Kulturstafetten

Anne Boukris: Forskellighed er vores eneste reelle ressource

Anne Boukris er blandt andet festivalleder for film-festivalen Copenhagen Jewish Film Festival. Foto: Privatfoto

Religion.dk spørger henover sommeren en række kulturpersonligheder og meningsdannere, hvad de drømmer om, hvad de gerne vil tale mere om, og hvem deres største inspirationskilder er. Efter endt svar sendes stafetten sendt videre til én af inspirationskilderne inklusiv et spørgsmål rettet til netop ham/hende.

Navn:
Anne Boukris

Titel:
Projektchef/Publikumskurator/kulturel entreprenør/debattør

Arbejdsplads (hvis nogen):
CKI & Equal Consult

Uddannelse:
Cand.mag. i historie, Kommunikation og Minoritetsstudier. En kulturlederdiplom, 2. år på gestaltcoachuddannelse, CSR-træning og en masse psykoterapi.

Jeg vil gerne have, vi snakker mere om...
vores fællesskaber, og om hvem vi er sammen; det kan for eksempel handle om risici og valg, om døden og kærligheden og værdier, vi går rundt og fortæller hinanden, at vi har, men som på en eller måde overdøves at overflade, random begivenheder og mediers omfang og tilstedeværelse. Hvilke værdier har vi og hvorfor?

Da jeg til en begravelse i dag sang ’Når jeg ser et rødt flag smælde’ på en blank og vårfrisk dag, kan jeg høre det sælsomt fortælle om min verden, mit folk og min sag. Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen, mens det kogler af kraft i mit mod, thi det flag, der nu smældende når himlen, er jo rødt som mit brusende blod…blev jeg ramt af vemod og savn. Savn efter noget jeg aldrig har haft; nemlig et politisk fællesskab. Ikke at jeg ikke har engageret mig for det har jeg, i mange ting, men det der med at lægge sig selv til side for en sag - niks - det har jeg ikke oplevet.

Måske er det heller ikke reelt. De fleste af os løber nok derhen, hvor vi bliver bekræftet i vores eget værd, savn eller behov. Det vil jeg gerne tale mere om.

Jeg drømmer om et samfund, som/hvor...
jeg kan trække vejret roligt sammen med alle mine medmennesker.

Jeg tror på...
at vores forskelligheder er en dyb og relevant styrke at bruge hele tiden. Forskellighed er på en måde det eneste, vi har som en reel ressource. Det giver ideer, perspektiver, nuancer, højder, kvalitet og fred.

Sidst jeg hjalp et andet menneske, var...
forleden dag og dagen før og i dag og……

Jeg er vildmed...
tunesisk mad og dokumentarfilm om Israel.

Jeg har svært ved at tolerere...
snobbethed og eksklusion. Det hader jeg simpelthen. Jeg kan ikke holde det ud – det gnaver i mig – og der er alt for meget af det rundt omkring.

Annika Aakjærs spørgsmål til Anne:
Anne, med din erfaring ud i kultur, diversitet, minoriteter og religion: Hvad tror du, at vi som befolkning har brug for, at politikerne skal forstå og kommunikere om integration af de flygtninge, der kommer hertil, og dem der allerede er her - og særligt dem, der har positioneret sig i det, vi omtaler som et parallel samfund?

Med mine erfaringer fra jødisk historie og som barn af en dobbeltindvandrer, så er det vigtigt for politikere og beslutningstagere i tilrettelæggelsen af sameksistens at undersøge, hvem vi er – både sammen og hver for sig. Interessen for tilvandrende borgere er på 0!

Jeg mener at vide og erfare, at forskelligheden er en ressource. Det er kulturel forskellighed især. Det er afgørende, at samfundet åbner sig og forestiller sig, at ingen ankommer for at tage noget fra ’os’, men for at finde sig en plads i og sammen med os.

Det er optikken, den er gal med. Nu har jeg muligheden for at se lidt meta-agtigt på sagen og ikke løse noget, så jeg tillader mig at bruge min bedste reference, nemlig jødisk tilstedeværelse i Danmark og i verden. Det har vist og bevist, at det at være af anden tro, tale et andet sprog og spise anderledes i forhold til majoriteten ikke er en hindring for at leve sammen.

Men jødisk historie viser og beviser også, at det ’os’, som samfundet forventer, at minoriteter passer ind i og tilpasser sig, kan være uklart og illoyalt over for fællesskabet. Så for mig er integration et fælles projekt – ikke en ensrettet strategi, der skal omforme mennesker og gøre dem til en anden, nemlig 'os'. Integration går begge veje og bør i højere grad faciliteres sådan.

Integration handler ikke i første omgang om penge men om kultur og værdier. Jeg er ikke blind og erfarer selv løbende, hvordan værdier klinges. Integration er et evigt værtsskab, som stiller store krav til værten om at være klar, respektfuld og frem for alt tolerant, men som alle ved og har erfaret: når vi er værter, sætter vi også en standard og det betyder at kommunikere forventninger.

Så forskellighed er ikke det samme som grænseløs tolerance. Forskellighed skal hostes og faciliteres, dirigeres og smøres. Som jeg ser det, er det fordi, vi er totalt ligeglade med andre kulturer og andre menneskers behov og drømme, at integrationen går galt. Hvis vi er værter for gensidig interesse, er der ikke en eneste ny medborger, der vil føle sig afsporet og ekskluderet og fjerne sig fra samfundets dyder og retning.

Men for at være helt ærlig, så kræver integration rigtig meget af alle - og det kan ikke løses af lovgivning.

Mine største inspirationskilder er…
Astrid Bøgh, privatpraktiserende læge.
Fordi Astrid tænker og arbejder for og med mennesker, hun har en unik integritet, hun er begavet og arbejder på tværs af medicinens løsninger med blandt andet akupunktur. Og hun er vanvittig kreativ og en fantastisk samtalepartner.

Casper Høyberg, filmfotograf og filminstruktør.
Han har sit eget produktionsselskab og er en undersøgende, dybt fascinerende, autentisk person. Enhver samtale og ethvert samarbejde med Casper udløser uendelige dybdeborende, ærlige samtaler om vores psyke og om usædvanlige følelsesfænomener!

Sara Bech Jacobsen, kulturchef for dit:Kbh.
Hun er en drivkraft, hun er menneskekender, hun er uendelig dejlig at være sammen med - og så er hun dygtig!!!

Min datter Noa og min søn Ori.
To fine unge mennesker, der på hver sin måde viser mig retning. Jeg har så meget tillid til dem.

Mads Vagn Christensen, psykoterapeut og leder af Instituttet for Sundhed og Trivsel.
Fordi han forløser indre plads og kreative dybder. Frihed ganske enkelt. Det længes jeg selv meget efter at mærke. Frihed til at være, frihed til at være modig og stoppe med at undertrykke mig selv som menneskekvinde, som mor, som kæreste og som inspirator. Mads er en unik person. Han er flyttet fra et livstruende job som kok til at være en formidabel psykoterapeut, forfatter og storfavnende person.

Mit spørgsmål til Mads Vagn Christensen: Når du møder mennesker i din praksis, hvad lærer du så af dem? Hvad fortæller de dig om vores liv lige nu?