Ramadanen er højsæson for donationer

Nadeem Niwaz er ikke i tvivl om, at behovet for donere til velgørenhed er særligt stort under ramadanen. Som formand for velgørenhedsorganisationen Danish Muslim Aid er han med til at beslutte, hvad de mange almisser fra danske muslimer skal gå til

I 2005 skete der noget, der fik Nadeem Niwaz til at skifte kurs. I Kashmir-regionen i Pakistan var der et jordskælv, der forårsagede mere end 80.000 dødsfald og efterlod fire millioner mennesker hjemløse. Men jordskælvet plantede også en idé hos Nadeem Niwaz.

“Der var en masse privatpersoner, foreninger og moskeer, der gerne ville hjælpe, men dengang havde man ikke en professionel muslimsk nødhjælpsorganisation,” fortæller han.

Derfor besluttede han og to medstiftere sig for at samle de mange bidrag, muslimer i Danmark donerede, under én fælles organisation, der skulle sørge for, at pengene nåede ud til de nødlidende. Efter at have fået de nødvendige tilladelser fra myndighederne, blev Danish Muslim Aid stiftet i 2005.

“Da vi kom på banen i 2005, så folk det som en mulighed for at donere via os til det katastrofale jordskælv, der var i Kashmir i Pakistan. Derfra voksede det stille og roligt, for der har jo været mange katastrofer i verden sidenhen.”

I 2019 modtog Danish Muslim Aid 18 millioner kroner i donationer, og i 2020 var de for første gang med i Danmarksindsamlingen som den eneste muslimske nødhjælpsorganisation. Ud over de traditionelle indsatsområder har Danish Muslim Aid ansvar for at forvalte religiøse donationer.

“Vi har religiøst betingede projekter, hvor vi forvalter den almisse, der kommer ind. Den bruger vi ofte på bespisning af fattige mennesker, især i ramadanmåneden, hvor folk har et ekstra stort behov for at give,” forklarer Nadeem Niwaz og tilføjer:

“Jeg var selv religiøst motiveret til at være med til at starte en nødhjælpsorganisation, og det er derfor naturligt for mig og andre muslimer, at forvaltningen af den religiøse almisse blev en del af vores nødhjælpsarbejde.”

Donationer topper under ramadanen

Det er en religiøs forpligtelse i islam at give almisse i form af zakat. Almissen er en af islams fem søjler og udgør 2,5 procent af ens opsparing eller værdigenstande, som gives til fattige.

“Det er ikke nærmere defineret, hvornår man skal betale sin almisse, men der er mange muslimer, der gør det i løbet af ramadanmåneden, fordi en god gerning tæller mere i ramadanen. Derfor prioriterer mange at give enten direkte til fattige familiemedlemmer eller at give igennem en organisation som Danish Muslim Aid,” forklarer Nadeem Niwaz.

På antallet af donationer til Danish Muslim Aid i netop denne måned, får Nadeem Niwaz hvert år bekræftet, at mange vælger at give almisse i ramadanen:

“Ramadanmåneden er en højtid for os i forhold til fundraising. Det er den måned, hvor vi samler absolut mest ind.”

Det undrer ham ikke. For udover at en god gerning tæller mere under ramadanen, så har det også en påvirkning, at mange muslimer faster i denne periode, mener Nadeem Niwaz.

“Når man sidder der om aftenen og skal indtage sit måltid, drikker den første tår og kan mærke, at hele kroppen vågner op til en ægte glæde, så bliver man meget ydmyg. Så tror jeg, at man bedre kan sætte sig ind i, hvordan det føles ikke at have noget.”

Det er vigtigt for Nadeem Niwaz, at donationerne går til projekter, der relaterer sig til de kriser, der er ude i verden lige nu. Derfor har Danish Muslim Aid i år valgt at sætte ekstra fokus på at hjælpe dem, der er hårdest ramt af covid-19.

“Vi har lavet indsamlinger til covid-19 i vores samarbejdslande, hvor der er stor mangel på værnemidler og mange, der mister deres arbejde. De bliver ekstra hårdt ramt, fordi de ikke har noget sikkerhedsnet, så i år har vi kørt fundraising til fordel for de lande,” fortæller han.

Troen spiller en rolle i motivationen for at hjælpe

For mange muslimer har det en stor religiøs betydning at hjælpe mennesker i nød, fortæller Nadeem Niwaz. Det skyldes til dels, at det står i Koranen og haditherne, at man skal hjælpe andre, men forklaringen ligger også i, at den religiøse almisse i mange lande har gjort det ud for et socialt sikkerhedsnet.

“I gamle dage havde man ikke et statsapparat, der gik ind og hjalp de fattige og trængende. Det kom først meget senere. Selv i dag er det svært at få hjælp fra staten i mange muslimske lande. Her er almissen en måde, hvormed man kan hjælpe andre mennesker direkte. Derfor har det en stor religiøs betydning for muslimer og muslimske lande,” forklarer Nadeem Niwaz.

Selv er han vokset op med, at man skal hjælpe andre, men det er gennem hans personlige tro på Gud, at han finder drivkraften til at dedikere sit liv til nødhjælp.

“Min tro er det, der driver min indsats. Det er den, der motiverer mig, både til at være med til at starte en nødhjælpsorganisation, men også til at tænke ind i det daglige, hvordan man kan hjælpe sine medmennesker. Om det er her i Danmark eller i andre lande, det er underordnet".

“Jeg tror på, at der er en Gud og at gode gerninger nytter og at man bliver belønnet for det,” forklarer han.

Danish Muslim Aid er en lille fisk i det store hav

Af og til kan det alligevel være svært at se, hvad hjælpen nytter, når man er langt fra de kriser, man støtter. Derfor tager Nadeem Niwaz ofte ud til de projekter, Danish Muslim Aid samarbejder med.

På en tur til Cox's Bazar i Bangladesh mødte han nogle af de Rohingya-flygtninge, organisationen støtter. Her så han både frugten af organisationens indsats, men blev også overvældet af krisens omfang.

“Det var også enormt vanskeligt at komme derud og se ud over sådan en flygtningeby med måske en million flygtninge. Så bliver man lidt ydmyg, for hvordan kan man hjælpe så mange mennesker? Det kan man reelt ikke.”

Det er tydeligt, at magtesløsheden også huserer hos en etableret nødhjælpsorganisation. For selvom hjælpen er blevet professionaliseret og donationerne er mange, så er Danish Muslim Aid stadig en lille organisation i det store billede.

“Det handler om at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe som en lille nødhjælpsorganisation ved at vælge nogle projekter, vi kan gennemføre. Problemet er jo helt vildt stort og der er ikke én organisation, der kan løfte ansvaret, så man bliver lidt overvældet. Der er det min og bestyrelsens opgave at finde ud af, hvor vi kan gøre en indsats”.