Boguddrag

Renæssancetænker: Livsetik er at nyde tilværelsen

Michel de Montaigne (1533-1592) var en indflydelsesrig forfatter. Graveringen er udført af Eustache-Hyacinthe Langlois.

Summen af Montaignes visdom er at leve i øjeblikkets fylde, skriver professor i bogen "En sommer med Montaigne", som vi her bringer et uddrag fra

I lang tid har jeg spurgt mig selv, om jeg turde vove at citere den meget uhøviske konklusion på Les Essais – med fare for at forfærde sarte sjæle. Men når Montaigne har sagt det, med hvilken ret skulle jeg da ikke gentage det? Så lad os komme i gang, nu er det sidste chance:

»Da Æsop, denne store mand, engang så sin herre pisse gående, sagde han: ‘Det må jeg nok sige, skal vi nu også til at skide i løb?’ Lad os holde hus med tiden: der vil dog alligevel altid være mange ledige og dårligt anvendte timer.« (III,XIII,352) 

En hel livsfilosofi er opsummeret i disse få, frapperende ord. Renæssancens mennesker var ikke så fine på den, som vi er, og de sagde ligeud, hvad de tænkte. Sidste kapitel i Les Essais, ‘Om erfaring’, fremstiller summen af Montaignes visdom, der ofte ses som en form for epikuræisme. Lad os tage tiden til at leve, lad os følge naturen, lad os nyde øjeblikket, og lad os ikke haste af sted for ingenting.

Festina lente eller »Skynd dig langsomt«, som det blev sagt koncentreret i et paradoksalt valgsprog, som Erasmus hyldede. Eller som Montaigne udtrykker det lidt højere oppe:

»Jeg har min helt egen ordbog. Jeg ‘får tiden til at gå’, når den er kedelig og ubehagelig. Når den er god, vil jeg ikke have, at den skal gå, så nyder jeg den og holder fast på den. Man skal skynde sig gennem det ubehagelige og standse op ved det gode.« (III,XIII,348)

Lad os sætte det lange ben foran, når det gælder, men lad os roligt nyde øjeblikkets glæder.

Carpe diem, sagde Horats: »Pluk dagen i dag uden at bekymre dig om morgendagen«; lev i øjeblikkets fylde uden at tænke på døden. De sidste sider af Les Essais bøjer denne morale i alle dens former og opfordrer enhver til at være i overensstemmelse med sig selv:

»Når jeg danser, danser jeg. Når jeg sover, sover jeg. Ja, og når jeg går tur alene i en smuk lund, og mine tanker i nogen tid har tumlet med andre ting, vender jeg dem atter mod spadsereturen, lunden, den vidunderlige ensomhed og mig selv.« (344) 

Den livsetik, Montaigne sætter sig for, er også en æstetik, en livskunst i skønhed. At gribe øjeblikket bliver en måde at være i verden på, beskedent, naturligt, enkelt og fuldstændig menneskeligt:

»Den smukke indskrift hvormed athenienserne ærede Pompejus’ ankomst til deres by stemmer godt med, hvad jeg mener:

Du er gud i det omfang, du Erkender at være menneske. (Plutarch)

Det er den højeste grad af fuldkommenhed, ja, nærmest guddommeligt, at kunne nyde sin tilværelse loyalt.

Vi stræber efter andre vilkår, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal udnytte vores egne, og søger væk fra os selv, fordi vi ikke ved, hvordan det står til inden i os. Derfor nytter det heller ikke noget at gå på stylter, for selv på stylter må vi gå på vores egne ben.

Og selv på den højeste trone i verden sidder vi trods alt kun på vores røv. Det smukkeste liv er efter min mening det, der indretter sig efter det almenmenneskelige mønster, med orden, men uden underværker og uden at stikke af fra naturen.« (III,XIII,353)

De sidste ord i Les Essais accepterer livet, som det er os givet, og uanset hvad det bringer. Livet er ens for alle, de store og de ydmyge, for ansigt til ansigt med døden er vi alle lige.

Montaigne bebrejder endda sin største helt, Sokrates, at han ville undslippe menneskets vilkår ved at have en djævel, der trak ham i ærmet som en skytsengel.

 Montaigne er det nøgne menneske, som er underkastet naturen og bifalder sin skæbne.

Han er vores bror.