Filosoffen Schopenhauer ville forstå mennesket gennem krop og sanser

Én af 1800-tallets store tænkere, filosoffen Arthur Schopenhauer, fremhævede kroppen som et middel til erkendelse. Han mente, at Kant og andre tænkere fra oplysningstiden overså krop og sansning i deres søgen efter at forstå verden

Han var en af de første tyske filosoffer, der turde tale ud fra et ateistisk og biologisk udgangspunkt. Han supplerede Kants erkendelsesteori og han gik imod sin tidsånd. Schopenhauers tænkning udgør ouverturen til det moderne verdensbillede.

Hans erkendelsesteori peger langt udover sin samtid - hans etiske overvejelser var for samtiden originale og hans betydning for det 19. og 20. århundredes musik, litteratur, billedkunst og kultur har været yderst betydningsfuld. Kafka, Wagner, Beckett, Tolstoy, Mann, Strindberg, Freud - alle var de dybt præget af Schopenhauer.

Arthur Schopenhauer (1788-1860) var hele sit liv drevet af en utrættelig vilje til at finde frem til sandheden - sandheden om verden og sandheden om mennesket for enhver pris.

Med en sproglig saft og kraft, der kun sjældent har mødt sin lige i europæisk filosofis historie, udtrykte han sin teori om verden som vilje og forestilling i sit hovedværk fra 1818: "Die Welt als Wille und Vorstellung" (på dansk: Verden som vilje og forestilling). Dette værk viser ham som systematisk filosof på højde med både Kant og Hegel.

Schopenhauers hovedværk kan læses som en fortsættelse af Immanuel Kants (1724-1804) tanker.

Kant revolutionerede vestlig filosofi med sin forklaring på, hvordan vi gennem sanseapparatet danner virkeligheden. Kants store bidrag til vores filosofi og virkelighedsopfattelse består i hans teori om, at vi skaber et billede, som vi kalder virkeligheden, men som er en illusion. Der er tale om en fiktion som opstår i vor begrebsdannende og kategoriserende bevidsthed. Vi kan kun opfatte tingene som forestillinger "das Ding für uns", ikke som de virkelig er "das Ding an sich".

"Das Ding an sich", det vil sige "tingen i sig selv" - vil for altid forblive ukendt for os. Men, siger Schopenhauer, vi kan komme længere, end Kant forestillede sig. Kant havde overset en hovedkilde til at nærme sig fænomenernes verden: Vore kroppe.

Vi ved allerede meget fra vore kroppe: Noget kan sanses, men meget er oplevelser, som vi ikke magter at danne begreber om og kommunikere, fordi de findes inden i os.

Det er kundskaber, som stammer fra følelserne. Meget er ifølge Schopenhauer undertrykt følelse, fordi hvis vi kendte vor dybeste natur, vor ondskab, frygt, misundelse, seksuelle lyst, aggression og selviskhed kunne det ryste os mere, end vi kunne tåle. Således er han forløberen for Freuds teori om ubevidst sjæleliv og selvbedrag. 

Schopenhauers menneskebillede var ikke foreneligt med hans samtids, der fokuserede på mennesket som en overjordisk sjæl. Blandt kunstnere og intellektuelle anså man mennesket som udkastet af ånden (Goethe 1749 - 1832). Schopenhauer pegede på kroppen og drifterne, biologien. Det kalder han viljen. Viljen er den egentlige grund i mennesket og i verden. Med Schopenhauer kommer der en biologisk vending i filosofien.

Han værdsætter mange kloge dyr højere end det gennemsnitlige eksemplar af det tobenede menneske. Han skriver, at mennesket hører til dyreriget. Og han hævder, at det er ondskaben, der adskiller os fra dyret, ondskab til grusomhed, bedrag, misundelse og det at udøve ondt af enhver slags.

I den sværmeriske kærlighed ser han kun biologi og forplantningsdrift. Menneskeånden blamerer sig, når den kolliderer med kroppens seksualdrift. Seksualitetens genitalier er viljens egentlige grund. Nok vil bevidstheden gerne forestille sig forplantningsdriften som et sjæleligt krav, skriver Schopenhauer. Men genitalierne søger sig selv.

Schopenhauer er den første tyske filosof, der vedkender sig en seksualdrift. Før ham var der ingen, der havde haft modet til at skrive om kønsdriftens betydning i sit eget liv.

Schopenhauer skriver: "Det, at vi i det hele taget vil, er vores ulykke. Denne villen (vilje) kan aldrig tilfredsstilles, hvorfor vi aldrig hører op med at ville, hvilket atter bevirker, at livet er en vedvarende jammer, lidelse. Vi bilder os bestandigt ind, at objektet for vores vilje vil kunne gøre en ende på vores villen. I virkeligheden er det kun os selv, der kan gøre det, nemlig idet vi holder op med at ville".

Schopenhauer ser livsviljen som et blindt begær, der for altid vil være umættelig og vil bringe os lidelse. I hans optik betegner viljen ikke den rationelle hensigt. Der er kun den umættelige drift, det hvileløse begær. Livsviljen vil kun sig selv. Der skjuler sig ikke noget bagved. Vi er alene, himlen er tom, skriver han.

Schopenhauer er den første store filosof, der bygger sin filosofi på et ateistisk grundlag. Kant var kun lidt troende, men levede i en kristen kultur og vovede ikke at udtrykke sin tvivl.

Schopenhauer spørger så, om der er en vej ud af den hvileløse vilje. Og der peger han også som den første tyske filsof på østens livsvisdom. Han skriver: "I mit 17. leveår blev jeg grebet af livets jammer ligesom Buddha i sin ungdom, da han så sygdom, aldring og smerte og død". I medlidenhed med verdens lidelseskarakter kan man gennem askese overvinde den fatale driftsstruktur.

Ved at betragte livet æstetisk, siger Schopenhauer, kan man imidlertid standse den blinde livsdrift. Æstetikken er målløs, og askesen er ligegyldig over for verden, sådan som man kender det fra buddhismen.

På denne måde er det muligt at opnå en tilstand af "ikke-væren", svarende til buddhismens begreb om "nirvana", intethed. I det at overvinde den selvsøgende vilje ligger for ham menneskets værdighed.

Schopenhauer gør medlidenhed til etikkens grundlag. Den havde for ham karakter af med-lidelse (Mit-leid), en tilstand hvor mennesket identificerer sig med det lidende medmenneske og dermed er ude over sin egen individualitet. Schopenhauer følte sig her i overensstemmelse med buddhismens "vej til lidelsens ophør".

Da Scopenhauer udsendte sit værk "Verden som Vilje og Forestilling", forventede han stor berømmelse, men den udeblev. Han flyttede permanent til Frankfurt am Main i 1833, hvor eremitten i gadebilledet blev en kendt figur, altid sammen med sin puddelhund. Først da han i 1851 udsendte nogle essays og aforismer, kom berømmelsen. Og så blev han én af de mest læste filosoffer i Tyskland.

Schopenhauer hævder, at hovedkilden til hele den menneskelige misere er mennesket selv. Han udlægger hele den civiliserede verden som "en stor maskerade". Bag borgerskabets pæne facade gemmer sig den egoistiske stræben efter personlig rigdom og vinding.

Mennesket er, skriver han, "i grunden et vildt, afskyeligt dyr". Vi kender det kun i den tæmmede tilstand, vi kalder civilisation. Derfor forskrækkes vi over de lejlighedsvise udbrud af menneskets natur. Der, hvor den lovmæssige orden falder sammen, og anarkiet indtræffer, der viser mennesket sig, som det er. I sådanne situationer ser vi, hvordan vi i grusomhed og ubønhørlighed ikke står tilbage "for en tiger eller hyæne". 

Da Schopenhauer nedskrev sine indignerede udfald mod vores bestialske viljesnatur, vidste han intet om de rædselsscenarier, der ventede i det 20. og 21. århundrede: folkemord, kz-lejre, Gulag og så videre. Alle disse hændelser kunne måske have bekræftet ham yderligere i, at kilden til menneskehedens værste forbrydelser "er menneskets inderste og medfødte væsen".

Schopenhauer er blevet kaldt pessimismens filosof, fordi han hævder, at enhver optimistisk tro på fremtiden er illusorisk. Verden og historien gentager sig i det uendelige, siger han. "Mennesket brydes med sig selv og ypper konstant kiv med andre, netop fordi viljen er umættelig".