Eksistentialismen af i dag
Jens Viggo Nielsen er hovedredaktør på antologien 'At Tænke Eksistensen', som udkom i 2009. Her undersøger en række artikler eksistentialismens rolle i dag. Religion.dk har snakket med Jens Viggo Nielsen
Hvad forstår du ved begrebet eksistentialisme?
Begrebet eksistentialisme omhandler begrebet om eksistensen. Det går tilbage til Søren Kierkegaard, den danske forløber for eksistentialismen, nogle vil endda sige, at han er fader til den. At mennesket eksisterer betyder i første omgang, at det ikke bare er til ligesom en sten eller et dyr, men at det stiller spørgsmål til, hvad det vil sige at være til som menneske. Dette er de alle umiddelbart enige om, hvad enten de så kalder sig for eksistentialister eller eksistensfilosoffer.
Til gengæld er de så uenige, når det kommer til svarene: På spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske, leverer de vidt forskellige svarmuligheder: De, der kalder sig for eksistentialister, lægger vægten på selve spørgsmålet, som kendetegner mennesket i dets indre søgen og dialog med sig selv, samt på, at eksistensen altid udfolder sig i en dialog med tingene i verden og med andre mennesker.
De derimod, der kalder sig for eksistensfilosoffer, vil have en tendens til, ud over dialogen med tingene i verden og de andre mennesker, at se en guddommelig eller oprindelig dimension ved eksistensen. OG denne dimension kan udgrundes igennem en tydning, mener de, idet der så at sige er sprækker igennem til det guddommelige, hvad enten mennesket ser dybt ind i sig selv eller ud efter i verden.
Hvornår begyndte eksistentialismen at blive upopulær? Og hvorfor?
I en vis forstand har den altid været upopulær. Kierkegaard, som den udgår fra, var ikke videre populær i sin samtid. Og Jaspers og Heidegger var også oppe imod andre dominerende filosofiske retninger såsom positivismen, da de påbegyndte deres virke tilbage i 1920erne og 1930erne. Eksistentialismens upopularitet indfinder sig først og mærkes først rigtigt efter, at den for alvor har været populær.
Populær bliver den for alvor med Sartres filosofi, ikke mindst med udbredelsen af Sartres lille pamflet, Eksistentialismen er en humanisme, som sker i tiden umiddelbart efter, at Sartre afholder et foredrag i Paris d. 29. oktober 1945. Foredraget var blevet annonceret i Le Monde, og helt uventet stod folk stod nærmest på nakken af hinanden for at høre Sartre tale om, at eksistensen går forud for essensen.
Efter dette foredrag og udgivelsen af det som pamflet bliver Sartre og eksistentialismen ikke blot et nationalt, men ligefrem et internationalt fænomen. Og tillige modefænomen. Men det betød også, at eksistentialismens popularitet næsten kom til at stå og falde med Sartre. De andre eksistensoptagede filosoffer, som Jaspers, Heidegger og Marcel, følte straks, at Sartres ateistiske anliggende ikke var deres, og derfor ville de ikke kaldes for eksistentialister, men derimod eksistensfilosoffer.
Ligesom Sartres folkelige popularitet også dalede og nærmest forsvandt, efterhånden som han stadig mere nærmede sig til marxismen. F.eks. forsvarede han en overgang i begyndelsen af 1950erne hårdnakket marxismen på et tidspunkt, hvor mange andre europæiske marxister og intellektuelle vendte sig bort fra den. Camus og Sartres veje skiltes på denne konto.
Tyder noget på, at den er på vej tilbage som respekteret måde at tænke på?
Den, der lever skjult, lever godt, siger ordsproget, og sådan har det langt hen ad vejen været med eksistentialismen, der har levet i bedste velgående op igennem anden halvdel af det tyvende århundrede, vel at mærke uden for universiteterne. For mig at se har eksistentialismen med andre ord aldrig været upopulær, hvis man dermed mener, at den har mistet sin opbakning i bredere folkelige kredse.
Sartre var en kort overgang midt i fyrrerne en stor stjerne på den internationale himmel. Men at være så dyrket som mediefænomen, som han var det i denne periode, var også en uholdbar position at befinde sig i for en filosof. Selv før TV-alderen. Denne gennemslagskraft gav også de mindre populære filosoffer lidt for gode kort på hånden, idet de så kunne afvise eksistentialismen som et mediestunt slet og ret, og ikke tage hensyn til dens argumenter.
Den akademiske filosofi fik derfor stort set over èn kam travlt med at sige, at eksistentialismen var død og at Sartres måde at tænke på var uholdbar osv. Det gennemgående argument imod subjektfilosofien, som man også kaldte den, var, at det var selvoptaget og irrelevant at beskæftige sig med jeget, sådan som eksistentialismen gør det. Men uden for akademiske kredse holdt man aldrig op med dette, hvilket alene salget af Sartres bøger og Kierkegaards brede popularitet herhjemme vidner om.
Omvendt har styrken i Kierkegaards belysning af eksistensen sikkert også været med til at sørge for, at eksistentialismen trods alt ikke fuldkommen mistede fodfæste herhjemme inden for universiteterne.
I dag er der tre ting, der kunne indikere, at eksistentialismen måske er ved at blive lidt mere åbent accepteret igen, og måske endda inden for universitære kredse, selvom den sikkert aldrig vil blive det i den grad, den fortjener det: Den første ting er den øgede beskæftigelse med det religiøse, som har kunnet registreres de seneste år såvel på som uden for universiteterne.
Det andet fænomen i tiden er den øgede interesse for naturvidenskaben og for biopolitiske spørgsmål, sådan som den f.eks. kommer til udtryk i kognitionsforskning og bioetik mv. Eksistentialismen har altid, siden den så dagens lys, været i opposition til både naturvidenskaben og teologien sådan at forstå, at den så at sige indplacerer sig lige midt i feltet imellem naturvidenskab og teologi ved at insistere på at stille det eksistentielle spørgsmål om det guddommelige på kroppens og endelighedens vilkår.
Hertil kommer for det tredje den øgede interesse for biografien som genre, hvilket ligger tæt op ad eksistentialismens interesse for det enkelte, konkrete menneske i dets historiske virkelighed og egenart.
Forplanter dette sig så bredt kulturelt, og kan du give eksempler på det?
Bredt kulturelt tror jeg egentlig ikke, at eksistentialismen forplanter sig. Og det tror jeg heller ikke, man skal ønske sig. Sartres eksempel taler her for sig selv. Og desuden vil enhver tale om bred kulturel udbredelse altid være relativ.
Filosofien har langt hen ad vejen altid været for de få, og spørgsmålet er, om ikke den altid vil forblive det. Det er i hvert fald vigtigt, at man ikke forenkler den så meget, at nuancerne og de skarpe kanter i den, går tabt. Det gjorde allerede Sartre sig selv skyld i, da han skrev den omtalte pamflet, Eksistentialismen er en humanisme.
Den var præcis henvendt til et bredere publikum, og det gjorde den til en dårlig udgave af Sartres filosofi i sammenligning med det langt vanskeligere, men også langt bedre værk fra 1943, Væren og intet. Her er Sartre i topform og filosofisk skarp, men populært bliver dette værk nok aldrig.
Jeg vil derfor gerne vende spørgsmålet om og spørge, om det overhovedet er relevant at spørge til eksistentialismens popularitet, idet selve spørgsmålet kunne indikere, at man betragter filosofien som en nyhedskategori på linje med andre nyheder.
Måske skulle man hellere nøjes med at spørge til, om eksistentialismen er relevant den dag i den og af hvilke årsager. Hvilket går på dens principielle argumentationer og ikke på nyhedens interesse.
Hvad karakteriserer den nye eksistentialisme ift. den gamle?
Umiddelbart ingenting. Jeg er her enig med Jaspers, når han siger, at den sandhed, som eksistentialismen spørger til, principielt er tidløs: At jeg qua eksisterende menneske må forholde mig til mig selv, til mit eget liv og min egen død, og samtidig til verden omkring mig og andre mennesker, foruden til spørgsmålet, om der eksisterer en Gud eller ej.
Disse spørgsmål er i dag nøjagtig de samme, som dengang Kierkegaard og Sartre stillede dem og belyste dem på unik vis. Og vi er ikke blevet meget klogere på dem, end de var det, og derfor kan vi stadig lære af dem. Men man kan måske håbe, at der er nogle af nutidens eksistentialister, der formår at gentænke disse gamle spørgsmål i lyset af den verden, vi i dag lever i, igen med spørgsmålet om det biopolitiske og kognitive som et oplagt eksempel.
Hvordan behandles det religiøse ift. nutidig eksistentialisme?
For mig må en nutidig eksistentialisme, der vil beskæftige sig seriøst med spørgsmålet om religionen, genoptage en indgående beskæftigelse med Kierkegaards og Sartres filosofier.
For mig at se har ingen klarere end de to belyst spørgsmålet om det religiøse. Men de må samtidig læses i lyset af hinanden: Sartre kan lære os at spise brød til al vores tale om det guddommelige, idet vi per definition står til diskussion i vores væren, og i denne vores diskussion kommer vi ikke uden om en fundamental og uomgængelig dimension af eksistentiel tvivl om, hvorvidt det giver mening at tale om eksistensen af det guddommelige. Denne tvivl udspringer for Sartre at se af vores mellemværende med det, han kalder for intet, idet Gud måske kan siges at være det mest klare eksempel på en sådan væren, som intet er.
Men omvendt kan Kierkegaard stadig lære os, idet han her både tilslutter sig og korrigerer Sartre, at denne fundamentale tvivl om det guddommelige netop ikke udelukker troen, idet troen tværtimod forudsætter tvivlen, bærer den i sig som sin egen bagside af medaljen. I den forstand er det os selv, der er dette intet, sådan som Sartre fremhæver det, fordi vi selv afgør (eller intetgør), om Gud er til eller ej. Gud kan jo ikke hverken ses, høres eller på anden måde konstateres, men netop kun tros.
I 'At Tænke Eksistensen' skrives det flere gange, at eksistentialismens dybeste problem altid vil være, at det kan være, at sproget og tanken ikke kan forstå virkelighedens komplicerede natur. Hvis det er rigtigt, får eksistentialismen så ikke trange kår i en tid, hvor alting gerne skal kunne kontrolleres af mennesker?
Mennesket ønsker ganske rigtigt at kontrollere alt, det er der i hvert fald meget, der tyder på. Ifølge Sartre ønsker mennesket både at være almægtigt og alvidende. Men det kan det aldrig blive, og derfor må det lide nederlag, hvilket får Sartre til at udnævne mennesket og al dets stræben til en nyttesløs passion.
Virkeligheden i sig selv er som et X eller som den berømte Ding-an-sich hos Kant, og den kan vi ikke erkende. Allerede fordi den for os fremtræder i den udlægning af den, som sproget er. Men omvendt er det givet, at der er noget derude, uden for sproget og vores erkendelse af verden. Den, der har brændt sig på en varm kogeplade, er ikke i tvivl om dette.
Eksistentialismen udspringer imidlertid af konstateringen af, at der er filosofiske spørgsmål, som enten er ligegyldige eller mindre væsentlige at få svar på. Det første kan man sige om spørgsmålet, hvorvidt jeg har to hænder eller ej: Dette spørgsmål er ligegyldigt, fordi jeg bruger dem, inden jeg overhovedet stiller spørgsmålet. Det andet kan man netop sige om spørgsmålet, hvad virkeligheden sådan er i sig selv.
Dette spørgsmål overlader eksistentialismen gladelig til naturvidenskaben og teknikken at give os svar og brugbare løsninger på. Eksistentialismen udspringer her snarere af ønsket om at få svar på spørgsmålet om det etiske eller normative, idet man kan sige, at det væsentligste (og tillige vanskeligste) spørgsmål for eksistentialisterne fra og med Kierkegaard angår mennesket i dets relation til andre mennesker det, som Kierkegaard kalder for den etiske eksistens.
Om eksistentialismen får trange kår i en tid, hvor mennesket vil kontrollere alt? Både ja og nej. Ja, fordi eksistentialismen altid vil protestere over for den dovne, tingsliggørende, teknokratiserende eller kontrollerende udlægning og behandling af mennesket i dets relation til det andet menneske. Fordi den undergraver ethvert forsøg på menneskets side på at skabe en livsmening.
Og nej, fordi eksistentialismen samtidig må acceptere, at denne tingsliggørende, teknokratiserende og kontrollerende tilgang gestus rent faktisk lader sig gøre, hvis mennesket selv vil det. Det er bl.a. det, Sartre mener, når han taler om, at mennesket er dømt til av være frit: Såfremt mennesket virkelig måtte ønske at realisere det afsindige forehavende at opnå den fulde kontrol med mennesket, ja så må mennesket selv om det. Men så er det spørgsmålet, om ikke mennesket snarere må kaldes for et umenneske.
Menneskets indre frihed vil dog altid bestå, også selvom den måtte leve videre som en frihed, der er lagt i lænker og på anden måde søgt kontrolleret, det være sig inde fra af menneskets ønske om at slippe af med friheden eller ude fra i form af menneskets ønske om at beherske det andet menneske. Også dette kan eksistentialismen stadig lære os den dag i dag.
Svar ved Jens Viggo Nielsen
Interview af Rasmus Vangshardt
Læs også: