Kierkegaard

Hvad betyder det at være æstetiker og etiker?

En etiker er i Kierkegaards betydning en person, der søger sandhed eller vished, og som stræber efter at handle og at handle rigtigt i forhold til samfundets normer. En etiker er et menneske, der vil, vælger og handler.

En etiker er i Kierkegaards betydning en person, der vil, vælger og handler. En æstetiker lever i øjeblikke af sanselig nydelse og uden at vælge tilværelsen og sig selv til

Søren Kierkegaard udgav i 1843 under pseudonymet Victor Eremita bogen "Enten-Eller". Værket er især kendt for at modstille to typer af mennesker, der hver repræsenterer to måder at leve livet på: Den baseret på æstetik og den baseret på etik.

Første del af "Enten-Eller" kaldes A’s papirer og indeholder en mangfoldighed af tilløb til en æstetisk livsanskuelse. Anden del består af B's papirer, Breve til A, og indeholder en etisk livsanskuelse.

Et nøglepunkt for overvejelserne i hele teksten er, hvordan et menneske vælgermellem tilværelsens muligheder og udfordringer og dermed lever livet. Hvorfor vælger man bestemte gøremål, og hvordan træffer man valg om familie og karriere? De valg er ifølge Kierkegaard afgørende for forskellen mellem den etiske og den æstetiske livsform.

Æstetikeren vælger ikke, men lever i sansefulde øjeblikke

Den kierkegaardske æstetiker iagttager livet, som det udspiller sig for øjnene af ham, og han kommer til det resultat, at det er en farce uden sammenhæng og mening. At tage det alvorligt og engagere sig i ét eller andet tjener intet formål.

Når man lige så godt kan vælge det ene som det andet, bliver det ørkesløst overhovedet at vælge. For ham vil et valg ikke føre til noget, og derfor fortsætter han med at kredse om den tilværelse, han ikke vil ind i.

Æstetikerens liv bliver rent momentant og uden sammenhæng. Han får ikke i ordets egentlige betydning noget levnedsløb og lever i fragmenterede, men sansefulde øjeblikke. Begyndelse og afslutning falder sammen i ét punkt, der ikke har udstrækning i tid og ingen historie. Æstetikeren har intet andet tilbage end legen med virkeligheden og så den evige jagt efter nydelse i passende mængder.

Fordelen for æstetikeren er, at han undgår de bindende konsekvenser, som enhver begyndelse og afslutning fører med sig.

Den æstetiske livsmåde kan altså føre til fortvivlelse og depression, fordi vilkårligheden råder. Som Kierkegaards æstetiker siger: ”Mit liv er aldeles meningsløst”.

Æstetikeren har opdaget, at han kun er et produkt af sine omgivelser - samfundet - sin egen fortid og slægtens fortid. Det er kort sagt ikke hans egen skyld, at han er, som han er.Han har ingen indflydelse på slægtens historie, og æstetikeren mangler derfor en erindring om sin historie som den rettesnor, der skal sørge for, at livet giver mening for ham.

Men Kierkegaards æstetikerhartrods alt fat i noget af det rigtige, nemliglidenskaben.

Han kan ganske vist ikke skabe et liv med det, da det kun er i de intense øjeblikke af nydelse, at han fremmaner en uregerlig lidenskab i sit liv. Det bedste eksempel er den erotiske lidenskab legemliggjort af Kierkegaard i hans beskrivelse af Don Juan. Det er denne lidenskab, der giver verden kvalitet og indhold.

Det æstetiske - og for den sags skyld også det etiske - har ikke at gøre med, hvad man forholder sig til, men hvorledes man forholder sig til. Det er ikke de ting, æstetikeren sætter pris på og nyder, der gør ham til æstetiker. Det er måden, de nydes på.

Den holdning, æstetikeren har, lægger alting over på tilfældet og vilkårligheden, og det er netop denne vilkårlighed – ikke nydelsen – som Kierkegaard harcelerer over.

Etikeren vælger sig selv til

Det var æstetikeren, der opdagede lidenskaben som vild og utæmmet, fordi den ikke havde noget definitivt mål. Det har etikeren givet den.

En etiker er i Kierkegaards betydning en person, der søger sandhed eller vished, og som stræber efter at handle og at handle rigtigt i forhold til samfundets normer. En etiker er et menneske, der vil, vælger og handler.

Kierkegaard betegner "Etikeren" således: ”Thi det store er ikke at være dette eller hint, men at være sig selv; og dette kan ethvert menneske, når han vil det.”

Selvom mennesket ikke har skabt sig selv, har mennesket selvbestemmelse, der gør, at mennesket netop kan blive sig selv. Kierkegaards metafor er, at man er sin egen ansvarshavende Redacteur.

At vælge sig selv er en ansvarlig måde at være på i en verden, der er i rivende forandring.

Det specielle ved etikerens fundamentale valg er, at det ikke er et valg mellem forskellige muligheder. Valget er ikke et tilvalg målt i forhold til andre muligheder, man kunne have valgt. Det er altså ikke et valg mellem at være jurist eller snedker eller at være flittig og et godt menneske. Man vælger det, man faktisk er – sig selv.

At vælge er at ville. Det gælder i alle situationer, at når jeg vælger noget, så vil jeg det. At vælge sig selv er derfor ensbetydende med at ville sig selv, og det har konsekvenser, om man vil det. For ved sin beslutning gør man noget bestemt ud af sig selv og sit liv. I kraft af valget har man frembragt en ny situation for sig selv, og man får igen nye grunde til at handle og vælge.

Valget kan også siges at være mellem mening og meningsløshed. For at tage sig selv alvorligt må man gøre det at være et selv til sin grundlæggende selvbestemmelse.