Hvad er personalisme?

Hvordan adskiller personalisme sig fra individualisme, og hvor stammer begrebet fra?

Personalismen er en filosofisk strømning, der bygger på den grundtanke, at mennesket har den ultimative værdighed. Tankegangen vægter menneskets moralske værdi og frie vilje.

Personalisme er ikke en fast ideologi eller bevægelse, men snarere en anskuelse af mennesket, samfund og i visse tilfælde religion og gudsforholdet.

Personalismen ser mennesket som et individ, der altid er orienteret mod verden uden for sig selv. Mennesket er udstyret med "uendelig værdighed" og udviklingen af jeget i relationen til andre er i centrum. 

Det vil sige, at personalismen har fokus på den enkelte, men adskiller sig fra en individualistisk tankegangved ikke at se mennesket som et selvberoende individ. 

Begrebet personalisme dukker op hos den tyske filosof og teolog Friedrich Schleiermacher, der i 1799 anvendte termen "Personalismus" i bogen "Reden über die Religion". Men i dag forbindes især den franske filosof og forfatter Emmaniel Mounier, der grundlagde det personalistiske tidsskrift Esprit i i 1932, med begebet, som vi forstår det i dag.

Også Martin Buber, og hans hovedværk "Ich und Du" fra 1923 ses som en vigtig repræsentant for den dualistiske personalisme. 

I 1800- og 1900-tallet vinder personalistiske skoler frem i forskellige lande, primært i Frankrig, Tyskland, Rusland og USA. Nogle skoler har også fokus på Guds almagt og menneskets forhold til Gud. Eksempelvis ses en katolsk personalisme, hvor kristendom og politik tænkes sammen. Den senere pave Johannes Paul II udviklede i sin præstetid sin egen gren af personalismen.

Personalismen har aldrig været et stærkt dogmatisk system, og derfor er der heller ikke formuleret store værker ligesom eksempelvis om eksistentialismen. Kritikere har op gennem tiden beskyldt personalismen for at mangle en samlet fremstilling.

Kilde: personalisme.dk, k.dk og religion.dk og wikipedia.org