Forskere: De første korstog var del af en større konflikt

Pave Urban den Anden indledte korstogene med sin korstogstale i 1095. Forud for den skelsættende tale gik flere århundreders konflikter i Europa og i middelhavsområdet. I dag er historikerne uenige om, hvad der var korstogenes udløsende faktor

De fleste verdensreligioner har et forhold til krig. Krig har betydet meget for udformningen af religiøse dogmer, idéer og læresætninger. I kristendommen udviklede forholdet til krig sig med middelalderens korstog, som var et nybrud i forhold til tidligere tiders kristne opfattelse af krig.

Den direkte anledning til middelalderens korstog var pave Urban den Andens korstogstale i 1095 i den franske by Clermont. Den byzantinske kejser, Alexios den Første, havde sendt bud om hjælp til paven i Rom, fordi Det Byzantinske Rige var hårdt trængt af blandt andet seldsjukkerne, en tyrkisk stamme, der havde erobret store landområder i øst og truede Det Byzantinske Rige.

De kristne frygtede i 1000-tallet, at Det Byzantinske Rige ville falde sammen. Det var opstået ved delingen af Romerriget i 395, og efter Roms endegyldige fald i 476 var Det Byzantinske Rige med hovedstaden Konstantinopel (i dag byen Istanbul) blevet et europæisk magtcentrum. Over tid udviklede Øst- og Vesteuropa sig forskelligt – dette gjorde sig også gældende for øst- og vestkirken, som på grund af teologiske stridigheder i 1054 blev delt i to i det, der kaldes Det Store Skisma. Skismaet blev en central del af korstogenes begrundelse.

Korstogene var politisk og religiøst motiveret

Carsten Selch Jensen er historiker, doktor i teologi og ansat ved Københavns Universitet, hvor han til daglig forsker i korstogenes historie. Han mener, at pave Urban den Anden primært opfattede det første korstog som en del af en reform af den vesterlandske kirke, der også havde som mål at hele skismaet.

”Han ønskede at styrke kirkens magtposition og samtidig forene øst- og vestkirken under sig igen. Det er også derfor, han ville komme kejseren i Det Byzantinske Rige til undsætning, fordi riget ellers ville risikere at blive løbet over ende af seldsjukkerne, der var en ny spiller på banen i den mellemøstlige sammenhæng. Byzantinerne havde gennem flere år hvervet lejesoldater i vesten, og det første korstog kan derfor på nogle punkter opfattes som en slags videreførelse af dette militære engagement,” siger han og forklarer, at man ikke kan isolere det religiøse fra det politiske i denne periode.

”Man kan se en stigning i antallet af kristne pilgrimme i Mellemøsten i løbet af 1000-tallet. Pilgrimmene oplevede den uro, der var i Det Hellige Land på dette tidspunkt, hvor både de selv og lokale kristne blev udsat for angreb og forfølgelser, dels på grund af specifikke forfølgelser rettet mod kristne, dels på grund af den generelle politiske uro i regionen. Det var i perioder meget vanskeligt at nå frem til Jerusalem, hvilket også er en faktor,” siger han og henviser til, at kristne pilgrimme i flere århundreder havde kunnet bevæge sig forholdsvis frit til og fra Jerusalem, selvom området blev kontrolleret af andre folkeslag, herunder en række muslimske magthavere i århundrederne op til det første korstog.

Carsten Selch Jensen mener dog, at korstogene først og fremmest skal forstås på baggrund af en religiøs reformbevægelse internt i det kristne rige. Han forklarer, at det hænger sammen med den magtkamp, der siden blev kendt som Investiturstriden, og var en strid mellem kejsermagten i det tysk-romerske rige og pavemagten om, hvem der havde den øverste myndighed, eksempelvis om retten til at udnævne biskopper i det tyske område. Udnævnelsen af biskopperne var væsentligt, blandt andet fordi det blev et spørgsmål om, hvem der reelt var den mest magtfulde: Kejseren eller paven.

Historikerne Michael Pihl og Jesper Rosenløv udgav i 2016 deres bidrag til korstogsforskningen med bogen ”Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv”. De bekræfter Carsten Selch Jensens analyse af investiturstriden og forklarer, at den markerede, at pavemagten var ved at blive en magtfuld faktor i det politiske spil.

Aggressiv ekspansion eller modoffensiv?

Michael Pihl og Jesper Rosenløv mener imidlertid ikke, at årsagerne til korstogene alene skal findes internt i kristenheden. De lægger vægt på, hvordan kristne i tiden op til 1095 blev behandlet i og omkring Det Hellige Land.

”Man må forstå, at korstogene skal ses som blot én af flere faser i en længerevarende konflikt mellem den muslimske verden og den kristne verden. Den konflikt går tilbage til det syvende århundrede, hvor den muslimske ekspansion indledtes. Det medførte, at flere tidligere kristne kernelande i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien blev erobret og underlagt muslimsk herredømme,” forklarer Jesper Rosenløv. Michael Pihl og Jesper Rosenløv forstår derfor også korstogene som en kristen modoffensiv.

”Det er ikke en aggressiv ekspansionskrig. Vi vil hellere kalde det en modoffensiv, hvor man forsøgte at genåbne en front ved at føre krigen over i fjendens lejr. Man ville generobre tabt land, man ville sikre helligstederne og pilgrimsruterne, og man ville undsætte de kristne befolkningsgrupper, som blev undertrykt,” fortæller de og forklarer, at der på dette tidspunkt var en generel trussel mod kristenheden fra muslimsk side, som blev yderligere forstærket mod slutningen af 1000-tallet.

”Der udgik en stor trussel fra den muslimske verden med den tyrkiske invasion af Det Byzantiske Rige og ved tyrkernes massakrer mod eksempelvis armenierne. Truslen blev bare yderligere forstærket efter tyrkernes sejr over Byzans i slaget ved Manzikert i 1071,” siger de og understreger, at mange kristne så det som deres kristne pligt at hjælpe deres trængte medkristne.

”De folk, der tog afsted, var motiveret af religiøse motiver og forhåbninger om at forbedre deres chancer for at få frelse. Den krigerklasse, der på den ene side levede et brutalt liv, var også knyttet til kirkens etik og moral – og derfor bekymret for sin sjælefrelse,” siger Michael Pihl.

Det er et billede, som Carsten Selch Jensen genkender:

”Det var ikke sådan en proto-kolonial bevægelse, hvor man skulle ud og underlægge sig hele verdenen. De mennesker tog afsted, fordi de mente, at det rent fromhedsmæssigt gav mening.” Han er dog ikke enig med Michael Pihl og Jesper Rosenløv om, at de kristne i vesten reelt havde et behov for at forsvare sig mod en muslimsk aggression.

”Den muslimske verden er på det her tidspunkt voldsomt presset på grund af interne magtkampe, så der er ikke noget, der tyder på, at Europa skulle være truet på det her tidspunkt,” mener han og forklarer, at korstogene ikke nødvendigvis var udtryk for en civilisationskamp mellem kristne og muslimer.

”Korsfarerne dumpede ned i en region, der var ved at koge over af indre splid og krig, hvor man lavede alliancer på kryds og tværs, selvom man samtidigt forsøgte at tolke det ind i en kosmisk fortælling om kristenheden mod ugudeligheden,” siger han og henviser til, at korsfarerne på vejen til Det Hellige Land indgik en alliance med de muslimske fatimider i Ægypten om frit lejde til Jerusalem.

”Alliancen faldt ganske vist til jorden kort efter, fordi fatimiderne selv erobrede Jerusalem fra seldsjukkerne og forventede, at korsfarerne ville tage hjem igen, fordi de nu fik frit lejde til Jerusalem gennem fatimidernes erobring. For korsfarerne var det imidlertid helt afgørende at indtage Jerusalem selv, fordi korstogets religiøse mål i høj grad knyttede sig til erobringen af den Hellige Stad. Det var sådan set underordnet, hvem der sad på magten,” forklarer Carsten Selch Jensen.

Michael Pihl og Jesper Rosenløv er uenige med Carsten Selch Jensen, om der fandtes en alliance mellem fatimiderne og korsfarerne.

”Der er intet historisk kildegrundlag for at tale om en alliance mellem korsfarerne og fatimiderne. Der var netop kun tale om forhandlinger, som brød sammen som følge af religiøse uenigheder om magten over Den Hellige Stad,” siger de og understreger, at der kan have været tale om, at de kristne og muslimerne i området har haft sammenfaldende interesser, men at det ikke udartede sig til egentlige alliancer.

Korstogstanken - en nyudvikling i forståelsen af krig

Urban den Andens korstogstale var et nybrud i kristendommens forhold til krig. Kirkefaderen Augustin (354-430) havde et begreb om retfærdig krig, som argumenterede for, at drab og krig var synd, som til nøds kunne forsvares under særlige omstændigheder. Korstogets løfte om aflad repræsenterede et nyt syn på krig.

”Der er altså nu nogle mennesker, som ikke bare gør noget retfærdigt, når de går i krig, men noget retfærdiggørende som følge af de reformer, paverne havde gennemført i 1000-tallets anden halvdel. Det er en kæmpe revolution i den kristne kirke,” siger Carsten Selch Jensen.

Pave Urban den Anden knyttede med sin korstogstale den fuldstændige aflad til korstogene, så korsfareren fik syndsforladelse og frelse, hvis han deltog i det, der i samtiden blev opfattet som en væbnet pilgrimsfærd.

Korstogstanken opstod imidlertid ikke ud af det blå, mener Michael Pihl og Jesper Rosenløv. Optakten til korstogstanken ses over en længere periode i løbet af 1000-tallet. I 1009 ødelagdes Gravkirken i Jerusalem, hvor røster i Vesteuropa begyndte at tale om en militær ekspedition til Mellemøsten med hensigt om at befri Gravkirken. Senere kæmpede kristne riddere i Spanien mod maurerne, en muslimsk gruppering, i Andalusien.

”Begrebet er under udvikling i lang tid. De kristne spurgte, om de ville få syndsforladelse efterfølgende, hvis de drog til Spanien og kæmpede for kristenheden og forsvarede kirken, hvilket de blev lovet i 1063 af paven. På den måde er det en slags forløber til korstogstalen i 1095,” siger Jesper Rosenløv. Han suppleres af Michael Pihl:

”En mellemstation er investiturstriden, hvor pave Gregor den Syvende mobiliserede normanniske riddere til en form for krig, hvor han lovede syndsforladelse. Gregor den Syvende var i virkeligheden den første til at italesætte en forsvarskrig mod islams ekspansion. Forsvarskrigen blev dog ikke til noget på grund af investiturstriden.” De understreger dog, at korstogstanken er et nybrud, fordi korstoget ikke krævede bod som i Spanien eller under investiturstriden, men i sig selv var bodsgørende.

Erobringen og tabet af Jerusalem

I 1099 lykkedes det korsfarerne at indtage og erobre Jerusalem, som de holdt frem til 1187, hvor den egyptiske sultan Saladin knuste korsfarerne i slaget ved Hattin. Det var dog ikke en rolig tid for korsfarerstaten, kongeriget Jerusalem, som blev truet udefra af muslimske slægter og beduinstammer, der plyndrede områderne omkring korsfarerstaten. Korsfarerstaten havde ikke et reelt forsvar, fordi mange riddere var rejst hjem.

”Flertallet af ridderne, som deltog ved erobringen af Jerusalem, tog hjem efterfølgende. Nu havde de opfyldt deres pilgrimsløfte, så de var ikke forpligtet på at blive i Jerusalem”, siger Michael Pihl.

Det manglende forsvar, som man ikke formåede at opbygge, betød, at man i 1187 tabte Jerusalem til Saladin. Ifølge Carsten Selch Jensen blev de kristne herefter besat af tanken om at generobre Jerusalem, hvilket gennem forhandlinger faktisk lykkedes i første halvdel af 1200-tallet. I 1244 tabte de kristne Jerusalem igen – og i 1291 blev de kristne endegyldigt presset ud af Det Hellige Land, hvilket reelt markerede slutningen på korstogene til Det Hellige Land, selvom de fortsatte på mange andre fronter i resten af middelalderen.