Kierkegaard forklarer, hvorfor Frederik, Gro og Emil igen og igen vender tilbage til familien

Hvis man forsøger at vride sig fri af sin historie, vil man ikke forstå sig selv. Man vil endda leve et liv i selvbedrag, mener Kierkegaard. Måske vi kan forstå det, hvis vi ser på den ældste broder, Frederik, og hans situation i ”Arvingerne”. Foto: DR/ Per Arnesen Foto: DR/ Per Arnesen

Den populære tv-serie ”Arvingerne” tegner et portræt af en families voldsomme konflikter og de tætte bånd, der gør dem endnu hårdere. Hvorfor de fire søskende ikke bryder ud af familien, når det hele bliver for svært, kan Kierkegaard gøre dig klogere på

Hvad betyder det for et menneske at være en del af en slægt? I tredje sæson af DR's populære TV-serie ”Arvingerne” følger vi efterskælvene efter en arvestrid i en priviligeret familie. I første sæson døde moderen og efterlod sit gods til en hidtil ukendt datter, Signe, og hendes tre voksne søskende, Frederik, Gro og Emil blev rystede over nyheden om, at en ukendt søster fik det barndomshjem, de stod til at arve.

I seriens næste to sæsoner prøver de fire søskende på skift at rive sig løs af det komplicerede familiebånd og stå på egne ben. Men de vender altid tilbage til familien. Og som seer kan man fristes til at spørge: ”Hvorfor?” Hvorfor bliver de ved at holde fast, når de nu igen og igen snyder, sårer og næsten ødelægger hinanden? 

Ifølge Søren Kierkegaard er et menneske kun sig selv i kraft af sin slægt. Man fødes ind i en historie, og man er nødt til at tage historien på sig for at forstå sig selv og for at blive sig selv. Kierkegaard skriver i værket Begrebet Angest: ”Individet er sig selv og Slægten”.

Hans grundtese er, at et menneske altid er født ind i en bestemt virkelighed og slægt, som man ikke kan vride sig fri af. Enhver må forholde os til den nødvendighed, de er givet i, for at kunne vide, hvem de selv er. Hvis man forsøger at vride sig fri af sin historie, vil man ikke forstå sig selv. Man vil endda leve et liv i selvbedrag.

Måske vi kan forstå det, hvis vi ser på den ældste broder, Frederik, og hans situation i ”Arvingerne”. Frederik lader til at søge det modsatte af det bohémeliv, som han selv er vokset op i. Han higer efter et liv, hvor forældrene ikke lever en kreativ og lystbetonet tilværelse med skiftende partnere, men i stedet er en del af en kernefamilie med ordentlige og velbetalte jobs.

Men han undgår imidlertid ikke skilsmissen og opbruddet. Frederiks kone går fra ham efter at have været utro med hans lillebror, Emil. Man kan sige, at hans kone søger tilbage til den slægt og den del af Frederik, som han selv forsager. Frederik, derimod, forsøger yderligere at vride sig løs af familiebåndet. Resultatet er, at han begynder at gå i opløsning som person. Han udvikler en psykisk ustabilitet og mister kontakten til sine børn.

For Kierkegaard er menneskets historie og slægt en del af den opgave, det er at blive sig selv. Hvis man ikke vil være ved den, er det fordi man ville ønske, at virkeligheden så anderledes ud, ligesom Frederik måske ønsker det. Men man vil ganske enkelt ikke forstå sig selv, hvis man enten ikke kender sin historie eller ikke vil være ved den.

Kierkegaard skriver selv om udfordringen i værket "Enten – Eller", hvor en karakter ved navn assessor Wilhelm i et brev beder læseren om at forpligte sig på sine ’opgaver’ og samtidigt forholde sig til sin historie. Man kan ikke løse opgaven at blive sig selv uden at forpligte sig og forholde sig til sin historie.

Selvom ønsket om at bestemme sig selv er menneskeligt, er det ifølge Kierkegaard også umuligt. Man er altid født ind i en bestemt sammenhæng, som man må kende til for at vide, hvem man er. For at kunne blive sig selv må man tage sin slægt, og sin historie, på sig – for det er nu engang sådan, man er. At fornægte sin historie, fordi man ikke bryder sig om den, vil være at leve i et selvbedrag, der gør mennesket ufrit.

Frihedens vej går altså igennem det nødvendige. At leve et liv, der ikke tager højde for den konkrete virkelighed vil føre til, at et menneske aldrig vil finde ud af, hvem og hvad det faktisk er. Og det er præcis dette gigantiske selvbedrag, som Kierkegaard advarer imod.

Frederik ender med at tilgive Emil affæren. Han får det bedre i takt med, at han indser, at han ikke kan løbe fra sit ophav og dermed heller ikke løbe fra, hvem han selv er, og Kierkegaards insisteren på, at slægten er en del af vores vej til at blive os selv er måske et bud på, hvorfor Frederik, hans søskende og de fleste af os andre igen og igen vender tilbage til familiens skød, selvom konflikterne næsten kan rive os fra hinanden.