Interview

Forsker: Templets fald var anledning til jødedommens ensretning

Det andet tempel i Jerusalem blev ødelagt i år 70 af romerne. Det første tempel blev ødelagt i 587 f.Kr. af babylonerne, som erobrede Jerusalem og førte jøderne i det såkaldte babyloniske fangenskab. Maleriet er lavet af Nicolas Poussin.

Det jødiske tempel i Jerusalem blev ødelagt i år 70. Templets fald blev en skelsættende begivenhed for den jødiske befolkning, som herefter blev nødt til at afklare sin jødiske identitet, vurderer ekstern lektor og ph.d. Martin Friis

I år 70 faldt det jødiske tempel i Jerusalem. Templets fald indrammes af den første jødisk-romerske krig, som begyndte i år 66. Templets fald blev på mange måder en skelsættende begivenhed for den jødiske befolkning, som efter krigen skulle skabe en ny identitet uden templet som det naturlige samlingspunkt.

Martin Friis er ekstern lektor på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet og på Afdeling for Teologi ved Aarhus Universitet. Han har forsket i den jødiske historiker, Flavius Josefus (37-100), som skrev om krigen i sit historiske storværk, "Bellum Judaicum" ("Den jødiske krig"). I værket forklarer Josefus blandt andet, at en af krigens årsager var de interne stridigheder, som herskede mellem forskellige jødiske grupperinger.

”Templets fald blev begyndelsen på jødedommen. I perioden før år 70 taler vi i forskningen snarere om flere jødedomme, der indkapsler forskellige identitetsforståelser. Templets fald blev på den måde en katalysator til, at jøderne måtte afklare, hvem de faktisk var. Man kan tale om, at jødedommen med templets fald både blev fragmenteret og fikseret,” forklarer Martin Friis.

Interne stridigheder gik forud for templets fald

Martin Friis fortæller, at en central problematik i forholdet mellem Romerriget og det jødiske folk var opkrævningen af skatter. Romerriget var i det første århundrede et stort imperium, som strakte sig fra Eufrat i øst til Atlanterhavet i vest, fra Sahara i syd til England i nord. Romerne forlangte, at befolkningerne i de forskellige områder skulle betale skat til centralmagten.

”Det jødiske folks forhold til samtidens stormagt var en helt central problematik, som på ingen måder var ny på det tidspunkt. Den gik flere århundreder tilbage, og den blussede op med jævne mellemrum,” siger Martin Friis. Historikeren Josefus giver særligt én gruppering, der kaldes zeloterne, ansvaret for opstanden mod Rom.

”At være zelot betyder, at man er ivrig. Zeloterne krævede deres eget og ønskede at være uafhængige af Rom. På dette tidspunkt var de jødiske grupperinger ikke enige om forholdet til overmagten, og zeloterne opildnede folket til en generel modstand mod Rom,” forklarer han og uddyber, at zeloterne i årene op til krigens udbrud havde haft en bevæbnet undergruppering, de såkaldte sicarii (opkaldt efter de små, krumme sværd, de bar under deres klædning), som med deres små sværd angreb og myrdede deres fjender. Det gik blandt andet ud over den jødiske ypperstepræst, som mistede livet.

Ypperstepræsterne tilhørte en anden gruppering, nemlig saddukæerne. Saddukæerne var den jødiske elite, som var tilknyttet templet. Dermed var de også i forbindelse med Romerriget, fordi Romerriget skulle acceptere ypperstepræsten – ofte mod betaling. Det gjorde, at de fleste andre jødiske grupperinger tog afstand fra saddukæerne, som i deres optik var blandet for meget med overmagten.

Disse interne stridigheder var medvirkende til, at Florus, der på dette tidspunkt var guvernør i den romerske provins, Judæa, måtte gribe ind over for den lange række af kontroverser, som havde været mellem de jødiske grupperinger og med andre folkeslag.

”Florus greb ind ved at gå ind i templet og stjæle ejendele fra tempelkassen under påskud af, at det pågældende beløb tilhørte kejseren. Josefus beskriver, at Florus manglede den hæmning, som den gode guvernør burde besidde. Han lod sig rive med af folkestemningen, og det var efter Josefus’ vurdering forkert,” siger Martin Friis og forklarer, at det blev den direkte anledning til det samlede oprør mod Rom.

Indbrud i templet var afgørende

”Når det gik så galt, skyldes det nok, at Florus tog det drastiske skridt og stjal fra tempelkassen,” mener Martin Friis.

Det hænger sammen med den jødiske forståelse af templets vigtighed, forklarer han. Templet var et udtryk for Guds nærvær hos folket, hvorfor det var vigtigt, at man behandlede templet og dets indretning med påpasselighed. Det betød blandt andet, at kun ypperstepræsten måtte opholde sig i templets inderste rum på et bestemt tidspunkt af året.

Som sådan var Florus’ indbrud i jødiske øjne et angreb på selve den jødiske folkesjæl og på selve Guds bolig på jorden.

”Man har i samtiden sikkert set det sådan, at en fremmedmagt kom ind det sted, hvor kun Gud måtte opholde sig. Der er altså noget i gang, som ikke burde være. Konsekvensen er, at Gud forlader sit hus og dermed sit folk, hvilket er en problematik, der ofte figurerer i den gammeltestamentlige profetlitteratur” forklarer Martin Friis, som fortæller, at en usømmelig omgang med templet fører til en meget definitiv slutning, hvilket også skete tidligere i historien, da det første tempel faldt i 587 f.Kr.

Det andet tempels periode, som varer indtil templets fald i år 70, blev dermed også en lang fortælling om, hvordan det jødiske folk skulle passe på for at bevare Guds nærvær, mener Martin Friis. Det var blandt andet også derfor, at det lykkedes zeloterne at opildne den brede masse af jøder mod Romerriget, forklarer han.

Fjerde Makkabæerbog skildrer jødernes forhold til overmagten

Det kan dog være svært at vide sig helt sikker på den generelle holdning til romerne hos jøderne på dette tidspunkt, fortæller Martin Friis. Det skyldes, at Josefus, som er den bedste kilde i samtiden, ikke direkte skildrer jødernes egen religiøse opfattelse af oprøret.

Martin Friis mener derimod, at Fjerde Makkabæerbog er det bedste bud på en skildring af det jødiske forhold til overmagten, som det tog sig ud under og efter den første jødisk-romerske krig.

Fjerde Makkabæerbog er en prædikensamling, der handler om, hvordan en samling eksemplariske jøder turde at stå overmagten imod. Disse jøder (en præst, syv brødre og deres mor) endte med at miste livet til overmagten for deres tro, og netop derfor mener Martin Friis, at Fjerde Makkebæerbog er skrevet omkring år 70, hvor templet falder.

”Det giver jo helt klart mening at datere sådan et skrift til en periode omkring år 70, fordi der i skriftet forekommer et heltemotiv, hvor det at måtte lide og kæmpe for troen spiller en afgørende rolle. Fortællingens fromme jøder slår dog ikke overmagten ihjel, men den frommes død fylder meget i det skrift,” siger han og forklarer, at man i oldkirken faktisk troede, at Josefus var forfatter til Fjerde Makkabæerbog.

Martin Friis mener, at fromhedsmotivet i Fjerde Makkabæerbog afspejler en generel holdning i jødedommen på dette tidspunkt. Dermed får den første jødisk-romerske krig et helligt skær over sig, da jøderne kunne forsvare sig med at have Gud på deres side, så længe de holdt sig til loven, hvilket martyrerne i Fjerde Makkebæerbog gjorde. Det ændrede sig imidlertid drastisk med templets fald, hvor det blev sværere at argumentere for at have Gud på sin side.

Templets fald tvang jøderne til at genoverveje deres identitet

”Hvis templet havde stået endnu, ville der forsat være nogle, som kunne plædere for, at Gud var på deres side. Men det kunne de ikke,” siger Martin Friis, som fortæller, at templets fald betød, at jødedommen blev mere ensrettet.

”Der er ikke længere nogle saddukæere, fordi templet er faldet. Dermed er ypperstepræsteembedet ude. En anden jødisk gruppering, essæerne, har på dette tidspunkt allerede afsondret sig selv. Zeloterne er døde i krigen, hvilket lader farisæerne alene tilbage,” forklarer han.

Den farisæiske bevægelse kender vi blandt andet fra Det Nye Testamente, hvor de optræder som Jesu modstandere. Farisæerne var en lægmandsbevægelse, der repræsenterede den jævne mand, men som på samme tid dyrkede skriften og loven. Af den farisæiske bevægelse udsprang en rabbinsk tradition, hvor fokus blev flyttet fra tempelkulten, som med templets fald var blevet umulig, til det talte ord, der kunne praktiseres i synagogerne i den jødiske diaspora.

”Det er en længere bevægelse, som over tid former jødedommen mere og mere i retning af det, vi i dag kender som jødedom, men som altså begynder med templets fald,” siger Martin Friis.