Forsker: Konspirationsteorier og religion udspringer fra samme menneskelige behov

"Både konspirationsteorier og religioner opstiller en moralsk orden, hvor verden opdeles i gode og onde kræfter med uskyldige ofre imellem," siger professor i religionsvidenskab Asbjørn Dyrendal. Her ses en tilhænger af konspirationsteorien QAnon, der hævder, at en satanistisk sammensværgelse modarbejder Donald Trump. Foto: Patrick T. Fallon/Reuters/Ritzau Scanpix

Står Bill Gates bag corona-pandemien? Smitter virussen gennem 5G-stråler? Konspirationsteorierne stortrives under coronakrisen, og det er svært at tage de vilde spekulationer seriøst. Men faktisk er konspirationstænkning et forsøg på at opfylde nogle dybe menneskelige behov, siger professor i religionsvidenskab Asbjørn Dyrendal

De forsøger at give mening til meningsløsheden. De forsøger at styrke følelsen af kontrol i en verden præget af usikkerhed, magtesløshed og angst. Og de forsøger at forklare verdens tilstand gennem simple fortællinger, der omhandler nogle få aktørers intentioner og handlinger.

Religioner og konspirationsteorier har meget tilfælles.

Det mener i hvert fald Asbjørn Dyrendal, der er professor i religionsvidenskab ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet. Han forsker i lighederne mellem religion og konspirationstænkning.

“Både konspirationsteorier og religioner udspringer fra et grundlæggende behov for at have en meningsfuld fortælling om verden – hvilke kræfter, der virker i den, og hvorfor den er, som den er,” forklarer han.

Og behovet for simple, meningsfulde fortællinger bliver kun større i tider med usikkerhed. Det er derfor, konspirationsteorierne stortrives under coronakrisen, og spørgsmål, der i manges ører kan lyde tossede, spirer frem:

Er pandemien et led i Bill Gates’ plan om at vaccinere hele verden? Blev SARS-CoV-2 skabt i et kinesisk laboratorie til biologisk krigsførelse? Smitter virussen gennem 5G-stråler?

Der er tilsyneladende ingen ende på de konspiratoriske påstande. Men selvom det er let at forfalde til hovedrysten og latterliggørelse, når sølvpapirshattene stimler sammen foran Christiansborg, så gør man måske klogt i at betænke sig lidt.

Måske kan sammenligningen med religion hjælpe til at forstå, hvorfor så mange bliver suget ind i konspirationstænkningens sorte hul.

Hvorfor er der ondskab i verden?
Ser man nærmere på lighederne mellem religion og konspirationstænkning, får man øje på nogle fælles underliggende mekanismer, fortæller Asbjørn Dyrendal.

Det drejer sig blandt andet om teleologisk tænkning, altså forestillingen om at alle hændelser tjener et bestemt formål – hvad enten det er Guds plan eller Bill Gates’ stræben efter verdensherredømme. Ifølge religionsforskeren kan man tale om en generel tendens i den menneskelige psyke:

“Vi har en tilbøjelighed til at projicere intentioner, mønstre og mening ud i verden,” forklarer han.

Denne tilbøjelighed udmønter sig også i antropomorfisme, som betyder, at noget ikke-menneskeligt tilskrives menneskelige egenskaber. For eksempel kan det være svært at acceptere, at en ødelæggende naturkatastrofe bare sker helt af sig selv – der må være en hensigt bag; der må være et menneske, eller i hvert fald en menneskelig skabning, der trækker i trådene.

Man kan også sige, at både konspirationstænkning og religion er en slags teodicé, fortæller Asbjørn Dyrendal og uddyber:

“En teodicé er et forsøg på at forklare, hvorfor der er ondskab i verden; hvorfor uskyldige mennesker udsættes for ulykke og lidelse. Både konspirationsteorier og religioner opstiller en moralsk orden, hvor verden opdeles i gode og onde kræfter med uskyldige ofre imellem.“

Men selvom begge fænomener forsøger at skabe orden i kaos og give den enkelte en følelse af kontrol, så er de er langt fra lige vellykkede, viser forskningen.

”Konspirationsteorier lykkes ikke rigtig med at opfylde vores behov for mening og kontrol – ofte gør de bare tilstanden værre. Der er religioner langt mere effektive. De er i stand til at skabe stabile sociale fællesskaber, og de er bedre til at give os tryghed og styrke vores identitetsfølelse,” siger Asbjørn Dyrendal.

Konspirationstænkning er dybt menneskeligt
Noget tyder altså på, at både konspirationstænkning og religion er – mere eller mindre vellykkede – forsøg på at opfylde nogle grundlæggende menneskelige behov. Men hvorfor bliver de to fænomener alligevel opfattet og omtalt så forskelligt? Hvorfor respekterer man, at folk har en tro, mens man latterliggør konspirationsteoretikerne?

Ifølge Asbjørn Dyrendal er der brug for flere nuancer i den offentlige debat:

“Det er altid en fordel at få en bedre og dybere forståelse – ikke mindst af det normale og dybt menneskelige ved konspirationstænkning. Man skal være i stand til at se menneskene bag konspirationsteorierne, og man skal kunne skelne mellem forskellige sider af et komplekst fænomen,” siger han.

Samtidig understreger han, at man skal være kritisk overfor konspirationsteorierne, når de breder sig i samfundet:

“Ligesom religioner har konspirationsteorier samfundsmæssige og sociale konsekvenser, og de bør derfor udsættes for kritisk kontrol og en skarp offentlig debat.”

Her kan du læse EU-Kommissionens guide til at identificere og modarbejde skadelige konspirationsteorier.