Forsker: Nordisk mytologi bidrager til national selvforståelse

Sophie Bønding er ph.d.-studerende på Aarhus Universitet. Her forsker hun i, hvordan særligt vikingetiden og den nordiske mytologi har været brugt til at konstituere et fællesskab og en kollektiv identitet i forskellige tidsperioder af danmarkshistorien

Hvad arbejder du med lige nu?
Jeg er lige nu ved at skrive en samlet introduktion til to artikler, jeg har skrevet om N.F.S. Grundtvig, som skal indgå i min afhandling. Min afhandling kommer til at bestå af fem separate artikler, som tager del i hver deres forskningsdiskussion.

Begge disse artikler, som jeg arbejder med lige nu, behandler Grundtvigs brug af nordisk mytologi som en fortælleverden og et symbolsprog, der kunne samle den danske befolkning på tværs af geografiske og sociale skel i sin samtid. Han var med andre ord optaget af at skabe social sammenhængskraft og kollektiv identitet, og han mente, at nordisk mytologi burde spille en ret central rolle.

Kort sagt er min afhandling et komparativt studie i den forstand, at jeg behandler to perioder i danmarkshistorien. Jeg ser altså på, hvordan elementer af før-kristen nordisk religion er blevet anvendt og genanvendt i forsøget på at etablere et fællesskab blandt befolkningen i Danmark i de to perioder.

Jeg beskæftiger mig både med 1800-tallets midte, hvor Grundtvig fungerede, men også med den sene vikingetid i 900-1000-tallet. Det er to perioder, som er fjernt fra hinanden rent tidsligt, men som har det til fælles, at der skete nogle skelsættende politiske og religiøse transformationer i henholdsvis indførelsen af kristendommen og det kristne kongedømme som politisk institution i sen vikingetid og afviklingen af den kristne enevælde og kongedømmet som politisk institution i 1849. Ydermere har perioderne det til fælles, at det før-kristne idégods indgik som en væsentlig komponent i etableringen af en kollektiv identitet, som kunne understøtte og legitimere de nye samfundsforhold.

Det handler helt grundlæggende om, hvordan fællesskaber og samfund etableres og opretholdes blandt andet under henvisning til idéer om en fælles fortid og et fælles ophav, som kan aktiveres og kultiveres gennem fælles fortællinger og ritualer. Og det er ret interessant at se på, hvordan særligt den før-kristne fortid er blevet taget i anvendelse på forskellige måder for at skabe en fornemmelse af samhørighed og kollektiv identitet – og til at indrette sig politisk.

Man skal selvfølgelig tage en masse forbehold, fordi de to perioder afviger fra hinanden på mange punkter, men der er visse fællestræk, som jeg med min afhandling sætter fokus på.

Hvorfor er du optaget af dit forskningsfelt?
900-1000-tallet og 1800-tallet optager mig, fordi det er eksempler på perioder, hvor politiske og religiøse transformationer finder sted og påvirkes af det nordiske materiale, der fungerede som en væsentlig fællesskabskatalysator, men i samspil og modspil med kristne idéer.

Da jeg begyndte at studere religionsvidenskab, blev jeg meget hurtigt interesseret i, hvordan mennesker skaber og opretholder betydningsordener. Det gør vi altid i samspil med andre. Man kan sige, at individer både skaber og er skabt af de betydningsordener, de er en del af. Med andre ord: Det er individer, der skaber det kulturelle fællesskab, mens kulturen også er med til at skabe individerne.

Sådan var det i vikingetiden. Sådan var det i 1800-tallet. Og den vekselvirkning ser vi stadigvæk i dag.

Hvad har du fundet ud af indtil videre?
For eksempel har jeg anlagt nogle nye perspektiver på Grundtvigs brug af nordisk mytologi og placeret ham i forhold til samtidens mytetænkning. Jeg har fundet ud af eller sat fokus på, at han på mange måder er en religiøs tænker, også når han beskæftiger sig med sekulære sager. Det er han i den forstand, at han finder inspiration i etableret religion. Han beskæftigede sig med to sfærer samtidigt, den kirkelige sfære og den nationale sfære, som han nytænker.

Nytænkningen er i virkeligheden ret parallel inden for de to sfærer. Han er nemlig interesseret i fællesskabsdannelsen inden for kirken og inden for det nationale, og i begge tilfælde orienterer han sig mod et fælles fortælleunivers, som kan være med til at konstituere fællesskabet.

Inden for kirken orienterer han sig mod det kristent-mytologiske univers, som skal give danskernes kristne forestillingsverden betydning, mens han inden for det nationale orienterer sig mod den nordiske mytologi som et fortælleunivers, der skal give danskernes verdslige betydningsorden mening og være fællesskabskonstituerende.

Hvordan bidrager din forskning til dit fag?
Grundlæggende beskæftiger jeg mig med, hvordan mennesker skaber værdier og betydninger. Det er en væsentlig debat inden for religionsvidenskaben, der aldrig slutter.

Et eksempel er den artikel, som jeg er ved at samle op på. Den behandler, hvordan Grundtvig bruger myterne som en tabt kulturel hukommelse, som befolkningen skal mindes om og huske. Og så handler den om, hvordan han lagde afgørende vægt på den nordiske fortids fantastiske elementer.

Han mente, at hvis man fjernede den fantastiske og fortryllende dimension fra mytologien, så var der noget afgørende, der gik tabt. Han mente faktisk, at det var det fantastiske og fortryllende, der kunne bruges til at indgyde følelser i befolkningen. I den forstand er min forskning i stand til at bidrage med nye indsigter inden for mit forskningsfelt, fordi den placerer Grundtvig i et spændfelt mellem to strømninger i samtiden, den rationalistiske tilgang til myter og den romantiske ditto. Det er jeg ikke den første, der har gjort, men jeg bidrager med nye perspektiver og resultater.

De akademiske mytestudier mente, at de nordiske myter var abstraktioner af konkrete naturfænomener. Det mente han ikke, de var. Han var inspireret af romantikken, og mente, at myterne var udtryk for en national, kulturel essens – en nordisk ånd, som han kaldte det.

I Europa var der på dette tidspunkt en romantisk trend, hvor intellektuelle over hele Europa skabte nationer ved at vende sig mod og konstruere deres egen nationale fortid. De lagde vægt på det, som de opfattede som nationale mytologier og nationale sprog. I den forstand var Grundtvig en af mange på en international skala.

Hvilken betydning har din forskning for samfundet?
Man kan helt overordnet sige, at når vi studerer vores fortid, studerer vi også os selv. Det er en generel humanistisk tanke, og det er i særdeleshed tilfældet med min afhandling. Den bidrager til at belyse, hvordan fællesskaber skabes, legitimeres og opretholdes gennem brug af historien og fælles fortælleuniverser. Det er også højaktuelt i Danmark i dag.

Den behandler forskellige aspekter af, hvordan fællesskabet og den kollektive identitet er forsøgt etableret og kultiveret i to forskellige perioder af danmarkshistorien. Og det nordiske betydningsunivers var jo ikke bare relevant dengang, men også i dag. Vikingetiden og den nordiske mytologi er væsentlige og centrale identitetsmarkører for mange danskere i dag.

Vi kan se, hvordan vikingetiden og den nordiske mytologi spiller en stor rolle i populærkulturen med serier som ’Vikings’ og den nye Valhal-film. Det er et fortælleunivers, vi orienterer os imod og betragter som vigtige udtryk for vores kulturarv. Det er en måde at fortælle os selv og andre om, hvem vi er.

I den forstand kan min forskning bidrage til samfundet ved at både at skabe viden om vikingetiden – hvordan den ser ud til faktisk at have været – og ved at skabe viden om, hvordan den bruges i eftertiden til at etablere en fælles identitet og selvforståelse.

Ikke alene er mange af de forestillinger om den før-kristne fortid, som eksisterer i populærkulturen i dag, opstået i romantikken. Også selve det, at vi orienterer os mod den før-kristne fortid som en central del af dansk selvforståelse, er påvirket af romantikken.

Det er i høj grad stadig relevant i dag.