Wittgensteins tænksomme ven Maurice O’C. Drury

Filosoffen Ludwig Wittgenstein havde jævnligt samtaler om religion med sine studerende. Særligt én ved navn Maurice O’C. Drury har sat sig sine spor. Lektor Peter K. Westergaard giver et indblik i Wittgenstein og Drurys samtaler om sjælens mørke, Gud og åndelighed

Det, man tidligere beskrev og anerkendte som sjælens ”mørke nætter” sendt af Gud med henblik på åndelig vækst og modenhed, betragtes i dag, siger Drury, som tilstande, der skal behandles af psykiatrien.

Det har længe været velkendt, at den østrigske filosof Ludwig Wittgensteins tænkning er båret af en etisk-religiøs interesse. I det tidlige værk ”Tractatus logico-philosophicus” udpeges grænsen mellem videnskabens og det etiske og religiøses domæne.

Wittgensteins sene tænkning fastholder opmærksomheden på religion og religiøs tro modstillet en videnskabelig forholdsmåde. Til sin tidligere studerende og nære ven Maurice O’C. Drury, bemærker Wittgenstein:

”Jeg er ikke et religiøst menneske, men jeg kan ikke lade være med at se alt fra en religiøs synsvinkel”.

Drury og Wittgenstein samtaler hyppigt om religiøse emner af hvilke det fremgår, at Wittgensteins blik på religion og religiøs tro bærer præg af hans læsning af blandt andre Augustin, Kierkegaard, Dostojevskij, Tolstoj og W. James.

Det er mindre velkendt, at flere af Wittgensteins studerende ligeså var optaget af religiøse spørgsmål. Dette fremgår ikke mindst af de studerendes brevvekslinger efter Wittgensteins død. Store dele af disse korrespondancer er fortsat ikke udgivet.

I brevene mellem Elizabeth Anscombe, der konverterede til katolicisme før sine studier i filosofi, og Rush Rhees, et anfægtet og religiøst søgende menneske, diskuteres naturlig teologi, liturgi og religiøs tro. Yorick Smythies, der var en studerende og ven af ​​Ludwig Wittgenstein, konverterede til katolicismen i 1944. I brevene til og fra Rhees og Drury reflekteres der over tro, religiøse følelser, prædestination og overtro. Rhees bemærker et sted:

”Wittgenstein talte med dig [Drury] om religion, ja, mere end med nogen anden,” dokumenteret i Drurys erindringsskitser ”Nogle bemærkninger til Samtaler med Wittgenstein” (1976) og ”Samtaler med Wittgenstein” (1981).

Om sine samtaler med Drury betroede Wittgenstein til Rhees:

”Når du taler med Drury, kan du tale til hans sjæl”.

Et nært venskab

Drury mødte Wittgenstein i 1929 i Cambridge og fulgte hans forelæsninger. De sås privat og gik ture i byens omegn.

Uden Drurys vidende arrangerede Wittgenstein de nødvendige økonomiske tiltag for en betaling af et studie i medicin ved Trinity College Dublin. Drury takkede ja.

Efter krigens afslutning blev Drury ansat ved Sankt Patricks Hospital i Dublin og blev uddannet i psykiatri. I årene efter ansættelsen besøgte Wittgenstein ham hyppigt.

Deres sidste møde var i Cambridge få uger før Wittgensteins død i april 1951. Wittgenstein var uhelbredeligt syg, men fulgte Drury til stationen. Ved afskeden sagde Wittgenstein til Drury: ”Drury, hvad der end vil overgå dig, hold da aldrig op med at tænke!”

Af sindets mørke udspringer vigtige spørgsmål

Drury holdt aldrig op med at tænke. Det fremgår af hans livslange brevveksling med Rhees og i hans eneste bog ”Ordenes fare” (1973), der ”i tone og sigte” beskrives som ”det mest wittgenstein’ske værk” udgivet blandt hans studerende.

I samlingen gør foredraget ”Sindssyge og religion” sig bemærket. Her reflekterer Drury over sit arbejde som psykiater i lyset af sin egen religiøse tro. Det er en tekst, der rejser flere væsentlige og aktuelle spørgsmål i spændingsfeltet mellem filosofi, psykiatri og religion.

Udviklingen inden for psykiatrien har muliggjort en effektiv og hurtigt behandling. Dette er et gode, men det kalder på en filosofisk besindelse. Drury fremhæver således, at psykiatrien ikke må glemme, at et godt fysisk helbred og en afbalanceret psyke ikke altid er det afgørende gode for mennesket.

For der gives også en anden, dybere og ofte mørkere side ved mennesket, som åbner op for erfaringer, der skærper, nuancerer og beriger forståelsen af verden, medmennesker og egen livsførelse. Han tilkendegiver således også en skepsis over for en brug af ord og diagnoser, anvendt som entydige betegnelser og bestemmelser, da de kan være anledning til, at hvert menneskes egenartede erfaringer og liv ignoreres.

I psykiatrien er faren for forenkling og en tilsidesættelse af det ”dybe” tilskyndet af, at behandlingerne er så effektive. En persons sindelag og tilstand kan hurtigt og dybtgående ændres ved ordinering af medicin. For Drury rejser dette væsentlige filosofiske og etiske spørgsmål. For optimismen inden for psykiatrien kan skubbe flere relevante spørgsmål om årsagerne til og om erfaringsaspekter og betydninger ved patientens tilstand i baggrunden.

Drury fremhæver et eksempel fra sin egen praksis om en præst, som rammes af svær melankoli, der leder til anfægtelser og eksistentiel vildrede. Den fortvivlede persons tilstand sidestilles Tolstojs beretninger om egen krise i Bekendelser.

Drury skriver, at med de samme nye metoder, han behandlede præsten med, kunne Tolstojs årelange lidelser være blevet bragt til ophør på få uger. Men ville det have været det rette at gøre? For de tanker og overbevisninger, som til sidst forløste Tolstoj fra hans fortvivlelse og anfægtelser blev jo bestemmende for og berigede hans liv og værk. Drury behandlede den ulykkelige præst. Hans tilstand blev bedre. Inden længe varetog han atter sit embede. Men hans anfægtelser og eksistentielle spørgen var svækket eller helt forsvundet.

Hvor går grænsen mellem sindslidelse og religion?

Det, man tidligere beskrev og anerkendte tålmodigt, som sjælens nødvendige ”mørke nætter”, der var sendt af Gud, for åndelig vækst og modenhed, betragtes i dag, siger Drury, som tilstande, der skal behandles af psykiatrien. De forstås ikke som tegn på en mulig åndelig vækst og religiøs erfaring, men som symptomer på kemiske ændringer, der kan og skal behandles.

Psykiatrien kan bringe mennesket tilbage til dets tidligere ligevægt og gøremål. Efter få uger var præsten atter optaget af sine tjenester, men nu berøvet de ”dybe” spørgsmål, hvilket viser behandlingens begrænsninger: Den kan afskære mennesket for de erfaringer, muligheder, spørgsmål og svar, der trænger sig på i den tilstand, der behandles.

Drury tog hånd om sin patient, men henleder opmærksomheden på de begrænsninger, varetagelsen har, nemlig at den væsentlige og ofte berigende spørgen, tilstanden rummer, ophæves. Samtidig peger Drury på, hvor vanskeligt det kan være, som psykiater, at afgøre om en behandling skal udelades eller ikke.

Drury spørger: Hvor går grænsen mellem sindslidelse og religion? Han overvejer forskellige svar og sammenfatter i et brev til Rhees:

”Det skulle ikke undre mig, om det rette svar er, at man bør undlade at henholde sig til alt for skarpt afgrænsede forestillinger eller en almen regel, og altid overlade det til en afgørelse i situationen.”

Kilde: John Hayes (ed.): The Selected Writings of Maurice O’Connor Drury. On Wittgenstein, Philosophy, Religion and Psychiatry, Bloomsbury Academic, London 2017 / 2019.