Forsker: Jihadisme udtrykker både tradition og nybrud

Hvordan skal vi forstå jihad i dag? "Når man ser på de oprindelige tekster om jihad, handler det ikke ret meget om den åndelige kamp, men snarere om de fysiske, oprindelige kampe," siger professor i islamstudier Thomas Hoffmann

Hellig krig, militant islamisme og terrorisme er udtryk, der ofte knyttes sammen med det islamiske begreb jihad. Det er en tendens, Thomas Hoffmann genkender. Han er cand.mag. i religionshistorie og til daglig ansat som professor MSO ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, hvor han forsker i Koranen og den islamiske traditions religionshistoriske og -fænomenologiske aspekter.

”Som islamforsker bliver jeg ofte stillet de her spørgsmål om jihad. Det er mit gæt, at det ikke er et rent historisk spørgsmål, men simpelthen afledt af nogle aktuelle, nuværende problematikker og konflikter, som på den ene eller anden måde refererer til det historiske stof,” fortæller han og forklarer, at den militante islamisme eller jihadisme, som vi ser i dag, udtrykker både kontinuitet og nybrud med islams historie.

Et eksempel er Islamisk Stat. Da Islamisk Stat blev udråbt som kalifat i 2014, var det samtidigt med en opfordring til alle verdens muslimer om at forlade de vantros land for at slutte sig til kalifatet. De gjorde dermed jihad til enhver muslims individuelle pligt, som man skulle opfylde ved at indfinde sig i dar al-islam, islams territorium, og herfra udvide islams overherredømme.

Den forståelse af jihad opstod imidlertid ikke med Islamisk Stat, men har rødder i en længere tradition inden for islam, som trækker på islams klassiske tekster og historie.

Jihadismens fædre ville bekæmpe uvidenheden

Skal man forstå blandt andet Islamisk Stats udlægning af jihad, skal man søge hos den moderne jihadismes fædre, Sayyid Qutb (1906-1966) og Abdullah Azzam (1941-1989), mener Thomas Hoffmann.

”Det, der er nyt ved Sayyid Qutb, er, at han siger, at hans tid svarer til jahiliyya. Jahiliyya betyder ’uvidenhed’, og man bruger det i islam om tiden før islams indtog. Qutb kobler altså Ægypten sammen med uvidenhedens tid, selvom alle egentligt var enige om, at det var et muslimsk land,” forklarer Thomas Hoffmann og uddyber, at Sayyid Qutb på den måde opfordrede alle muslimer til at følge profetens eksempel og udradere islams fjender og de vantro.

”På den måde udtrykker Qutb både tradition, fordi man skal følge Profetens eksempel. Det er en kerne i islam, at man følger Profetens eksempel. Men han repræsenterer også et nybrud, fordi han kobler jahiliyya sammen med sin egen samtid,” siger Thomas Hoffmann og fastslår, at Sayyid Qutb holdt sig inden for Ægyptens grænser i modsætning til eksempelvis Abdullah Azzam.

”Azzam gjorde det, som Osama bin-Laden populariserede, idet han hævdede, at jihad ikke bare var en defensiv, lokal kamp, men en offensiv, global kamp mod Vesten,” forklarer han.

For Azzam hang den individuelle tro sammen med den offensive jihad, fordi jihad i hans optik var en måde at bevise sin egen tro. Den forståelse af jihad fik både Azzam og Qutb fra islams egne helligtekster.

”Der er koranvers, der taler om dem, der løskøber deres liv for Guds kamp, som nogen, der vil blive belønnet med paradis. Der er også hadither, der taler om de martyrer, der kommer i paradis. Den væbnede jihad er ikke bare en retfærdig gerning, men også en retfærdiggørende gerning,” siger han og forklarer, at mange af de militante islamister kender traditionen indgående. Han tilføjer, at forestillingen om, at jihadister skulle være teologiske ignoranter, er en sandhed med modifikationer. For jihadisterne er både fromhed og entusiasme afgørende faktorer, forklarer Thomas Hoffmann.

”De lægger vægt på krigen som den afgørende test, der skiller fårene fra bukkene,” siger han og understreger dog, at langt de fleste muslimske lærde og lægfolk tager afstand fra den islamiske terrorisme.

Den lille og store jihad er et senere teologisk koncept

Det betyder imidlertid ikke, at jihad alene skal forstås som en hellig krig mod de vantro. Googler man eksempelvis jihad, vil man møde en skelnen mellem den lille og den store jihad. I denne distinktion henviser den lille jihad til krigens jihad, og den store jihad er en slags åndelig, indadvendt islamisk gudsdyrkelse. Thomas Hoffmann påpeger, at islam oprindeligt ikke skelnede mellem de to begreber.

”Den distinktion, der er mellem den lille og store jihad, er et senere teologisk koncept. Når man ser på de oprindelige tekster om jihad, som er Koranens egne tekster eller jihad-kapitler i hadith-samlingerne, handler det ikke ret meget om den åndelige kamp, men snarere om de fysiske, oprindelige kampe,” siger han og forklarer, at islam blev til i en periode, hvor væbnede konflikter dominerede store dele af Mellemøsten.

”Det var en kultur, som priste ridderlighed, heroisme, vovemod og tapperhed. Den ældste arabiske litteratur, som er før-islamisk, hedder Ayyam al-Arab, hvilket man kan oversætte med Arabernes Kampdage. Det kan sammenlignes med sagaerne, der er domineret af slåskampe og plyndringer,” siger han og uddyber, at den tidligste litteratur ved siden af koranen beskrev muslimernes kampagner og togter rundt omkring i landet.

”600 og 700-tallet var imperiernes tid. Der var i området både Det Byzantinske Rige og det store Sassaniderrige i Persien, som jævnligt stødte sammen. At imperierne bekæmpede hinanden – også under religiøst fortegn – gjorde, at islam udviklede sig til en imperial religion, hvorfor man koblede statsmagt og religion tæt sammen,” fortæller Thomas Hoffmann.

Den tætte sammenkobling mellem statsmagt og religion i islams opståen gjorde, at begreberne dar al-islam, islams territorium, og dar al-harb, krigens territorium, opstod. Inden for islamisk retstænkning er islams territorium traditionelt set det område, hvor islam er den største religion, eller hvor landet ledes af en islamisk leder.

Islams territorium er til debat

Det ligger i den islamiske retstænkning, at dar al-islam og dar al-harb er dynamiske områder, der kan ændre sig, påpeger Thomas Hoffmann.

”Det område, hvor islam har suverænitet, er dar al-islam. Uden for den front ligger dar al-harb, hvor man logisk set bør gå videre frem gennem jihad. Det er simpelthen det, der ligger i det,” forklarer han og siger, at den klassiske forståelse af forholdet mellem dar al-islam og dar al-harb er blevet gennemtænkt i særlig intens grad i senmoderne tid, hvor større befolkningsgrupper har flyttet sig på tværs af verdensdele og kontinenter.

”De mest progressive ville sige, at den binære forståelse er noget, vi ikke længere skal bruge. Andre ville hævde, at Europa, selvom det ikke ledes af en kalif, faktisk er dar al-islam, fordi muslimerne nyder religionsfrihed og -rettigheder i Europa”, fortæller han og forklarer, at der også findes en tredje gruppe, som mener, at Europa og Vesten som helhed udgør dar al-harb, som man fra dar al-islam må bekrige.

”Det mest ekstreme tilfælde så man med Islamisk Stat. Deres magasin, Dabiq, havde artikler, som opfordrede folk til at forlade dar al-kufr, de vantros land, hvilket er et andet ord for dar al-harb, for at slutte sig til kalifatet,” siger Thomas Hoffmann.

Han mener, at jihadismen fortsat vil fylde meget i mediebilledet og på den globale scene. Det hænger blandt andet sammen med, at islam ikke er en homogen størrelse. Der er hele tiden kamp om de autoritative udlægninger og fortolkninger, hvilket ifølge Thomas Hoffmann kan få katastrofale følger.

”Når man er cirka 1,5 milliarder muslimer, skal der blot få promiller til, før det kan få ret katastrofale følger, hvis den forkerte ideologi rammer de forkerte mennesker”. Han påpeger, at den ofte ustabile politiske situation og dårlige økonomiske forhold i mange islamiske lande kan være medvirkende til den form for militant jihadisme, vi har set inden for de seneste år.