Følg med i Saliha og Mathildes brevveksling om ramadanen

De to kvinder Saliha Marie Fetteh (tv.) og Mathilde Bernhard skriver i løbet af fastemåneden breve til hinanden om deres tanker og oplevelser. Foto: Privat

De to muslimske kvinder Saliha Marie Fetteh og Mathilde Bernhard deler i år deres udfordringer, glæder og tanker under ramadanen med hinanden og religion.dk's læsere i en brevveksling

Den 15. maj startede den muslimske fastemåned, ramadan. Den løber i omkring 30 dage, indtil den kulminerer i den store eid-fejring, hvor fastetiden afsluttes i festligt lag med familie og venner.

Indtil da betyder fastemåneden, at mange muslimer verden over afholder sig fra at spise, drikke og have sex fra solopgang til solnedgang. Det er ingen let sag, og det medfører både glæde, frustration og dybe følelser hos de fastende.

Undervejs vil de to danske muslimske kvinder Saliha Marie Fetteh og Mathilde Bernhard dele deres tanker, oplevelser, erfaringer og overvejelser med hinanden og religion.dk's læsere gennem en brevveksling.

Denne side vil løbende blive opdateret med deres seneste breve.

Ramadan uge 1: I det første brev skrev Saliha Marie Fetteh om, hvordan hun altid har følt, at fasten er en udfordrende tid, for når hun faster, har hun ikke energi til hverken at læse eller tænke. Og det giver hende til tider dårlig samvittighed.

Ramadan uge 2: I det andet brev fortalte Mathilde Bernhard, at hun har været nervøs og spændt på ramadanens komme, for på grund af graviditet og amning har hun ikke fastet de sidste par år. Og fastens første uge har været hård, synes hun, men det går allerede lettere.

Ramadan uge 3: Efter tre uger er der mere ro på fasten, og Saliha Marie Fetteh tænker tilbage på engang, hvor fasten faldt i december og den festlige højtidsstemning smeltede sammen med danskernes jul. Om få dage rejser hun til Jordan, og derfor reflekterer hun over, hvordan det føles at fejre ramadan dér.

Ramadan uge 4: I takt med, at kroppen begynder at fjerne sit fokus fra behovet for mad og drikke, bliver fasten lettere for Mathilde Bernhard. Hun reflekterer over, at de små ting i livet får stor betydning, når ramadanen gør, at noget så simpelt som drikkevand bliver et privilegie.

Ramadan uge 5: I fastens sidste uge skriver Saliha Marie Fetteh fra Jordans hovedstad Amman, hvor hun ofte opholder sig. Her er samfundet indrettet efter ramadanen, og det gør det noget lettere at få hverdagen til at hænge sammen.