Boguddrag

Var berømt filosof god katolik eller maskeret ateist?

Michel de Montaigne (1533-1592) var en indflydelsesrig forfatter. Graveringen er udført af Eustache-Hyacinthe Langlois.

Montaigne tvivler på alt, men erklærer sig alligevel troende til syvende og sidst, skriver professor i den nye bog "En sommer med Montaigne"

Læs uddraget af den førende Montaigne-forsker Antoine Compagnons refleksioner over en af renæssancens vigtige tænkere, Michel de Montaignes, forhold til Gud og tro fra den nye bog "En sommer med Montaigne" her:

Montaignes religion er og bliver en gåde. Man skal være temmelig skarpsindig for at regne ud, hvad han virkelig troede på. Var han en god katolik eller en maskeret ateist?

Han døde som kristen, og hans samtidige affandt sig med hans trosbekendelser, for eksempel under hans rejse til Rom i 1580, men tidligt i det 17. århundrede så man ham som forløber for libertinerne, disse fritænkere, som indvarslede oplysningstiden.

Han adskiller nemlig tro og fornuft fuldstændigt i ‘Forsvar for Raymond Sebond’, det store og komplicerede teologiske kapitel i anden bog af Les Essais.

Indledningsvis slår han fast, at

»Det er troen alene, der levende og sikkert omslutter de store mysterier i vores religion« (II,XII,113).

Den samlede menneskelige fornuft i al sin magtesløshed, fornedrelse og dyriskhed kan hverken bevise Guds eksistens eller religionens sandhed.

For at karakterisere hans holdning taler man om »fideisme«, en doktrin, der gør troen til en nåde, en gratis gave fra Gud uden mindste forbindelse til den menneskelige fornuft. Fordelen er, at det lægger feltet åbent for fornuften, som så kan undersøge alt andet, hvad Montaigne ikke tøver med at gøre særdeles dristigt, så der til sidst ikke er andet tilbage af religionen end denne tro, som fastholdes på det alleryderste i strid med alt.

Det er en tro, som næsten er fremmed for menneskets vilkår. I ‘Forsvaret’ tvivler Montaigne på alt, men erklærer sig alligevel troende til syvende og sidst, som om intet var hændt.

Man taler om den »kristne skepticisme«. Det er – før Pascals væddemål – tvivlen, som går forud for troen. Men hvad er denne tro værd, hvis relativismen undervejs har gjort alle religioner til ét fedt, og religionen ikke længere er et spørgsmål om tradition? Vi følger vores lands religion, ligesom vi følger landets love og sædvaner, men alt sammen er det lige løst funderet:

»Alt dette er meget tydelige tegn på, at vi kun modtager vores tro på vores egen måde og med egne hænder, og ikke anderledes end andre modtager deres tro. Vi er tilfældigvis født i det land, hvor den er skik og brug. Enten bøjer vi os for dens lange levetid eller for de menneskers anseelse, som har holdt den i hævd, eller vi er bange for de trusler, den retter mod de vantro, eller vi tragter efter dens forjættelser. Sådanne betragtninger bør indgå i vores tro, men kun som en hjælp, for det er menneskelige bånd. Et andet sted, andre vidnesbyrd, de samme løfter og trusler kunne på samme vis indpræge den stik modsatte tro i os. Vi er kristne på samme måde, som vi er perigordinere eller tyskere.«
(II,XII, 118)

Taget på ordet er den slags erklæringer mere end foruroligende, de er faktisk blasfemiske: Religioner videreføres ved sædvanens autoritet gennem de former for overtro, der er knyttet til det, de lover eller truer med. Montaigne antyder ganske vist, at andre betragtninger, som er mindre menneskelige og mere transcendente, er uundværlige for troen. Men det er stadig fideisternes »nåde«, og resultatet er og bliver knusende.

Hvis vi er kristne, ligesom vi er tyskere eller fra Perigord, hvad er der så tilbage af den katolske kirkes sandhed og autoritet? »Hvilken sandhed er det, som disse bjerge afgrænser, og som er løgne for verden på den anden side?«, står der også i ‘Forsvaret’.

Og hvad er den centrale forskel på protestanter og katolikker? Montaigne vover sig aldrig ud i at afsløre, hvad han mener om nadverunderet, altså om Kristi legemes nærvær i brød og vin. Men jeg har ofte tænkt, at akkurat dette var det tredje motiv til undren hos de indianere i Rouen, som han mødte i 1562. Det havde jeg lovet at vende tilbage til...