Indføring

Hvad betyder ’Gud’?

I Michelangelos berømte fresko "Adams skabelse" er der næsten fysisk kontakt mellem Gud og Adam. Men hvor meget interagerer Gud egentlig med verden og menneskene i den? Og hvad er Gud overhovedet for en størrelse? Svaret afhænger af, om man er teist, deist, panteist eller panenteist. Foto: Wikiart

Man kan være troende på mange forskellige måder. Teisme, deisme, panteisme og panenteisme er fire forskellige varianter af gudstro, som du kan blive klogere på her

I moderne tid, og måske særligt i løbet af de sidste fire-fem årtier, er det blevet mere almindeligt at erklære sig troende eller ikke-troende. Ligesom det er relevant at vide, hvad man mener med ’is’, når man beslutter sig for, om man vil spise det til dessert eller ikke, er det relevant at overveje, hvad man mener med ’Gud’, når man beslutter sig for, om man tror eller ikke tror på dette. Her følger derfor et kort overblik, som kan give indtryk af, at spørgsmålet indeholder en mangfoldighed af nuancer, og derfor ikke er så enkelt endda at afgøre.

Teisme
For den helt almindelige betragtning er der formentlig oftest tale om en afart af den forestilling, at ’Gud’ er lig med en almægtig og helt igennem god person, som har skabt og styrer verden. Denne tanke er først og fremmest forbundet til det teistiske gudsbegreb. Indenfor teismen opfattes Gud desuden typisk som transcendent, altså hinsides denne verden, men dog til stede i verden på en sådan måde, at mennesket og Gud interagerer, for eksempel gennem åbenbaringer som Bibelen og mirakler.

Deisme
I det 17. og 18. århundrede vandt en anden måde at definere Gud frem i Europa. Generelt beskriver deismen, som teismen, Gud som helt igennem god, almægtig og transcendent. Til forskel fra teismen afvises det dog grundlæggende, at Gud interagerer med verden gennem åbenbaring. Naturen og fornuften er dermed de eneste mulige veje, ad hvilke mennesket kan erkende eksistensen af Gud. Gud opfattes generelt af deister som Anthony Collins og Voltaire som en urmager, der har udformet universets natur- og morallove, sat urværket i gang, og derpå er ophørt med at blande sig i dets anliggender. Således afviser de typisk muligheden for eksistensen af mirakler: Gud bryder ikke med naturlovene, men er netop med nødvendighed i overensstemmelse med disse.

Panteisme
For den panteistiske betragtning er dette sidstnævnte forhold gældende i en endnu mere udtalt forstand: Gud opfattes som identisk med universet. Dets helhed, harmoni og lovmæssighed betragtes som guddommelige karaktertræk, men Gud er ikke længere transcendent. For nogle panteister, såsom Baruch de Spinoza (og muligvis Albert Einstein), betyder dette, at det, vi refererer til, når vi bruger udtrykket ’Gud’ heller ikke kan være noget personligt væsen, som har skabninger som mennesket på sinde. ’Gud’ er for dem snarere at forstå som et begreb, som dækker over det forhold, at verden er én harmonisk enhed. For Spinozistisk inspirerede tænkere som F. W. J. Schelling kommer det guddommelige ved verdens enhed særligt til udtryk i den indsigt, at et væsen som mennesket da egentlig ikke er i universet, men er et stykke af det. Mennesket er dermed en del af verden, som er blevet i stand til at betragte sig selv; besynderlige ansamlinger af partikler, som kan skrive og læse om partikler.

Panenteisme
Endelig forsøger panenteismen at mediere de tre ovenstående gudsbegreber. I stil med panteismen foreslår den, at Gud og verden er identiske, og i stil med deismen, at der ikke kan være nogen uoverensstemmelse mellem Gud og naturlovene.

Panenteismen fastholder dog også, i stil med både teismen og deismen, at Gud er mere end verden. Dette kan lyde som en modsigelse, for hvordan kan Gud både være identisk med verden og mere end verden? Panenteisten Charles Hartshorne har foreslået at løsningen på dette problem er, at antage, at relationen mellem Gud og verden, modsat deismens mekanistiske verdensbillede, er organisk. Verden og dens dele er at sammenligne med de celler, som udgør en krop, og Gud med den strukturelle personlighed og følelse, som cellerne som helhed opretholder. ’Gud’ er altså ikke transcendent for panenteister i den forstand, at denne skulle være ’udenfor’ verden, men snarere i den forstand, at helheden er større end summen af delene, og ’Gud’ er lig med verdens helhed.

Forskellige begreber om Gud indbyder selvfølgelig også til forskellige kritiske spørgsmål. Et vigtigt og kendt eksempel på et sådant er teodicé-problemet: hvis Gud er almægtig og helt igennem god, hvorfor er der da så megen ondskab og lidelse i verden? Dette spørgsmål understreger akkurat vigtigheden af at være opmærksom på, hvad man mener med ’Gud’. For mens man på den ene side med rimelighed kan sige, at dette er et problem, som både den klassiske teisme og deismen er nødt til at give et godt svar på, undgår for eksempel panenteismen det ved at foreslå, at Gud ikke nødvendigvis er almægtig og algod, men så mægtig og god, som det er muligt at være. Det er, med andre ord, meget svært at forestille sig et argument, som skulle kunne afvise eller bekræfte alle gudsbilleder med ét træk.