Filosofi i det 20. århundrede

Heidegger insisterede på at trænge om bag tilværelsens tilfældighed

Med udgangspunkt i dagliglivet vil Heidegger trænge ind bag tilværelsens tilfældige karakter og sige noget om, hvad det vil sige at være menneske ud fra den betragtning, at mennesket kan forholde sig til sin egen eksistens - eller undlade at gøre det. Portrættet af filosof Martin Heidegger er taget ca. 1933. Foto: akg-images

Har du også læst eller hørt om filosof Martin Heideggers værk "Væren og Tid"? Værket er et af de mest berømte og skelsættende filosofiske værker. Men hvad gjorde dette værk ved verden? Bliv klogere her

Artiklen blev første gang bragt i september 2015

Martin Heidegger har fået en plads som en af forrige århundredes absolut største filosoffer. Det skyldes især værket "Væren og tid" fra 1927, der på tre måder var nyskabende for sin tid:
 
Ved sin fremkomst i 1927 var det iøjnefaldende, at sproget i "Væren og Tid" nærmest var sindssygt. Ikke, at ordene var nye, men de var sat sammen på en helt ny måde og til nye begreber, der gjorde værket svært tilgængeligt.

Det var også klart, at kristendommen var fraværende.

Endelig var det opsigtsvækkende, at Martin Heidegger i sine analyser tog udgangspunkt i det ganske almindelige menneskes hverdagsliv.

Læs her Sven Thorgaards artikel om Martin Heideggers akademiske liv 

Heidegger afdækker menneskets tilfældige og bevidste eksistens

Heideggers mål er det virksomme og handlende menneske, som er optaget af hverdagens praktiske udfordringer og gøremål.

Hans ontologiske, det vil sige eksistentielle, bestemmelse af mennesket er struktureret i en tidslighed, udspændt mellem kastetheden og det værende til døden. Kastetheden gælder for ethvert menneske, fordi det kastes ind i en verden, som faktisk foreligger. Epoke, rum, samfund og klasse. Vi er kastet ind i en bestemt krop, tid og kultur. Vore valg er situeret ind i en verden, vi ikke selv har valgt. Som kastede er vi altid allerede til stede midt i verden (in der Welt sein), i en situation, i en sammenhæng, i en stemning.

Mennesket er en væren, der altid er til stede. Væren er altid "ved tingene" og "ved sine andre mennesker, som man drager omsorg for" (Fürsorge).

Med udgangspunkt i dagliglivet vil Heidegger trænge ind bag tilværelsens tilfældige karakter og dermed støde på tilværelsens grund for at sige noget om, hvad det vil sige at være menneske ud fra den betragtning, at mennesket kan forholde sig til sin egen eksistens eller undlade at gøre det og i stedet hengive sig til det åndløse, anonyme og spidsborgerlige liv.

I den forbindelse har Heidegger en grundig analyse af ”man”, den tilværelsesform, hvor mennesket befinder sig i uegentlighed, og derfor dyrker den stundesløse geskæftighed og snakkesalighed.

Denne fortabthed i ”man” skildrer Heidegger som en tilværelse i snak, nysgerrighed og tvetydighed, men også som et sted, hvor mennesket bliver fremmed for sin egen tilværelse. Man varetager gennemsnitligheden af det, der hører sig til. Man behøver ikke at stå inde for noget

Som nogle måske allerede har bemærket, er forskellen mellem egentlighed og uegentlighed hos Heidegger en variation af den modsætning mellem at være "hin enkelte" og at være "udleveret mængden", der gennemtrænger Kierkegaards forfatterskab.

Blot er modsætningen hos Kierkegaard etisk, mens den hos Heidegger er ontologisk og vedrører selve menneskets eksistens.

Mennesket er altid engageret i sin omverden

En epokegørende tanke i Heideggers værk er påstanden om, at vi ikke kan behandle omverdenen som objekter, der skal studeres bag et mikroskop. Heidegger fremdrager som sagt helt dagligdags erfaringer for at vise, at mennesket grundlæggende er indfældet i skaberværket og oplever sig som en del af det.

For eksempel er det bord, jeg sidder og skriver denne artikel ved, ikke længere en ting med egenskaber, farve, træsort, men er blevet til et levende værktøj, der bidrager til at få artiklen skrevet færdig.

Og Heideggers påstand er, at sådan forholder det sig med alt i tilværelsen, eftersom vi primært betjener os af verden. Omhu hedder det i Heideggersk terminologi, hvilket både betegner omsorg og engagement. Altid er vi engagerede i et eller andet, hvad enten det er andre mennesker eller cykellapning.

Heideggers pointe er, at mennesket og dets omverden gennemtrænger hinanden, men at det alene er mennesket, der kan præge omverdenen.

Angst, skyld og samvittighed er alle begreber, som vores engagement i verden udløser, ligesom disse begreber er med til at karakterisere menneskelivets særlige væren. Med Heieggers egne ord: ”Tilstedeværen eller tilværelse (Dasein) er et værende, for hvilket det i dets væren drejer sig om denne væren selv”.

Derfor kan vi gennem vore valg forme tilværelsen. Heidegger vil derfor gøre op med tingsliggørelsen af mennesket og genindføre respekten for menneskelivet og for vores omverden.

Livet vinder i intensitet og egentlighed, når vi oplever os som en del af den skabte verden, og når vi lader oplevelsen heraf få tid til at modne i os, frem for blot ureflekteret at leve som ”man”gør. Hvis vi indretter vores liv akkurat som naboen og bifalder nøjagtig det samme som kollegerne, så ender vi som ingen eller på tysk ”niemand”.

Denne frygt for massen var ifølge Heidegger selv styrende for, at han 1. maj 1933 meldte sig ind i det nazistiske parti.

Han sagde selv, at det blandt andet var af frygt for, at marxismens massemenneske skulle fortrænge arven fra Athen, Jerusalem og Rom. Det blev hans livs store fejltagelse.

Men hans verdensberømmelse tog til og hans tanker ændrede det 20. århundredes filosofi radikalt. Selv sagde Heidegger, at enhver betydelig tænker kun har én ledestjerne, som han bruger et liv på at følge.

For Heidegger blev det spørgsmålet om netop væren.