Spørg

Har hinduerne kvindelige præster?

Hinduistiske kvinder, der anses som medium for en gudinde eller guru, kan godt udføre puja i visse templer, men det vil ofte være gudindetempler, vurderer ph.d. og lektor Marianne Qvortrup Fibiger. Billedet viser en mandelig præst, der tilbeder gudinden Durga. Foto: Bikas Das/ritzau

Findes der kvindelige præster i templerne i traditionel hinduisme, spørger en religionslærer. Marianne Qvortrup Fibiger, der er ph.d. og lektor, svarer

Spørgsmål

Hej brevkasse

Jeg er i gang med et undervisningsforløb om hinduisme, pt. om puja (den daglige hinduistiske tilbedelsespraksis, red.), og mine elever spurgte, om der da kun findes mandlige præster?

Jeg er bekendt med, at de daglige pujaer hjemme i familierne altid udføres af kvinden i huset, men findes der kvindelige præster (pujarier) i templerne i traditionel hinduisme? Eventuelt i forbindelse med dyrkelsen af gudinder i gudindetempler?

Jeg har læst om en kvindelig pujari i Brande Hindu Menighed (i artiklen "Hindufestival på heden"), men hun er måske en vestlig undtagelse?

Venlig hilsen
Bettina

Svar

Kære Bettina

Dine elever i gymnasiet spørger, om der findes kvindelige præster (pujaris) i traditionel hinduisme. Og her er svaret overordnet nej, da præstestanden i traditionel hinduisme går i arv fra far til søn eller også uddannes mændene til præster ved de større og meget anerkendte templer (eksempelvis Minakshi-templet i Madurai), ved universiteter og sanskritinstitutioner.

En præst skal være rituel ren, og her vil man som kvinde anses for uren under menstruation. Dog er der altid undtagelser - ikke mindst i hinduismen - så kvinder, der anses som medium for en gudinde eller er guru, udgør en særlig kategori. De kan derfor godt udføre puja i visse templer og i særlige ashrams. De er ofte kendetegnede ved at være gudindetempler.

Held og lykke med dit hinduismeforløb.

Beste hilsner
Marianne Qvortrup Fibiger
Ph.d. og lektor

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.