Grøn Kirke vil ikke moralisere, men løfte et ansvar

Det var og er stadig helt naturligt at takke Skaberen for, at vi endnu en gang har mad til vinterens komme, og at vore lader er fyldte. Det er vores styrke i kirken, at vi kan tale med respekt om det skabte, skriver Keld Hansen, formand Klima- og Miljøgruppen under Danske Kirkers Råd. Foto: Arkiv

Grøn Kirke rykker ikke ud med løftede pegefingre. Men vi tager det alvorligt, at videnskaben viser, at vores jord er truet, skriver Keld Hansen, formand for Klima- og Miljøgruppen under Danske Kirkers Råd

”Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren, for han har grundlagt den på havene, grundfæstet den på strømmene.” Citatet er fra Salmernes Bog 24, 1-2 og åbner for den erkendelse, at jorden er Guds. Ordene fra trosbekendelsen: ”Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber,” åbner op for den samme erkendelse, og erkendelsen er udgangspunktet for netværket af kirker, der kaldes Grøn Kirke.

Naturligt at fejre høstgudstjeneste og sige tak

I Danmark har vi en veletableret tradition for at fejre det skabte. Vi gør det ved at holde høstgudstjeneste i efteråret. På landet kan man ikke drømme om at problematisere eller politisere denne tradition. Høstgudstjenesten har – i hvert fald på landet – en stor betydning.

Det var og er stadig helt naturligt at takke Skaberen for, at vi endnu en gang har mad til vinterens komme, og at vore lader er fyldte. Det vokser jo, medens vi sove. Lever man mere udsat for naturens luner, som det er tilfældet på landet, så ses det også som en naturlig opgave at tage vare på det skabte.

Ofte synges ved høstgudstjenester K.L. Aastrups salme, ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”, hvoraf det fremgår, at den jord, vi dyrker, dybest set er Guds. Salmen udtaler en respekt for jorden, og den rummer en bøn om taknemmelighed og om at bruge det, man har fået betroet, med omtanke.

Det er vores styrke i kirken, at vi kan tale med respekt om det skabte. Der findes mange andre i samfundet, der kompetent kan gøre opmærksom på for eksempel klimaproblemet og vores moralske ansvar for det skabte. Men kirkerne kan bidrage med deres særlige sprog, samt i det daglige arbejde forsøge at administrere så klimavenligt og bæredygtigt som muligt.

Kirken har også ansvaret for jorden

I luthersk sammenhæng har vi tradition for, at vi kan overlade ansvaret for jorden til andre, f.eks. politikerne, der træffer de store beslutninger med konsekvenser for den beboede jord.

Men da jorden bekendes som Guds skabelse, så er ansvaret for den en del af kirkernes trosgrundlag, hvorfor det turde være indlysende, at det er en kristen opgave at se på jorden som skabt og dyrebar og arbejde med på dens bevarelse, i det mindste sådan at kirkerne ikke står i vejen for en bæredygtig livsstil.

Der er i samfundet en voksende bevidsthed om, at alle må påtage sig et ansvar for jorden, vi bor på, og senest har FNs generalsektretær Ban Ki-moon i København opfordret til at ikke blot statsledere, men også alle andre aktører i samfundet samt privatpersoner løfter deres del af ansvaret.

Der skal i kirken være plads til mange forskellige holdninger

Grøn Kirke ser det ikke som sin opgave at moralisere og rykke ud med løftede pegefingre. Der skal i kirken være plads til mange forskellige holdninger. Også til klima og miljø. Men i Grøn kirke vil vi gerne tage det alvorligt, at videnskaben ganske tydeligt gør opmærksom på, at vores jord er truet, og at klimaet allerede nu forandrer sig.

Vi ønsker at have et blik for de mennesker, der i dag lider under konsekvenserne af klimaforandringerne, samt for fremtidige generationer og deres levevilkår. Og derfor vil vi gerne bidrage med at opdyrke en sans for jordens skønhed og mangfoldighed, hvor jorden bliver gjort til langt mere end dødt stof med nytteværdi; det skabte har en værdi i sig selv, og som sådan må det behandles med respekt.

Keld B. Hansen, formand for Klima- og Miljøgruppen under Danske Kirkers Råd