Kierkegaard: Mennesket er bestemt af tiden, evigheden og øjeblikket

Det er klart ud fra dette citat, at Kierkegaard opererer med en væsensforskel mellem tid og evighed. I hans univers er evighed ikke bare uendelig tid, men noget principielt anderledes end tid - dog således at tiden og evigheden kan ”berøre” hinanden i ”øjeblikket”. Foto: davehanlon - Fotolia

Den danske filosof Søren Kierkegaard knytter analysen af den menneskelige væren til tidsbegrebet og giver sit bud på forskellen mellem tid og evighed.

I sin analyse af menneskelivets og evighedens betydning for hinanden tager Kierkegaard udgangspunkt i beskrivelsen af mennesket som en syntese, det vil sige en særlig kombination af det evige og det timelige, det vil sige det forgængelige. Hermed viser han, at mennesket er bestemt af tiden. Han viser også, hvordan vi kan bringe evigheden ind i timeligheden i kraft af øjeblikket.

At forståelsen af mennesket er bestemt af tiden, og at mennesket i næste led selv forholder sig til sin egen afhængighed i tiden, kan vi finde direkte udtrykt hos Kierkegaard – eller rettere hos nogle af hans synonymer.

I Begrebet Angest fra 1844 begyndte Kierkegaard sin analyse af mennesket og syntesen. Her starter Vigilius Haufniensis (Kierkegaard under pseudonym) med at bestemme mennesket som en syntese: ”Mennesket er en Synthese af Sjel og Legeme, der constitueres og bæres af Aand”. Det betyder, at som individ skal vi forholde os til os selv som sjæl og legeme, hvor ånden som det tredje led er forbindelsen mellem de to i dette selvforhold. Senere fortsætter han med at udbygge syntesen:

”Mennesket var altsaa en Synthese af Sjel og Legeme, men er tillige en Synthese af det Timelige og det Evige”.

Her får vi tydeligt fremhævet menneskets tidsbestemte karakter.

Når noget er en syntese, er det sammensat af to sider, der formidles af et tredje led. De to sider mennesket er sammensat af, er derfor ikke to uafhængige eller selvstændige sider, men to sider, der får sine betydninger ved at stå i forhold til hinanden.

At sige, at mennesket udgør en dobbelthed af det timelige og det evige, er at sige, at mennesket både er en del af denne virkelighed, og en del af evigheden, der er skabt i Guds billede. Mennesket er altså tidsbestemt, samtidig med det har en evig bevidsthed. Det betyder, at mennesket har en bevidsthed om det evige, men at det er sig bevidst, at det er til uafhængigt af tiden.

Men der er noget underligt ved denne syntese mellem det timelige og det evige! Det får Vigilius til at spørge:

”Den anden Synthese har kun to Momenter: det Timelige og det Evige. Hvor er her det Tredie?”

Han ser hermed på syntesen mellem det timelige og det evige som modsætning til den første del, hvor syntesen af sjæl og legeme blev formidlet af ånden som det tredje led. Svaret ligger i, at timelighed i sig selv er et dobbeltbegreb, da vi ikke kan sætte lighedstegn mellem timelighed og tid. Den første del af syntesen er, hvor tid og evighed mødes i begrebet timelighed, og den næste del er, hvor det timelige og det evige mødes i begrebet øjeblikket.

Og Vigilius fortsætter:

”Øieblikket er hiint Tvetydige, hvori Tiden og Evigheden berøre hinanden, og hermed er Begrebet Timelighed sat, hvor Tiden bestandig afskærer Evigheden og Evigheden bestandig gjennemtrænger Tiden”.

Det er klart ud fra dette citat, at Kierkegaard opererer med en væsensforskel mellem tid og evighed. I hans univers er evighed ikke bare uendelig tid, men noget principielt anderledes end tid - dog således at tiden og evigheden kan ”berøre” hinanden i ”øjeblikket”.

Det er altså ved at bringe evigheden ind i timeligheden i kraft af øjeblikket, at timeligheden får givet sin egentlige betydning og får mening for mennesket.

Mennesket er således som både endeligt og uendeligt henvist til en endelighedens verden og de vilkår, der præger den. Menneskets endelighed er derfor ifølge Kierkegaard et grundvilkår, som dels kendetegner menneskets struktur af syntese, dels er grundlæggende i menneskets erfaring af dets væren i verden. Mennesket er i hvert eneste øjeblik til i ”øjeblikket”.

Evigheden hos Kierkegaard er således ikke det samme som tidens ophør, men det er det, der overhovedet giver tiden mening som mere og andet end et uendeligt indholdsløst intet.
 
Rettelse: Tidligere skrev vi, at Vigilius Haufniensis var et navn, Kierkegaard brugte som synonym. Der skulle naturligvis have stået pseudonym. Religion.dk beklager fejlen.