer kunne det føre med sig?
Begreberne ”erindring” og ”glemsel” er også noget, som optager Kierkegaard. I hovedværket ”Enten – Eller” skriver han, at glemsel ikke kun skal forstås i en negativ sammenhæng, selvom man oftest tænker, at glemsel er ubehagelig. Men den er ligeså behagelig, som den er ubehagelig, og det kan også være terapeutisk og fornuftigt at glemme.
At glemme behøver nødvendigvis ikke at være noget, som man ikke husker. Udtrykket ”at lægge noget på hylden” er et udtryk for, at man udmærket er klar over, hvad der er sket, og at det bliver placeret et sted, hvor det ikke får lov at fylde hovedet op med sorg, frustration, irritation, vrede eller andre hæmmende følelser. Det kan altså både være terapeutisk at huske og terapeutisk at glemme.