Martin Heideggers tanker har haft afgørende betydning for det 20. århundrede

Martin Heidegger fotograferet i 1959

Den tyske filosof Martin Heidegger var en af de mest betydningsfulde og kontroversielle tænkere i det 20. århundrede. Få en introduktion til hans filosofi her

Teksten blev første gang bragt i august 2015

Martin Heidegger har grundlæggende nytænkt den menneskelige eksistens i den moderne, teknikbestemte verden. Heidegger er en af det 20. århundredes absolut mest indflydelsesrige filosoffer og samtidigt måske den mest omstridte på grund af medlemskabet af nazistpartiet.
 
Heidegger er først og fremmest den, der gør op med den klassiske metafysik, som har præget vestlig filosofi fra Platon til Hegel. Hans opgør bliver en dekonstruktion og dermed en ny tilgang til metafysikken i 20. århundrede. Han kan være vanskelig at læse og forstå, men her får du en introduktion til hans liv og tænkning.

Heideggers påstand er, at spørgsmålet om væren og meningen med væren er blevet fortrængt til fordel for teorier om forskellige former for væren, Gud og sjælen. Denne historiske værens-glemsel bearbejder Heidegger i en fundamentalontologisk analyse - en såkaldt lære om væren.

Han starter med mennesket, fordi mennesket er det værende, der reflekterer sin egen væren. Mennesket har et forhold til det at være. Det har dyr og ting ikke.
 
I hans hovedværk fra 1927, ”Sein und Zeit” (Væren og Tid) gør han op med den transcendentalfænomenologiske tradition, grundlagt af Edmund Husserl (1859-1938).

"Væren og Tid" er ikke et filosofisk system, man kan slå op i for at få afklaret meningen med livet og døden. Det er snarere et hjælpemiddel, et redskab for mennesket til at se sit liv ud fra nye eksistensmuligheder.

Heidegger ser menneskelivet som en helhed, og for ham er vores omgang med materielle ting afgørende for vores selvforståelse. Vigtig er tiden, der nævnes i titlen, fordi Heidegger hermed vil understrege, at mennesket er et tidsligt væsen, der ved, at den egen endelighed, den egen død skal komme.

Heideggers liv

Martin Heidegger blev født den 26. september 1889 i den lille menighed, Messkirch, i Baden i Sydvesttyskland i en fattig, katolsk familie. Han var messedreng i den stedlige kirke og den katolske kirke hjalp den velbegavede dreng økonomisk med hans skolegang for at han kunne blive præst.

Denne løbebane afbrød han i 1911 og vendte sig til filosofi, især Edmund Husserls fænomenologi. Men Heideggers akademiske løbebane blev for en stund afbrudt af 1. verdenskrig.

I 1919 meddelte han sit brud med katolicismens system og blev en dygtig lærer på Marburg Uuniversitet. Hans forelæsninger over Aristoteles, Paulus og Augustin, fænomenologi, menneskets hverdagsverden, skaffede ham ifølge Hannah Arendt ry for at være "filosofiens hemmelige konge" .

I 1923 blev han professor i Marburg, hvor han blev ven med Rudolf Bultmann og indledte sit livslange forhold til sin elev Hannah Arendt. Efter Væren og Tid 1927 efterfulgte han Husserl som professor i Freiburg. Heideggers hovedværk er påvirket af tyvernes almindelige krisestemning. 

Disse år var præget af en ubehagelig følelse af, at verden var forkert og fremmedgjort og i færd med at gå under. Diagnoserne var dystre og terapitilbuddene talrige. Der grasserede en fanatisk antisemitisme og racetænkning. Ubehaget ved ”kulturens byrde”- Freuds essay fra 1929 – var udbredt. 

Heidegger selv var dybt forbundet med det landlige liv i Sydtyskland og forfattede en stor del af sine skrifter i en bjerghytte i Todtnauberg. Han brød sig ikke om de store byer og deres sociale og kulturelle liv.

Hitler skrev "Mein Kampf", mens han sad i Landsberg. Millioner søgte frelse i sekteriske bevægelser. Væren og Tid hørte til i dette stemningsbillede, men adskilte sig ved ikke at tilbyde nogen terapi.

Værket forblev uafsluttet. I 1951-52 holdt Heidegger en række forelæsninger under titlen "Hvad vil tænkning sige?", der var en systematisk præsentation af hans egen sene filosofi. Som yngre forholdt han sig til mennesket som det sted, hvor mennesket kommer til syne.

Tidsrummet fra 1918-33 var politisk en urolig tid i Weimarrepublikken, først og fremmest kendetegnet ved nationalsocialismens fremmarch. Heidegger blev valgt til rektor for Freiburg Universitet i 1933. Samme år var han blevet medlem af Nazistpartiet.

Efter De lange knives nat 1934 blev Hitler udråbt til det tyske riges fører. Samme år valgte Heidegger at fratræde sin rektorstilling, men han forblev medlem af partiet til 1945.

Efter 1934 trak han sig tilbage til tænkningens verden. I 30’erne offentliggjorde Heidegger kun lidt, men holdt mange forelæsninger, især om kunst. I Rom holdt han i 1936 den første af mange foredrag om Hölderlin (1770-1843), en svært tilgængelig tysk filosofisk digter.

Fra 1938 spillede teknikken en stadig vigtigere rolle i hans tænkning. I 1947 offentliggjorde han humanismebrevet, der afgrænsede hans filosofi fra Sartres eksistentialisme.

Efter krigen begyndte kravene om, at Heidegger skulle forklare sit forhold til nazismen. I 1946 fik han undervisningsforbud i nogle år, og det førte ham på selvmordets rand. 

Han påstod senere, at hans illusioner med nationalsocialismen var forbi med Röhmkuppet i 1934. Men fra 1931-1975 skrev han en dagbog, de såkaldte "sorte hæfter", der i disse år offentliggøres. Mange ser heri beviser for, at han var antisemit.

I 1966 lod han sin interviewe af Der Spiegel og forsøgte her at retfærdiggøre sit forhold til nazismen. Denne samtale blev i 1976 efter hans død offentliggjort under overskriften: Nu kan kun en Gud redde os.

I dag bebrejdes han stadig for, at hanaldrig har fordømt Holocausts mord på 6 millioner jøder. Til disse anklager har han selv sagt, at den, der tænker stort, også fejler stort.

Heideggers liv er en fascinerende historie om et menneske, der var undervejs i sin tid. Men ingen ville have fundet hans liv interessant, hvis han ikke havde været en af vor tids betydeligste filosoffer, ja, måske den betydeligste.

Han har haft afgørende indflydelse på blandt andre Rudolf BultmannJean- Paul SartreH.D.GadamerDerrida, Herbert Marcuse og K.E.Løgstrup med flere.

To dage før sin død i 1976 noterede han i sin dagbog:
”Det er nødvendigt at overveje, om det overhovedet er muligt at have hjemsted i denne teknificerede tidsalders ensretning?”

I dag bruger det globaliserede menneske mere og mere tid på at pendle mellem skærmbillederne på mobil, pc og tv. Hans bekymring har ikke mistet sin aktualitet.

Eller som han selv sagde: ”Mennesket tilbagelægger de længste strækninger på den korteste tid med den højeste pris, at den kunstige ophævelse af alle afstande ingen nærhed bringer”.